Af Louise

Er det egentlig ikke okay, at man skrupskider på rengøring, før man får gæster, når man har hænderne fulde af børn og arbejde? Det synes jeg jo egentlig, at det er, og jeg tror også nok, at vores familier synes, vi er vældigt afslappede i forhold til huslige sysler. Desuden hader jeg at gøre rent, så svaret burde jo være ret åbenlyst. 

Eneste er bare, at jeg faktisk gerne vil have, at her er pænt, når vi får gæster. Jeg vil gerne byde på orden, have at gæsterne ikke synes, her er klamt, være nogenlunde afslappet, når de kommer og sådan. Altså: Signalere, at jeg har styr på lortet, selv om det er en stor, fed løgn, og jeg i virkeligheden har temmeligt meget lort på styret.

HVER gang vi skal have gæster, forhandler jeg med mig selv om, hvor meget vi skal have gjort. Det er ikke, fordi ambitionerne er høje (gærdet er efterhånden så lavt, at det er svært at krybe under). Planlægger for det meste kun overfladisk oprydning, støvsugning af synlige genstande og pletvis regøring af badeværelse. Ender næsten altid med, at oprydningsdelen lykkes nogenlunde og rengøringen delvist. Til gengæld er det ALTID noget med, at jeg drøner rundt med sveden haglende fem minutter efter, gæsterne skal være her. Forsøger at færdiggøre maden med den ene hånd og klæde mig på med den anden, mens jeg drømmer om en tredje og fjerde hånd, som jeg kan gøre mig klar og passe børn med. 

Klokken er 22 fredag aften. Om præcis 12 timer får vi gæster. Her ligner noget, jeg end ikke tør gengive. Vasketøj overalt. Bunker overalt. Ting overalt. To do, To do, To do - står der på alt, mit øje fanger. Jeg burde gøre noget. Rydde lidt op. Ordne lidt hist og aftørre lidt pist. Sagen er bare den, at jeg, efter en lang arbejdsuge, efter at have været på arbejde i dag, at have købt ind (mad, fødselsdagsgave og fastelavnstøj), hentet barn, sørget for aftensmad og oprydning efter det, leget, puttet og bagt to omgange boller, ikke kan mere. Heller ikke selv om vi ved, at vi bliver pressede i morgen tidligt, når vi skal ordne hjem, fire familiemedlemmer og mad inden kl. 10. Derfor sidder jeg lige nu med verdens tungeste øjenlåg og verdens længste to do-liste og overbeviser mig selv om, at det kun er os selv, der kan se krummerne (as if!), og at det derfor er helt okay, at det eneste, vi når i morgen er, at få familien i tøjet og tørre vasken af. Og det ER da okay. Ik’å?