Indrømmet. Jeg har en brist. Jeg tror i ny og næ, at alt er muligt og glemmer måske lidt at lade logikken råde. Jeg er måske en smule naiv. Derfor sker det også, at jeg kommer til at love noget, jeg ikke kan holde. Nu er jeg så kommet til at sige til børnene, at vi skal til Legoland i ferien (hvad vi også skal), og at vi skal overnatte på hotellet der. Jeg er ikke ret opdateret på de jyske ferieattraktioner og glemte i øvrigt også at tænke på, at jeg sikkert ikke er den eneste i verden, der har fået den idé. Derfor har jeg først nu fundet ud af, at det – selvfølgelig – er komplet umuligt at få et værelse i de næste mange uger. Og jeg er bare så ærgerlig og ked af det over, at jeg nu må skuffe den lille, forventningsfulde 3-årige. Og ærgerlig over at, jeg ikke lige i dette tilfælde ventede med at fortælle om det, til værelset var booket. Fuck mand. Hader bare at skuffe. Måske (håbehåbehåbe) ligger Ældsten slet ikke så meget i selve hotelopholdet, som jeg forestiller mig. Lad os lege, at det er sådan, det er.