Af og til er Universet bare så stinkende god til at aflæse mine behov, at det er lige til at græde af glæde over. I dag er det en af de dage. Og hvad der herefter følger er helt sikkert i småtingsafdelingen for jer, men for en grådlabil, tyksak som undertegnede, ja, der er det god karma, så det batter.

Sagen er den, at jeg for nogen tid siden takkede ja til at teste et nyt produkt fra Anthon Berg (og hvem finder på at sige nej til sådan et tilbud, jeg spørger bare?). Og så glemte jeg det på en måde, fordi… jamen, hverdag og alt det der. I dag er det en af de hverdage. En fin en af slagsen, såmænd. Men også sådan en, hvor jeg er alene med børnene (og derfor på relativt få timer både har hentet, tegnet, klippet, leget med perler, lavet togbane, mæglet, læst historie, lavet aftensmad, hygget ryddet op og gjort natklar). Bevares, de har været søde, og vi har faktisk hygget os, men det er jo ikke ligefrem afslappende at være tovholder på Projekt Nu-er-vi-alene-hjemme-så-hold-kæft-hvor-skal-vi-hygge-os, vel? Kræver ligesom lidt. Og jeg må indrømme, at jeg et par gange har glædet mig en lille bitte smule, til børnene skulle i seng, så jeg kunne få en stille aften for mig selv. Jeg må dog også indrømme, at jeg mere end et par gange har ærgret mig en hel del over, at jeg ikke til denne stille aften for mig selv har nået at købe hyggeforsyninger (Nemlig.com kommer først i morgen, og jeg orkede ikke at have børnene med ud at købe ind i eftermiddags).

Og nu kommer vi til den egentlige pointe, for mens denne Aske-mor lå med røven i vejret og tørrede mælk op fra gulvet (UDEN at være det mindste muggen, hvis man godt må rose sig selv), ringede det på døren, og min aften blev reddet, da det viste sig, at det var et bud, der kom for at overbringe mig lækkerierne fra Anthon Berg. Selve test-materialet (hårhhårhhårh) er en pose Sweet Moments i varianten Karamel som indeholder tre forskellige slags chokolader. En med almindelig blød karamel, en med blød chili og orange karamel og en med karamel og havsalt. Men ikke nok med det, for i pakken lå der også den dejligste orangete fra Tante T og en dåse chiliflager til at spice teen op med. Oh forkælelses fryd!

Og nu er de så puttet, smållingerne (som heldigvis ikke kan klokken endnu). Tilmed i egne senge. Jeg er nu alligevel klar til en forkælelsesaften for mig selv (det manglede da også bare). Jeg har velduftende te på kanden og har prøvesmagt et par af de Søde Øjeblikke fra Anthon Berg. Og helt, helt ærligt ikke? De smager pisse godt og ret forskelligt. Chili og orange-varianten smager først mest af appelsin, men har en dejlig, varm eftersmag af chili, der passer helt utroligt perfekt til chokoladen. Varianten med havsalt var jeg lidt spændt på. Umiddelbart syntes jeg faktisk ikke, at det med blandingen af havsalt, karamel og chokolade lød særligt tiltalende, men man kan jo tage fejl, og det gjorde jeg tilsyneladende, for balancen mellem sød karamel og et strejf af havsalt er perfekt. Den sidste variant, den med karamel, er også rigtig fin, selv om det er de to andre, der udmærker sig mest. Måske bliver jeg nødt til at spise resten af posen. Bare for at være helt sikker på, at jeg har ret. Det er et hårdt job, men nogen må jo gøre det.

Kh. Chokolade-testeren (og nu ikke en lyd om det til min jordemoder!)

P.S. Sweet Moments karamel er i øvrigt i butikkerne fra februar og koster kr. 29,95.

Ikke for noget vel. Men er det meget slemt at lyve en lille bitte smule for sin jordemoder? Bare sådan et kilo eller to. Det kom jeg nemlig til i dag.

