“Heeeey”, råbte han, “kom lige herind”. Hans ansigt kunne anes i det halvåbne vindue til værtshuset, der ligger nær mit arbejde. Min følgesvend og jeg blev enige om, at det måske var mig, han råbte efter. Da vi kom om på den anden side af huset, fortsatte han. Nu gennem den åbne dør: “Hvorfor fanden kommer du ikke herind?” Bebrejdelse. Og inden jeg kunne nå at blive utryg over, at en stiv, gammel mand anklagende beordrede mig ind i det røgfyldt værtshus, fik jeg øje på noget. Foran huset sad en af hans venner. Det var ham, manden på værtshuset ville have fat i.

Da jeg kom tilbage på mit kontor, kunne jeg mærke, at jeg var en lille bitte smule skuffet. Altså over, at det ikke var mig, der blev anråbt. Det kunne han sgu da godt lige have gjort. Helt ærligt.

Til alt held ved jeg, at jeg ikke er alene. En af mine veninder betroede mig engang, at hun var kommet til at smile stolt, da hun med sit barn i hånden havde overhørt to teenagere hviske “MILF” efter hende. For det er jo ikke selve ordlyden i komplimentet, det kommer an på, men mere det, at folk faktisk registrerer, at man – trods moderskabet – stadig er en kvinde. For hvorfor stoppede tilråbene egentligt, da man (= jeg) blev nogens mor? Ja, ja, jeg er 10 kilo rundere og alt det der, men det er vel næppe lige præcis de 10 kilo, der gør mændene tavse? Er moderskabet indhyllet i så store mængder respekt og ære og ja… moderlighed, at kvindeligheden bliver ophævet? 

Heldigvis kan jeg altid stole på drankerne på min trappe. De mødte mig med et “Du pynter i gadebilledet”, og jeg mødte dem med et smil. Og det er ikke som sådan, fordi jeg er så usikker eller egocentreret, at jeg ligefrem hungrer efter komplimenter fra fremmede (ej, okay, hvem prøver jeg at narre…), men lige præcis nu – efter jeg er blevet mor – gør det mig faktisk ret glad at blive lagt mærke til for mere og andet end mine formidable pusleevner, mine pludregenskaber og min helt utrolige sans for at vælge gode godnatsange. Dét tror jeg ikke altid, mænd forstår.