Der var engang, hvor jeg havde en anden blog, men nu har jeg maminka. Med maminka fulgte nye og flere læsere (jubii), og derfor har jeg tænkt mig indimellem at trække et af de gamle indlæg op fra gemmerne. Det er jo næsten en skam, hvis de bare skal ligge der og rådne op alene. I dag skal vi have et indlæg om at være ærlig om moderskabet, selv om ens oplevelser måske ikke lige stemmer overens med det, andre forventer at høre. I august 2009 skrev jeg: 

Er det nemt?

For et par uger siden var jeg sammen med en veninde, hvis første barn er nogenlunde jævnaldrende med Sofus. Som førstegangsmor er der mange overraskelser. Gode som dårlige. En af de ting, som min veninde var noget overrasket over – og, må jeg hellere tilføje, lige ved at få fniller af – var, at man ikke må sige sandheden. Sandheden om, hvordan det går. “Er hun nem?” Bliver min veninde igen og igen spurgt. Og jeg havde faktisk glemt det, indtil jeg blev husket på, at det faktisk er sådan, det er.

I graviditeten spørger folk ALTID som det første, om man kender kønnet på barnet (noget, jeg må vende tilbage til ved en anden lejlighed, fordi jeg bare har SÅ meget at sige om lige præcis det). Når barnet er født, må man igen og igen svare på, om barnet er nemt. Som om, nogen har besluttet, at det er et parameter for, hvor vellykket forældreskabet er. Hvor stor succes, man har som forældre. For hvor dejligt barnet er. Hvor meget, man elsker det.

“Næææ, ikke specielt”, svarer min veninde hver gang ærligt på det mildest talt mærkeværdige spørgsmål. Men dét må man åbenbart ikke, har hun allerede erfaret. Det kan folk ikke håndtere. Hvis man svarer sådan, må man nemlig stå til regnskab. “Men er det ikke også dejligt?”. Eller måske snarere “Men det er da også dejligt!” – for det er jo ikke så meget et decideret spørgsmål. “Men er hun/han ikke også sød?!”. “Men det er jo også fedt, ikke?!” “Ikke?”. Men. Men. Men. Eller hva´?

Og jo, for helvede. Selvfølgelig er det fedt og dejligt og fuldkomment fantastisk at have sådan et lille, nyt menneske i sit liv. Men sandheden er jo, at ens oplevelse af, om barnet er nemt eller ej, intet som helst har at gøre med, hvor meget man elsker det, eller om man er glad for at være mor i det hele taget. Ligesom vores oplevelser af, hvad der er hårdt er forskellige.

Og hvad er et nemt barn i øvrigt? Et barn, der spiser som det skal? Et barn, der sover igennem? Et barn, der er god til at være ude blandt fremmede? Et barn, der er god til at lege selv? Jeg tror, det afhænger en hel del af, hvem vi som forældre er, og af hvordan ens liv i øvrigt ser ud på det pågældende tidspunkt. Jeg synes jo f.eks., at Sofus er helt vildt nem at have med at gøre. At omstændighederne ved at få ham er nemme. Han er god til at underholde sig selv. Han er (for det meste) god til at falde i søvn. Han gider ligge i barnevognen. Til gengæld nægter han at tage en flaske. Han er ikke helt glad for fremmede mennesker. Han sover heller ikke på nogen måde igennem. For nogle ville det betyde, at de opfattede ham som et barn, der var alt andet end nem.

Men hvorfor må vi ikke være ærlige? Hvorfor er det farligt? Jeg forstår godt, hvad min veninde mener, for jeg har oplevet det mange gange selv i forhold til Oscar. Jeg oplevede på mange måder ikke Oscar som noget nemt barn. Jeg oplevede ikke omstændighederne omkring det at få ham som specielt nemme. Jovist, var han åben overfor fremmede, spiste fint, udviklede sig motorisk og sprogligt ekstremt hurtigt, men han sov stort set ikke, nægtede at opholde sig i barnevognen, i sin autostol og på gulvet alene. Skreg vist en hel del. Men stort set hver gang jeg siger det – siger, at jeg synes, det var hårdt – føler jeg, at folk glatter ud. Eller at jeg selv trækker lidt i land, for sådan noget kan man jo ikke gå rundt og sige om sit barn. Heller ikke selv om det egentlig ikke har så meget med Oscar at gøre. Og selv om det da slet, SLET ikke har noget at gøre med, hvor meget jeg elsker ham. Som om jeg skulle elske Sofus mere, fordi han har været en nemmere baby. Jeg elsker mine børn lige højt og komplet uafhængigt af, hvor nemme eller ikke nemme, jeg oplever, at deres forskellige egenskaber er (Oscar er jo god til andre ting, som Sofus ikke er). Til gengæld har Oscar lært mig ubeskriveligt meget om at være mor og menneske. Om at elske ubetinget.

Er det så nemt at være forældre? Ja, glimtvist, men i det store hele må svaret for mit vedkommende være ”nej”. Med forældreskabet følger – foruden enorme glæder og utrolig meget kærlighed – store og til tider svære følelser, masser af udfordringer og ekstreme mængder arbejde. Betyder sådan en opfattelse af forældreskabet, at jeg ikke er en succes som mor? Betyder det, at jeg ikke elsker tilstrækkeligt? Det kan jeg ikke tro. Selv om der altid vil være ting, jeg synes, kunne ændres lidt, føler jeg mig helt inde i mit hjerte overbevist om, at jeg er en god mor. Jeg føler mig overbevist om, at mine børn føler sig elsket og værdsat. Også selv om jeg nogle gange synes, det er hårdt og svært.

Og P.S. Er det egentligt ikke underligt, at man helst skal opleve forældreskabet som nemt, selv om man i mange andre, langt mindre komplekse sammenhænge, får credit for at have kæmpet? Kæmpet for sig ud af overvægten? Gennem en uddannelse? Op ad karrierestigen? Men forældreskabet må man helst ikke give udtryk for at kæmpe med, selv om det er det største af alt.