Eller det vil sige, at det faktisk kun var en halv løgn, for min samlede vægtøgning løj jeg ikke om. Jeg sagde bare, at jeg  vejede et par kilo mindre, end jeg egentligt gør. Det ville jeg naturligvis aldrig gøre, hvis det drejede sig om et elastikspring eller om, at jeg skulle have et ordentlig skud medicin. Det er mere bare, fordi jeg er blevet fanget i den slags løgn, der forfølger en.

Det hele startede ved de indledende blodprøvetagninger hos Egen Læge. “Du skal nok passe lidt på din vægt”, sagde sygeplejersken, umiddelbart efter jeg havde fortalt hende, at jeg ved første graviditet havde taget 33 kilo på og ved anden graviditet 25 kilo. “Du skal gerne holde dig på 8-10 kilo”, fortsatte hun, mens jeg tænkte AS IF!, nikkede anstrengt og mumlede noget om, at jeg denne gang også var uTROligt motiveret for ikke at tage så meget på.

Sandheden er den, at jeg altid har været en, der hurtigt tog på, men også taber mig tilsvarende hurtigt. Og ja, jeg ved da godt, at vægtstigningen ved mine andre graviditeter har været ganske uhyrlig, men altså. Jeg kender jo min krop bedre end nogen anden, og jeg har – med undtagelse af i alt fem kilo – tabt alle de mange kilo igen. Men da sygeplejersken talte videre om ugentlige vægtkontroller, og jeg skal komme efter dig, lå jeg på briksen i min afsindige kvalmedøs og med supposed to be kvalmelindrende akupunkturnåle stikkende ud af fødderne og følte mig en smule presset til at stikke en nødløgn. Eller en back off løgn, om man vil. Og så var det, at jeg (velvidende om mine genetiske udfordringer og om, at det eneste, der lindrer min kvalme er at spise) lod Løgnen presse sig ud af munden på mig, da jeg sagde, at jeg vejede det, jeg havde gjort et halvt år tidligere. Som også var det, der lige nøjagtigt ville placere mig i kategorien med et tilladeligt BMI (som åbenbart overhovedet ikke tager højde for udfordringer som Tunge Knogler). Og her ville jeg gerne skrive en masse om, hvor latterligt et sundhedsparameter, jeg synes, BMI er. For jeres skyld springer jeg over og siger i stedet, at jeg kender adskillige smukke og ikke spor tykke kvinder med et BMI på over 25. At jeg synes, at Sundhedssektorens politi-agtige kriminalisering af helt almindeligt udseende mennesker med et måske en lille smule højere BMI er fuldkommen sindssyg og formynderisk. Og at jeg alligevel er en lille smule bange for at blive dømt unormal af Vægtdommerne.

Derfor (og for at slippe for hyppige vægtkontroller) har jeg så graviditeten igennem løjet mig en lille smule lettere, hver gang jeg ser Egen Læge/Jordemoder/hvem som helst, der spørger. Ikke, fordi jeg nyder løgnen, men fordi jeg ikke gider have, at Sundhedssektoren tror, jeg har taget mere på, end jeg i virkeligheden har. Især ikke, når jeg faktisk er en artig gravid, der får mine 30 minutters daglige motion og spiser sundt og varieret. Det er jo bare udgangspunktet, jeg ikke har været ærlig omkring. Så jeg lyver lystigt videre, mens jeg forestiller mig, at jeg vil ty til dialogen fra Et spørgsmål om ære, hvis medlemmerne af Sundhedssektoren en dag virkelig trænger mig op i en krog. Jeg forestiller mig, at Fru Sundhedssektor tvinger mig på vægten og presser mig til at sige Den Rigtige Vægt højt, og så siger jeg…

Mig: I’ll answer the question. You want answers?
Fru Sundhedssektor: I think I’m entitled.
Mig: You want answers?!
Fru Sundhedssektor: I want the truth!
Mig: You can’t handle the truth!

Er jeg et meget dårligt menneske?

Kan I huske det der billede, som reddede en af mine dage i december? Superheltemor har fundet makkeren. Smukt!

