Af Louise

Da jeg blev mor for første gang, blev mine sanser skærpet. Jeg hørte pludselig bedre. Jeg så pludselig andre ting i livet. Og jeg blev bevidst om en helt ny dimension af begrebet dårlig samvittighed. Gennem mit liv har jeg selvfølgelig oplevet at have dårlig samvittighed over alt muligt og umuligt, men intet har målt sig med den dårlige samvittighed, jeg kan føle overfor mine børn. Det er forskellige ting, der udløser den. Nogle ting er små ligegyldigheder, jeg ikke bør have samvittighedskvaler over, nogle ting kan jeg gøre noget for at ændre, og andet kan jeg ikke gøre så meget ved, selv hvis jeg ville. Uanset hvad, er Den Dårlige Samvittighed grim og nagede, og jeg hader at føle, at den ånder mig i nakken.

Lige for tiden sidder den lille satan derinde og prikker til mig og kalder mig grimme ting i ‘dårlig, fraværende mor’-genren. Jeg er jo begyndt på arbejde igen og mit fravær fra hjemmet er brændsel til samvittighedsbålet. Jeg har et ganske almindeligt anti-karrierejob i det offentlige. Jeg har familievenlige arbejdstider og kort transporttid mellem hjem, institution og job. Men jeg arbejder fuldtid. Det gør vi begge. Andet er simpelthen ikke muligt, taget i betragtning, at vi gerne vil bo i denne del af landet, og at humanistjobs ikke ligefrem hænger på træerne (sådan har jeg i hvert fald ikke oplevet det – men hvis du kender til et træ FYLDT med skønne humanistjobs, må du da endelig dele med mig og mine arbejdsløse humanistvenner). Men det tynger mig, at arbejdslivet virker så uforeneligt med et godt familieliv. Jeg forlader hjemmet kl. 7.30 hver morgen og vender fire af ugens dage hjem mellem kl. 16.30 og 19.00. Den femte dag kan jeg så gå tidligt og hente kl. 14.30 eller ordne noget af alt det andet, vi ikke når til hverdag. Det betyder altså, at vi har omkring en-tre timers til børnesamvær om dagen. En-tre timer, hvor vi alle er sure og trætte. Timer, hvor vi også skal lave mad, købe ind, sætte vasketøj over, osv. OG. SÅ. VIDERE.

Det ikke det, at institutionsdagene er lange, der piner mig. Jeg har det fint med institutionslivet, Oscar elsker at være i børnehave og Sofus bliver jo passet herhjemme. MEN: Jeg har det godt nok underligt med, at jeg har to skønne børn, som jeg dårligt nok ser. At de nogle dage ser pædagogerne mere end mig. At jeg ser mine kolleger mere end dem. Er det virkelig meningen med familielivet?

Men her kommer det grimme og konfliktfyldte: Selv om jeg ikke fatter meningen med at være adskilt fra børnene i de allerbedste og fleste vågne timer i døgnet, så synes jeg på mange måder også, at det er dejligt at gå på arbejde. At blive udfordret fagligt og personligt. At arbejde uforstyrret. At være migmig og ikke mormig. Og det frustrerer mig grænseløst, at jeg har så svært ved at finde dét punkt, hvor de forskellige dele af livet er i balance. Det punkt, hvor jeg kan nyde arbejdet uden dårlig samvittighed overfor børnene, og hvor jeg kan være meget sammen med børnene uden at savne faglig og personlig udfordring. Hvordan løser man lige den? Er det bare noget med at vænne sig til tingenes tilstand og fortrænge den grimme smag i munden, eller skal man i stedet fortrænge sit eget behov for at gå på arbejde (og tjene nogle penge)? Er der en Voksen til stede, der kan give mig svaret?