Man kan nok tage pigen ud af byen, men man kan ikke tage længslen efter byen ud af pigen. Eller sådan noget. Jeg ved godt, at det ikke er længe siden, jeg talte i endog meget positive vendinger om villalivet og fordelene ved en have. Nu ved vi så med 100 % sikkerhed, at det hus og den have, vi måske engang skal bebo, bliver nødt til at ligge i byen. Eller i gåafstand fra byen.

Trods det dejlige sommerhus, den storslåede udsigt og det høje forplejningsniveau, og trods det, at vi hyggede os, sneg den sig langsomt ind på os. Længslen mod bylivet. Og dernæst irritationen over, at alting går så langsomt og synes så besværligt ude på landet. Det gik for alvor op for os, at vi altså var på landet, da vi i går var afsted på en 4-timers biltur, fordi vi lige ville et smut på McDonalds (hvad vi ellers ALDRIG er, Amar). Og kørte fra den ene by til den anden, indtil vi til sidst måtte køre til Holbæk som tilsyneladende huser Vestsjællands eneste af slagsen. Og da jeg senere i går tiggede om en tur i Asnæs Centret for at se nogle mennesker og lidt liv, måtte vi så også se i øjnene, at vi nok alligevel er mere afhængige af byen, pulsen og mulighederne, end vi lige havde forestillet os.

“Man kunne også køre om aftenen”, sagde Peter pludselig i morges over morgenmaden. “Som i i aften?“, spurgte jeg forhåbningsfuldt. “Mmmm”, svarede han så. Lettet, tror jeg. Og så sagde vi, at det var en aftale, og bekræftede hinanden i, at der også er MANGE flere muligheder og ferietilbud i København. Vi ville køre i aften, sagde vi så til Oscar (som dog ikke syntes, det var nogen specielt god idé) og hinanden igen. Og smilede. Derefter skyndte vi os at pakke, og kl. 15.30 kørte vi så ud af indkørslen. Væk fra Landet. Mod Byen. Vores by. København. Med mennesker. Liv. Aktivitet. Og vores hjem. Vores lejlighed.

Gensynsglæden var stor, selv om lejligheden så lidt lille ud. Og selv om vi allerede ved ankomsten blev lidt irritable over Trappefolket og deres øller. Og over, at vi ikke lige kunne finde en parkeringsplads. Men sådan er det bare. Der er ikke langt fra jubel til irritation her i byen, hvor alting bare går en lille bitte smule hurtigere. Eller hvad ved jeg. Men vi var glade, for vi elsker jo vores kvarter og vores lejlighed. Vi har haft en fantastisk ferie hos og med de skønne, skønne mennesker (som i virkeligheden er vores forældre), der har været så søde at låne os deres huse. Nu fortsætter vi ferien i den dejlige by og håber på, at den fortsat vil være god (ferien, mener jeg, og faktisk - ved nærmere eftertanke - også byen) og gøre godt for os alle. Og så tænker jeg lige lidt mere over det med huset, inden jeg køber et.

Landidyl eller insektpest?