Hvilket minder mig om følgende tre ting:

1. januar kan sagtens blive værre, end den er i sig selv. Januar krydret med lus og Roskildesyge er en seriøst uhyggelig tanke.

2. Det er ikke kun et problem, når der forsvinder ting fra børnene i institutionen. Der er klart også ting, man ikke har den fjerneste lyst til at få med hjem.

3. Må købe sprit. Og bede De Højere Magter om at lade lusene gå uden om os.

Det er tidligt lørdag morgen. Jeg har morgenvagten. En af de ellers meget få gode ting ved vinteren er, at det er mørkt til langt ud på morgenen. Derfor har jeg lagt en madras på gulvet i børneværelset, så jeg kan ligge under min varme dyne en time længere takket være min evne til at manipulere børnene til at tro, det stadig er nat. Men måske har børnene luret mig. Måske vil de bare vinde retten til at bestemme, hvornår vi skal op. I hvert fald proklamerer først det ene barn, at han skal lave lort (jamen det hedder det, når man har børn i de københavnske daginstitutioner). Derefter fortæller soon to be blefri barnet, at han virkelig gerne vil på toilettet. For at lave lort. Det var en fuser. Endelig tilbage under dynen. Hvile tre minutter. Så meddeler blebarnet, at han har lavet lort i bleen. Og sådan er det. Man KAN bare ikke hamle op med truslen om lort. Og nu har jeg ligesom været vågen så mange gange, at jeg lige så godt kan stå op. Måske for at gå om bord i vasketøjstårnet. God lørdag.

I vores gamle lejlighed havde vi virkelig, VIRKELIG ikke  plads til endnu et barn. Eller endnu en ting for den sags skyld. I vores nye lejlighed har vi mere luft, mere plads og et værelse, der står klar til Lille. Til gengæld er jeg bange for, at vi efter familieforøgelsen enten må flytte til noget med mere plads til vasketøj eller begynde at lægge tøjet sammen og plads efter vask. Umiddelbart hælder jeg nok mest til det første for det der med at ændre vaner ikke? Njar, vel?

Hverdagsudfordringer

Jeg drømmer om at prøve noget nyt. Jeg drømmer om, at jeg efter fødslen af Lille er smuk! Det har jeg ikke ligefrem været de andre gange. Der var jeg mest bare sådan tyk og bleg og usund at se på. Jeg husker det som om, jeg gik i gravi-tøj og/eller grimt tøj i hundrede år efter fødslen, fordi jeg ikke rigtigt kunne passe andet, og jeg syntes helt ærligt, det var svært at være at være i. Alt det grimme, tykke og usmarte. Ja, ja, jeg er forfængelig, men det betyder faktisk en del for min selvfølelse, at jeg ikke bliver træt, når jeg ser mig selv i spejlet. Nu er jeg ikke naiv, og jeg ved godt, at jeg også efter denne fødsel vil være tyk. Og træt. Men jeg drømmer alligevel. Om ting og sager, som jeg godt gad at give mig selv, fordi jeg forestiller mig, at jeg vil føle mig bedre tilpas, hvis jeg bare er svøbt i lækkerier (jeg har jo indrømmet, at jeg er overfladisk). I dag ligger jeg f.eks. i min sofa og drømmer om disse tre ting, som helt sikkert ville forsøde mit forår.

Til at fjerne fokus fra de sorte rander under øjnene: Miss Ewell eller Miss Eymann øreringe fra Line and Jo – set hos Ankerliving til 299,- pr. stk. for Miss Eymann og 349,- pr. stk. for Miss Ewell.

Til lange gåture med barnevognen: støvlet/Prime Boots Engineer Low Old Crazy antracit – set hos AShoeAffair.dk til 2299,-.

Til at dække efterfødselsmaven i omskifteligt forårsvejr: Ammevenlig og kortærmet cardigan fra Rützou – set hos Boozt, hvor der i øvrigt lige nu er 25 % på den, så den fås for 1049,25,-.

