Jeg kender en sød dame (lad os kalde hende Lilledame, for det gør hendes datter), som har mindet mig om noget vigtigt. Noget, jeg godt vidste i forvejen. Noget, jeg forsøger at henholde mig til, men som jeg måske ikke har udtalt sådan direkte. Og faktisk heller ikke altid formået at efterleve (selv om jeg – det sværger jeg – forsøger så godt, jeg kan).

Lilledame siger, at noget af det allerførste, hun lærte, da hun blev mor, var ikke at dømme andre i deres måde at håndtere forældreskabet på. Ret banalt egentligt, men åbenbart også noget, som mange ofte glemmer. For hvor ofte hører man ikke om forældre, der har inkasseret spydige bemærkninger, forargede blikke og uønsket ‘rådgivning’ fra andre forældre? Og har man – hånden på hjertet - ikke også hørt sin egen indre stemme kloge sig på andres måde at klare forældreærterne på?

Lilledame siger, at grunden til, vi ikke skal dømme andre i deres forældreskab, er, at vi ikke aner, hvad der er gået forud for det, vi ser. Vi ved ikke, hvad der foregår bagved, hvad der lige er sket, og hvad der sker, når vi ikke kigger. Vi kender ikke alt til børnene, forældrene og deres holdninger, og vi har ikke prøvet at gå i deres sko. Det er så let at vide bedre.

Vi skal bare holde vores kæft, siger jeg. Det er altså ikke Lilledames ord. Pakke vores holdninger, idéer og bedrevidenhed langt væk og lade være med at ryste på hovedet og mumle for os selv, at “hun skal da bare gøre sådan og sådan”, “ej, hvor dumt, at hun gør sådan” eller “hun er da selv ude om det, når…”. Hun, skriver jeg, fordi det næsten altid er andre mødre, vi mødre ryster på hovedet af. Og hvorfor er det sådan? Har vi taget moderskabet så meget på og til os, at vi føler, vi har patent på sandheden om det? At hemmeligheden bag Succesfuldt Moderskab ® tilhører os og os alene? Sjovt nok, mumler vi i hvert fald altid indirekte, at andre skal gøre som vi selv gør.

Men Lilledame har ret. Vi ved ikke en skid. Så vi må tro på, at andre tackler deres børn på den måde, der er allerbedst for dem. På den måde, der fungerer i deres familie. At de har styr på det. For uden sådan en tiltro bliver der ikke plads til ærlighed, og ærlighed gør os ellers stærke sammen. Af ærlighed lærer vi om den virkelighed, der findes bag om anbefalinger og idealer.

De mest dyrebare ting, jeg har lært om forældreskabet, har jeg lært af ærlige mødre, der havde mod til at fortælle og vise, hvordan forældrelivet kan se ud, når man ikke længere magter eller ønsker at ligge under for perfekthedens tyranni. Ingen af os er alligevel perfekte konstant, ligesom vi ikke bekender os til de samme idealer for perfekthed.

Forleden var jeg ude med en veninde, og snakken faldt på blogging. Hendes grænser er anderledes end mine, så hun ville finde det for intimt at skrive om nogle af de ting, jeg skriver om. Og hun har ret. Nogle gange skriver jeg noget, der er så ømt for mig, at det kunne knuse mig en lille smule, hvis det blev misforstået eller udnyttet. Men udover de egoistiske motiver (f.eks. at dokumentere) har jeg også så meget lyst til at dele, at jeg gerne løber den risiko. Jeg ønsker at være ærlig. At give nogle andre noget af det tilbage, de modige, ærlige mødre gennem tiden har givet mig. Jeg ønsker, at vi som mødre skal stå sammen i vores forskellighed og i de mange, mange ting, vi har til fælles. At vi skal droppe de tarvelige fordømmelser af hinanden, så vi hver især kan ranke morryggen og være stolte af vores måde at være mødre på. I have a dream!