Så en, jeg kender, fortalte mig engang om en bekendt, der af princip ikke legede med sine børn. Det gad hun ikke. Børnene skulle lege selv, og det fungerede fint-fint for alle parter. Jeg har før hørt om voksne, der har valgt den løsning (som ikke skal forveksles med at lave ting sammen), og uden at tage stilling til argumenter for/imod spekulerer jeg nogle gange over, hvor meget jeg kan tillade mig at melde mig ud af lege med mine børn. Jeg synes nemlig på den ene side, at det er sjovt, hyggeligt og udviklende for både voksne og børn at lege sammen. På den anden side synes jeg nogle gange godt, at mine børn kunne være bedre til at lege selv. Meget ofte, fordi jeg trænger til ro, ikke gider lege, eller fordi legen simpelthen er for drenget.

I vores husstand bor der nemlig to drengebørn, en mand og mig. I forhold til børnene spiller deres køn sjældent en rolle. Det er lidt som om, jeg opfatter børnene som Mine Børn frem for Mine Drengebørn, og derfor er det også sjældent, jeg bemærker, at jeg er ene høne i kurven. I forhold til gøremål, aktiviteter og andet oplever jeg det meste som kønsneutralt eller i hvert fald som relateret til de begrænsninger, jeg har som menneske og ikke som kvinde. Og så er der kombinationen: De udprægede drengede aktiviteter, som – fordi jeg er, som jeg er – langt de fleste dage ikke siger mig det fjerneste. Det er, når det drejer sig om dem, jeg overvejer at sætte mig af legeholdet.

Sidst lysten til at sætte mig selv af holdet meldte sig, var i går, da jeg stod i støvregn, sommerkjole og ballerinaer på Amager fælled og var tvangsindlagt til at være en del af den fodboldkamp, mine tre drenge havde besluttet skulle være opvarmningen til et vildt mooncar-ræs. Jeg er pissedårlig til fodbold, går ikke op i fart og er i det hele taget mere til lidt mindre fysiske aktiviteter. Mit forslag til dagens tidsfordriv havde været en tur i IKEA, men det var som om, jeg talte for døve ører. Derfor stod jeg så midt på græsset og forsøgte at være lidt autentisk og gå lidt op i det med boldspillet, fordi jeg gerne ville være sammen med familien. Det lykkedes da også glimtvis, men i det store hele havde jeg mest lyst til at lade dem om deres drenge-ting og trippe hjemad for at lave et eller andet, jeg gad bare en lille smule.

Tag endelig ikke fejl. Jeg ELSKER at være omgivet af alle de drenge, som er så skønne, ligetil, følsomme og fysiske på én gang. Jeg ELSKER at lave ting med dem og strækker mig gerne langt for at gøre dem glade. Det er bare det, at…  fodbold… ahhhh, dér trækker jeg grænsen! Men kan man godt det? Altså uden at afskære sig komplet fra noget af det, de synes, er sjovt. Eller er det sådan, at man partout skal deltage i ALT, hvad ens børn går op i, hvis man vil blive ved med at stå dem nært og være deres fortrolige? Hvad gør I jer af overvejelser omkring at melde sig ud af bestemte dele af jeres børns interesser?

Mooncar-mor