Kan I huske i den periode, hvor jeg ofte var en lille smule bange for at hente Oscar, fordi afhentningsseancen næsten altid forløb nogenlunde sådan her?

Mor ankommer glad til børnehave med Baby på armen. Nyindkørt Børnehavebarn vil IKKE med hjem. Eller i det hele taget gøre, hvad Mor siger. Nyindkørt Børnehavebarn råber, skriger, sparker, slår, bider, løber væk, kaster sig dramatisk til jorden, nægter at gå, hiver sko og tøj af, så snart Mor har fået det kæmpet på. Find selv på flere udskejelser. Baby ligger på gulv blandt trampende, larmende, pillende børn i Daginstitution. Mor kravler tyk og storsvedende rundt på gulv med uglet hår og blottet amme-bh i et forsøg på at få styr på situationen. Opmærksomheden fra både personale og andre forældre er overvældende. Kommentarer, medlidenhed, foragt. Alle pædagogikker OG pædagogiske unoder forsøges. Intet virker. Nyindkørt Børnehavebarn er træt og sur efter at have været sød og ny hele dagen. Mor ved godt, at det eneste, der kan gøre dette afhentningshelvede værre, er hvis Baby vågner. Mor er stresset nu. Og sur og ond og skuffet. Mor forsøger udadtil at bevare roen, mens hun indfanger krapylet Nyindkørt Børnehavebarn og anvender en form for benlås, mens hun hidsigt – for Gud ved hvilken gang – hiver tøjet på barnet. Et barn på hver skulder. En græder og en anden spræller. UD. Mor lokke-truer-skyldbetynger Nyindkørt Børnehavebarn hjem, mens hun små-hader, at det her virkelig er takken for alle de år med moderlig opofrelse, små-hader situationen, små-hader Barnets magt og uvilje, små-hader skammen over den manglende kontrol, små-hader sig selv.

Nåm, kan I huske det?

Det er bare, fordi jeg på en måde har netop det senarie friskt i erindring efter i går, hvor Nyindkørt Børnehavebarn – version II flippede på præcis den måde, mens Nyindkørt Storgruppebarn drillede ham OG gjorde sig langsom (og dermed trak pinen ud for mig). Eneste forskel nu – udover at antallet af genstridige børn er fordoblet – er bare, at jeg som temmelig gravid noget dårligere kan bokse rundt på gulvet. Da jeg cyklede hjem i går – med surt, surt børnehavebarn bagpå cyklen og hans cykel i min cykelkurv – blev jeg for første gang en lille smule utryg ved det der med tre børn, for hvordan fanden skal jeg om få måneder kunne styre løjerne, hvis de igen beslutter sig for at synkron-flippe. Set i det lys var det nu så enkelt dengang for snart tre år siden, hvor jeg bare kunne svinge et barn på hver skulder.

P.S. Hvis nu jeg er så heldig, at en eller anden kender til en skulder-indkøbscentral, vil jeg bare lige gøre opmærksom på, at jeg som en service til folket har kategoriseret indlægget under Shopping til mor. Jamen, selv tak da.

… Maven^TM.

På utallige opfordringer… Eller altså. Marie har spurgt. Nana spurgte (vist). Og jeg har faktisk også spurgt mig selv. Om ikke det var på tide at få foreviget denne graviditet i form af et mavebillede. Og jo, det kan der da være noget om, så her kommer det. Men der er noget, I bør vide først. Om den mavebillede-type, jeg er.

Jeg er nemlig ikke den tålmodige type, så jeg kan ikke vente på, at nogen kommer hjem og tager billedet af mig, som jeg så skal til at iscenesætte og alt muligt. Jeg er ikke den fotoglade type, så jeg stiller mig ikke op i en frisk pose med et smukt billede til følge.

Jeg er til gengæld den dovne type, der tager et billede af sit spejlbillede uden at gide at gøre spejlet rent først. Jeg er typen, der ikke gider at bruge tid på at forsøge at finde en lækker setting, men gladelig bruger badeværelset som kulisse. Jeg er typen, der ikke gider at frisere øjenbrynene og lave trutmund, men i stedet bare beskærer hovedet, når billedet er taget.

