Da jeg for efterhånden mange uger siden faldt over denne side, blev jeg mildest talt ret så begejstret. Karolina Zapolska, der er fotografen bag siden, tager bl.a. smukke familie- og børnefotografier og har sin helt egen stil, som har noget poetisk og fint over sig. Derfor kontaktede jeg hende straks for at booke en tid. Guderne skal vide, at vi tager uhyrligt mange billeder af børnene her i huset, men vi mangler altså lidt nogle rigtigt lækre billeder, som vi f.eks. kan hænge op eller give til bedsteforældregaver. Vi kunne især godt bruge nogle portrætter og måske egentligt også nogle billeder af os alle sammen (tror helt seriøst ikke, at findes et eneste billede af os alle fire – og under alle omstændigheder helt sikkert ingen, hvor vi alle ser normale ud). Så Karolina blev booket, og det fantastiske ved hendes koncept er, at hun kommer hjem til en selv, hvor hun har mulighed for at fotografere børnene i trygge, vante omgivelser, mens de leger. Derfor er billederne også mere stemningsfulde og afslappede, end hvis børnene partout skal slænge sig på lammeskindet i præcis de ti minutter, fotografen har sat studietid af.

I søndags var det så vores tur til at blive fotograferet, og det var faktisk en rigtig fint oplevelse for os alle. Selv for os voksne, der ellers hader at blive fotograferet. I omtrent halvanden time gik Karolina rundt og tog billeder af børn og voksne i forskellige situationer, og det er altså pissesmart og meget mere behageligt end de opstillede billeder, hvis I spørger mig. På ingen måde kunstigt og unaturligt. At Karolina har super meget børnetække og bare generelt er god til af blende ind, gør selvfølgelig bare det hele bedre. Hun tog det endda helt afslappet, da Oscar nægtede at lade sig fotografere og blev jaloux på Sofus, ligesom hun heller ikke rynkede på næsen, da Sofus græd og hele familien konstant rykkede sig rundt fra rum til rum og gav hende nok at se til med at løse konflikter med den ene hånd og fotografere med den anden.

Karolina er initiativrig og god til at fortælle, hvad hun gerne vil have en til, hvilket føles meget trygt for sådan en som mig, der ikke automatisk begynder at posere med albuerne fremme og trutmunden helt oppe i linsen. Børnene forventer hun heldigvis intet af (andet end at de er der) – dem fanger hun bare. Jeg indrømmer det blankt: Hvis man kan få gode billeder ud af vores kaotiske familie, kan man få det af alle. Og skal jeg sige det selv, så synes jeg faktisk, at det er lige præcis det, vi har fået: Sindssygt gode billeder, som jeg allerede elsker og vil dele ud til alle dem i familien, der gider have dem. Kan desværre ikke vise jer dem alle, men nogle af dem ser sådan ud (tryk på dem for at se dem i fuldt format):

Vil du også gerne have besøg af Karolina? Så er du heldig. Karolina er nemlig – udover at være en knalddygtig fotograf – også en generøs dame, som har sponseret en fotosession til en af maminkas læsere. Den heldige vinder får, som jeg har haft, besøg af Karolina og hendes kamera og får derefter billederne i elektronisk format, så man selv kan sørge for den type fremkaldelse, man ønsker. Det eneste krav er, at fotosessionen finder sted i Københavnsområdet. Hvis du ikke er den heldige vinder, kan du selv booke Karolina ved at henvende dig her.

Konkurrencen løber til på tirsdag (den 9. februar), og du kan smide et lod i puljen på følgende måder:

En kommentar til indlægget her = 1 lod

Et link til indlægget her fra din egen blog = 1 lod

Tilmelding som fast læser på maminka (ude i højre side) = 1 lod

Og man må selvfølgelig gerne gøre brug af alle muligheder (skriv bare lige i kommentaren, hvor mange lodder I har i spil).

Sidste frist for deltagelse er mandag kl. 20.00.