Oscar er i superheltealderen, og der bliver dagligt kæmpet, fægtet og kapow’et i Drengehjemmet. Der er Ninjaturtles, Spiderman, Superman, Batman , Ben10 og alle de andre, men spørger man Oscar, er jeg sikker på, at ét idol i hans øjne er større end alle de andre til sammen. Her tænker jeg på Bølle Bob.

De sidste to år har Bølle Bob været en slags ekstra familiemedlem, af den type, man ser ALT for meget til. Således boede denne version af filmen i vores DVD-afspiller i 2008. I 2009 blev vi glade for at kunne skifte til denne version, som var in heavy rotation i en grad, så Barnets filmforbrug var pinligt overdrevet. Vi har sunget Bølle Bob, snakket om Bølle Bob, leget Bølle Bob, kørt i bil med Bølle Bob på skærmen, drømt om Bølle Bob, og ja, nu er det så tid til Bølle Bob – Runde Tre. I denne tid er der nemlig, som nogle af jer sikkert ved premiere på Bølle Bob – Alle tiders Helt, og den så vi så i går, Oscar, Peter og jeg.

Bølle Bob skal ses i biografen (så ved man, hvor man har ham)

Det var første gang, vi alle tre var i biografen sammen (normalt må nogen jo tage sig af Sofus), og det var altså lykken at sidde der i biografmørket med forventningsfuld tre-årig, der var lykkelig over at være i selskab med begge sine forældre  OG Bølle Bob. Med hensyn til selve filmen er der ikke tale om filmkunst (så’ det sagt), men hvis man har set de andre versioner, er det sikkert heller ikke lige dér, forventningerne ligger.

Til gengæld var den heller ikke decideret forfærdelig, synes jeg, men sådan set helt tålelig. Jeg synes nemlig, at den også appellerede lidt til de voksne, og jeg kom endda til at grine lidt et par gange (kan selvfølgelig sige noget om min humor, men det tror jeg nu ikke). Desuden hænger fortællingen i den tredje version sammen, hvad ikke – på nogen som helst måde – har været tilfældet med de to første. Dét alene (og så dét, at skuespillernes tøj ikke ligner noget fra en skolekommedie) gør i mine øjne filmen til den klart bedste af de tre versioner og i det hele taget, føler man ikke, at man dør en lille smule af at se den. Sangene er forsøgt opdateret, hvilket ikke altid falder helt heldigt ud, men alt i alt var det okay. I hvert fald er det den eneste biograffilm, Oscar nogensinde har set færdig og den eneste film nogensinde, hvor han glemte at spise sit slik. Det er jo også en slags succesparameter.   

Derfor: Det kan godt være, at det er en lille smule syndfuldt at gå i biografen, når solen skinner, men man må jo slå til, når tiden og de ‘gode’ film er der. Med hensyn til Bølle Bob, når den på ingen måde  Wikke & Rasmussen-højder, men jeg er sikker på, at jeres børn vil elske filmen (som dog hist og her er en lille smule uhyggelig for de helt små), at I vil elske at se dem elske den.