Det må I leve med, og det må Drengene også. Er godt klar over, at deres babybøger (som om… måske får jeg tid til at lave dem, når de bliver større) ville være smukkere, hvis jeg var lidt mere feinschmecker-ish, når det kom til mavebillederne. Men det er jeg så ikke. Jeg er mere dogmetypen, og det har vel også sin charme. Skal vi ikke bare sige det?

Og sådan ser den ud, maven i starten af 30. uge

Og ja, ja trøjen er lidt kort og skæv og gennemsigtig, men hvis jeg tog en stor trøje uden over, kunne man jo ikke se maven…

Da jeg boede i min barndomsby, var noget af det bedste, når jeg ude i byen tilfældigt stødte på min far, der modsat min mor arbejdede i byen. Jeg kan stadig mærke glæden over det uplanlagte gensyn med med en kendt, elsket person. Jeg husker, hvordan dagen altid blev meget bedre efter sådan et møde. Og jeg fornemmer stadig, hvordan jeg altid havde lyst til at springe mine planlagte gøremål over og  følges hjem med det samme, fordi mødet også vækkede et savn og en ømhed. I dag er det mig, der er den voksne, men varmen, glæden og ømheden er den samme, når jeg tilfældigt i løbet af dagen støder på Peter eller – endnu bedre – mine børn, og følelserne væltede derfor op i mig, da Oscar for et øjeblik siden gik forbi vores vinduer med sin børnehave. Hvilken fryd at åbne vinduet, kalde på ham og se det lille, glade, stolte og let betuttede ansigt, da vores øjne fangede hinanden. Nu er dagen blevet meget bedre, og jeg bliver nødt til at lade rod være rod og hente ham med det samme, fordi jeg savner ham endnu mere, nu hvor jeg lige fik et glimt af ham en time før planlagt afhentning.

Det sker nogle gange, at jeg bliver utroligt træt af at høre på mig selv. Derfor orker jeg næsten heller ikke at skrive, at jeg er syg(emeldt) og har det røvhamrende dårligt. Det er så ubeskriveligt trættende at høre den samme sang igen og igen. Ikke mindst, når det er en selv, der synger den. Og det er jo heller ikke, fordi jeg som sådan skal klage. Min egentlige barsel starter lige om lidt, jeg har nået at se 500 afsnit (eller noget, der ligner) af The Mentalist, og jeg har langt om længe fattet, at der da vist også er noget med en familieforøgelse, jeg skal planlægge bare en lille smule. Når man kan glæde sig over alt det så fuck da, at man har det så elendigt, at man ligefrem ser frem til de første ultra søvnløse uger, brystbetændelse og efterfødselsmave i tredje. Siger I ikke det?.

I forbindelse med erkendelsen af, at jeg mangler noget praktisk klargøring, er jeg i øvrigt blevet erindret om, at det er en helt del dyrere at gå hjemme end at gå på arbejde. Man har jo oceaner af tid til at opdage ting, man mangler i hjemmet/livet/hverdagen og alverdens muligheder for at webshoppe det. I hvert fald når januar – den lede, lede fattigmåned – er ovre. Man burde jo få et hjemme-tillæg i perioder, hvor man ikke kan arbejde, hvorfor har ingen nævnt det i kontanthjælpsdebatten (som jeg p.s. ellers tager meget alvorligt, skulle I være i tvivl)?

