Af Louise

Derhjemme altså.

Jeg har aldrig gloet så meget på mine vægge som i min barsel. Det er ikke sådan, at jeg ikke har været ude, jeg har bare heller aldrig været så meget hjemme som i de forgangne 12 måneder. Jeg har siddet bænket på sofaen og ammet i timevis. Jeg har ligget utroligt længe på gulvet og leget med babylegetøj. Og jeg har vandret ubeskriveligt mange gange fra rum til rum med barnet på armen og ønsket om snarlig søvn på sinde. Derfor er jeg blevet så glad, så glad hver gang mine øjne har mødt nogle af de fine ting på væggene. Udsmykning, der har gjort mig i godt humør og fået mig til at elske mit hjem endnu mere. Noget af det, der gør mig glad, er farver, humor og lækker grafik, og jeg vil gerne dele tre af mine vægperler med dig. Måske bliver du inspireret. 

 

Humoristike broderier fra Cross Stitch Junkie

Humoristiske broderier fra Cross Stitch Junkie

Den humoristiske: Ida laver de skønneste og sjoveste broderier, jeg nogensinde har set. Jeg elsker kontrasten mellem den gammeldame-agtige form og det ungdommelige, fandenivoldske udtryk. Hvis jeg havde tomme vægge nok, ville jeg fylde endnu flere med Idas korssting. Og for en god ordens skyld må jeg hellere lige sige, at det nederste broderi altså ikke er skævt. Det var bare, fordi jeg havde ønsket mig det så længe, at jeg ikke havde tid til at stryge det, før jeg satte det op. Tålmodighed er ikke just min stærke side. Undskyld, Ida, for den sløsede fremvisning – billedet yder ikke broderierne retfærdighed. Overhovedet.

 

Fede og farverige Pia Viborg Artmoney

Fede og farverige Pia Viborg Artmoney

Den farverige og finurlige: Artmoney er en alternativ valuta, der købes for 200 kr. stk. De små, unikke kunstværker er nummererede og signerede, og deres værdi stiger med 5 Euro om året de første syv år. Hos Artie.dk har de et stort udvalg af Artmoney lavet af mange forskellige (og super talentfulde) kunstnere. Jeg synes, sådan nogle Kunstpenge er en genial og meget personlig gave. Disse smukke moneter er lavet af den dygtige Pia Viborg, og er en kandidatgave fra mine forældre. Jeg bliver simpelthen så glad af at se på dem og kan blive ved med at finde nye skægge detaljer i de små malerier. Oscar elsker dem også, og kalder dem “de fine ninja-billeder”.

 

Fint tapet fra Ferm Living

Fint børnetapet fra Ferm Living

Enkelt og smukt tapet fra Ferm Living

Enkelt og smukt tapet fra Ferm Living

Den grafiske: Jeg er sådan en, der går lidt op i børneværelsets udseende. Så meget faktisk, at jeg til tider er blevet mobbet en lille smule med det. Men hvor overfladisk, det end måtte være, så betyder det altså noget for mig. Og skal mine drenge have biler på væggen, synes jeg egentlig ligeså godt, at de kan få nogle, jeg også synes er fede. Her har jeg sat tapet fra Ferm Living i en IKEA ramme, og jeg elsker det rolige, smukke udtryk. Jeg er glad, og drengene må leve med det, indtil de selv kan ønske sig noget andet.

 

Skulle du ikke lige dele min smag, er der heldigvis mange andre muligheder for fin og ikke alt for dyr udsmykning til dit hjem. F.eks. på Cybergalleriet, hvor du finder knap 1200 dygtige og meget alsidige kunstnere samlet under et og samme webtag.