Indrømmet, bare vent er to ord, jeg meget, meget ofte har lyst til fnyse, når jeg føler mig uretmæssigt dømt eller bare misforstået. Heldigvis udtaler jeg dem sjældent, men nøjes i stedet med at glæde mig over, at forståelsen eller et bedre grundlag for den måske vil indfinde sig, når ‘modparten’ står i min situation. Oftest sidder bare vent-kortet løsest, når det drejer sig om noget med børn.

Skal sandheden frem, har jeg både været afsender og modtager af bare vent-kortet. Jeg har frydet mig i mit stille sind, når folk pludselig fattede min situation, fordi de følte den på egen krop, og jeg har skammet mig i timevis, når jeg pludselig selv stod i børne-suppedasen med den indsigt, jeg manglede, da jeg tidligere rullede øjne og tænkte mit.

Jeg var f.eks. en overgang ret så forarget (not to mention bekymret) over en familie i mit nærmiljø, der (som jeg oplevede det) råbte utroligt meget af især deres miderste barn af tre. Et barn i tre-fire-års alderen. På et tidspunkt overvejede jeg endda for første gang nogensinde, om man måske skulle blande sig på en eller anden måde. Dengang var Oscar lille og forholdsvist lydhør over for vores anvisninger. Så blev Oscar et tre-års barn, familien blev forøget, og jeg fandt ud af, at jeg aldrig i min morkarriere havde haft mere grund til at hæve stemmen på en måde, jeg aldrig  nogensinde havde drømt om. Og så skammede jeg mig og blev pinligt berørt over alle de grimme tanker, jeg havde tænkt, og håbede bare, at vores underboer uden børn ikke ville dømme min egen larmende familie alt for hårdt.

Omvendt har jeg også ved flere lejligheder gnækket en lille bitte smule. F.eks. over det unge par, der på et tidspunkt boede vi i vores ejendom og som med ansigterne i bekymrede folder, flere gange spurgte, hvorfor vores lille søn mon græd så meget. Bekymringsrynkerne blev udvekslet med forståelsesminer, da de fik deres eget barn og måtte meddele, at de da vist også havde fået et af de svære børn. Et af dem, der græder.  

Grimt? Ja, men ikke desto mindre sandheden.  Ligesom det sikkert er sandheden, at jeg som småbørnsmor formentligt konstant er omgivet af folk med ældre børn og lommerne fulde af bare vent-kort, som de overvejer at kaste i hovedet på mig, når jeg udbreder mig om dette og hint om livet som småbørnsforældre. Nogle gange ville jeg egentligt ønske, at de gjorde det, for så kunne jeg måske nå at forberede mig.