Mens jeg har været herhjemme, har jeg også opdaget noget andet. Jeg er en løgner. Nu er det ude. Jeg skriver nemlig konstant om, hvordan jeg aldrig græder. Om hvordan det er en sindssyg sjældenhed, når det endelig sker. Og det er i princippet også rigtigt. Undtaget er dog åbenbart denne graviditet, hvor jeg ofte ser mit snit til at fælde en tåre. Jeg skammer mig ikke over det – ville faktisk ønske, at jeg græd mere – men det er bare som om, at mit hoved hænger fast i et selvbillede af en ikke-græder. Alene i går græd jeg f.eks. hele to gange. Første gang – og det er ikke, fordi jeg er meget for at indrømme det – da jeg stod med Peter og børnene på Amalienborg og vinkede til hele kongefamilien (man bliver jo nødt til at få lidt luft og motion, selv om man er gravi-syg). I dag kan jeg ikke forklare, hvad der skete, men lige der oplevede jeg bare, at det var et utroligt rørende øjeblik, og jeg følte så utroligt varmt for Dronningen og hele slænget af små og store prinser og prinsesser?!? Det synes jeg i sig selv, tegner et meget godt billede af, at det er graviditetshormonernes skyld, for det er da ikke normalt. Vel? Anden grædning fandt sted, da jeg så denne fødselsfilm, som jeg faldt over her. Jeg mener selv, at det er mere forståeligt at græde over en fødselsfilm end over en balkonscene, til gengæld må jeg nok indrømme, at mængden af tårer og hulk måske ikke stod helt mål med filmen. Det var måske også – sagt mellem os – at overdrive lidt, da jeg hulkehvæsede til Peter, der kom for skade at insinuere, at min reaktion var… liiiidt overdreven, at jeg gik hjemmefra, hvis ikke jeg måtte græde i fred. Men ellers er jeg i fin-fin balance (tak for omtanken), og den er altså god, filmen. Se den og græd!

Carport og noia-bloggen opdagede jeg i øvrigt først (måske som den sidste i verden?) forleden i min jagt på at finde web-underholdning. Der er garanteret masser af gode blogs, jeg ikke kender til, for de sidste par år, har jeg ikke rigtigt haft tid til at dyrke bloglæsningen. Fortæl mig, hvad jeg er gået glip af! Hvor læser I med? Jeg har nemlig også fra mit sofaskjul opdaget, at jeg er herre god til at være pingligt langt nede i gear (havde helt glemt, hvordan det føles), og at jeg sikkert med fordel kunne klemme lidt bloglæsning ind i mit ellers meget stramme afslapningsprogram. Det er jo med at finde balancen mellem afslapning og kedsomhed.

Og sidst men ikke mindst: en anden sang, jeg er træt af at høre mig selv synge er den med kommentarerne (og jeg burde måske også bare holde min kæft), men seriøst jeg skal nok snart svare på dem. Virkelig. Jo, jeg skal. Det manglede da bare.

Jeg har skrevet om det før. De store følelser, der er forbundet med skolestart (altså ikke min, men børnenes). Jeg håber da, at det kommer til at gå skide godt, men omvendt ved jeg jo også, at de færreste børn går gennem et skoleliv ganske uden skrammer. Og det holder jeg dårligt ud at tænke på. Jeg ved, at miljøet i skolen kan være langt hårdere end det i institutionslivet, og jeg fornemmer allerede, at tonen ved skiftet mellem almindelig børnehave og storgruppe (som er +5-års konceptetet i “vores” institution) er blevet markant mere hård. Måske er det bare sådan, at des mindre voksenopmærksomhed, der er, des mere hersker jungleloven. Måske naturligt nok, men også brutalt at være vidne til, og jeg er igen blevet lettere bekymret for, hvad skolefremtiden bringer.

