I går var jeg putteklar kl. 17.30. Med migræne, kvalme og stressfornemmelse lukkede jeg øjnene og vågnede kun kortvarigt og omtumlet op i ny og næ, indtil vækkeuret ringede alt for tidligt i morges. Det vil sige med undtagelse af den time, jeg lå vågen i nat og spekulerede over, hvordan det ideelle liv ser ud. Jeg tror nemlig nok, at jeg har tabt svaret.

I en kommentar forleden skrev Tina, at jeg på trods af en travl hverdag, var god til at få noget godt ud af weekenderne, og det er da også sandt. Jeg synes, jeg får mange gode ting ud af den sparsomme tid, jeg nu har, men jeg føler også, at jeg forsømmer mange ting. Lige for tiden føler jeg konstant, at jeg er bagud og på vej et nyt sted hen: Hen mod en madpakke, der skal smøres, tøj, der skal vaskes/hænges op/lægges sammen, arbejde, der skal laves, planer, der skal lægges, aftaler, der skal på plads og udføres, familie og venner, der skal ringes til, indkøb, der skal ordnes, mad, der skal på bordet, bad, der skal gives, mails, der skal svares, osv., osv., osv. Derudover kommer, vigtigst af alt, to børn og ét ægteskab, der også skal plejes i en grad, så jeg stadig kan se mig selv i øjnene og vide, at jeg tilbyder dem alt det, de fortjener. 

Ser man bort fra det med børn og mand, er det hele lige vigtigt. Noget SKAL gøres, andet VIL jeg gøre – af hensyn til mig selv og min fremtid, og lige nu aner jeg ikke, hvor jeg skal skære fra og ned. Jeg har et arbejde med søde kolleger og personlig frihed. Jeg kan godt lide at komme ud og bruge hovedet, men det tager de bedste timer af dagen, og i bund og grund går jeg på arbejde, fordi jeg skal. Fordi der er regninger, der skal betales og drømme, der engang skal leves ud (som f.eks. en bolig, der er stor nok til hele familien). Jeg ville så gerne arbejde deltid eller mere fleksibelt, end jeg gør nu, men det er ikke en mulighed i mit nuværende job. Jeg ville så gerne rive en måned ud af kalenderen og tage min familie med på ferie i solen, hvor vi skulle lave absolut intet andet end at være sammen og slappe af, men det er heller ikke foreneligt med vores liv lige nu. Jeg ville så gerne indhente noget af alt det, der ligger i den stadigt voksende bunke af ting, jeg forsømmer. Jeg ville så gerne være foran. Være ovenpå. Have ekstreme mængder tid til selv, mand og børn. Være ovenpå med familiekontakt og vennepleje. Være i plus, når det kom til sundhed og velvære. Have fod på alle de daglige gøremål, der relaterer sig til familielivet. Og sidst men ikke mindst: Vide med mig selv, hvor jeg er på vej hen, hvad mit mål er, hvad jeg ønsker af arbejdslivet, familielivet og egolivet. Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke gider være bagud konstant, for selv om jeg når meget, efterlader jeg endnu mere, der ikke bliver nået.

I den kommende tid må jeg, hvis jeg skal slippe for at putte mig selv i seng med stress alt for ofte, arbejde med mine prioriteringer og visualisere mine mål. Når man tænker over det, er det nemlig lidt paradoksalt, at jeg skynder mig så meget hen mod noget, jeg ikke ved, hvad er. Indtil jeg har fundet svaret, og indtil jeg har fundet ud af, hvordan jeg passer bedst muligt på mig selv, har jeg aftalt (med mig altså), at jeg ikke laver andre aftaler end de strengt nødvendige, og at jeg forsøger at geare ned i det hele taget. Så håber jeg bare, at jeg regner den ud før eller siden.

Ser dit liv lige nu ud, som du ønsker det? Er du også bagud? Og hvad er det, du har travlt med at nå (hen imod)?