Når jeg kommer i tanke om det nu, er det bare, fordi jeg lige har set et klip i fjerneren, der fik mig til at græde en lille smule. Og jeg som ellers næsten aldrig græder. Det var et klip fra Aftenshowet, der handlede om internetmobning blandt unge. Og det gjorde mig simpelthen så ked af det. Jeg har – tro det eller ej – selv gået i skole. Jeg har (desværre) stået både på den ene og den anden side af mobning, og jeg ved, hvor ødelæggende den slags er. Ikke bare i øjeblikket, men i mange år fremover. Men selv med den viden gjorde det virkelig stort indtryk på mig, hvor dumme, hovedløse og onde børn kan være – og hvordan ekstremt mange voksne omkring dem undlader at handle og guide til en bedre adfærd. Da jeg så pigen og hendes far sidde der og fortælle deres historie i smerte, fik jeg så ondt i hjertet over at tænke på, hvor forfærdeligt det må være at være forældre, der må se magtesløse til, at ens elskede barn behandles på den måde (det er selvfølgelig også forfærdeligt for barnet, det er slet ikke det). Jeg ved seriøst ikke, hvad jeg ville gøre, hvis det var mit barn, men jeg ved, at jeg ville gå i stykker af det. Bliver jo ulykkelig bare ved tanken. Normalt er jeg ikke ligefrem jeg-vil-redde-verden-typen (lad mig bare være ærlig), men lige der fik jeg lyst til engang ude i fremtiden at arbejde med antimobning. Eller at give Fie og alle de andre mobbeofre en krammer og fortælle dem, at de er gode nok præcis, som de er. I kan se klippet her.

Hej. Så. Godt nytår og alt det der. Havde egentligt ikke tænkt mig, at pausen skulle blive så lang, men oven på min december, havde jeg, da ferien først meldte sig, ikke lyst til andet end at sove. December bød på travlhed og mere chokolade(kalender) end Shane(kalender) (det projekt tog jo hundrede år hver dag og er altså ikke helt det samme som at sidde og dimse lidt en søndag). Af det kan jeg måske lære, at børnenes præferencer ikke nødvendigvis er de samme som mine hvilket betyder, at jeg i visse henseender godt kan sænke ambitionsniveauet yderligere eller i hvert fald balancere idealniveauet og realniveauet bedre.

23. december: Chokolade vs. Shane 1-0

Julen var fin og dejlig. Børnene artige, værterne fortræffelige og gaverne gode. Der var “lufteture”, “sove længe dage” og kun en lille smule sygdom. Jeg har intet at klage over.

Gaver til børnene, er gaver til forældrene

Teltgave

Monkey see, monkey do. Når mor går ned i knæ, går børnene ned i knæ.

Nytårsaften var hyggelig og virkelig festlig, selv om vi havde besluttet, at vi bare ville være os fire. Der var pynt, pakkespil og lækker mad, for hvem siger, at man ikke må holde en fest for sin egen lille familie?

Fest på 1. th.

Vi kom godt ind i det nye år, og jeg tager det ikke som et tegn på noget dårligt, at jeg kl. 04.45 natten til den 1. januar vågnede ved, at Oscar brækkede sig ud over os begge i en grad, så alle fire topmadrasser, dyner, puder og mennesker måtte vaskes. Jamen, selv tak for info. Heldigvis sov børnene til kl. 10.30 den 1. januar, og så tilgiver man alt. *Her ville jeg have skrevet mit nytårsforsæt, hvis jeg havde et. Jeg håber i stedet bare på, at 2012 bliver lige så vidunderligt for min lille familie, som 2011 var.*

Efter nytår har jeg haft travlt med at se alt det, jeg har optaget på Yousee boksen i løbet af december (og det er meget). Og med at tælle ned til min barsel, som starter om 20 arbejdsdage. Hvis det interesserer dig.

Jeg har det med denne barsel som med ekstrem tissetrang. Man kan stå i en situation, hvor man skal tisse herre meget uden dog at have mulighed for det. Så holder man sig. Og holder sig og holder sig. I LANG tid. Man når – langt om længe – frem til et toilet og LIGE før, man når helt derhen, kan man næsten ikke mere og har lyst til at tisse bare en lille bitte dråbe i bukserne eller græde af ren og skær lettelse. Nåm, kender I ikke det? Seriøst – I kan sagtens indrømme det – det er jo bare mig? Det er i hvert fald sådan, jeg har det med min barsel. Jeg har kæmpet mig igennem i alle de måneder, hvor jeg har haft det af helvedes til. Jeg har ikke været sygemeldt, som jeg havde regnet med (og i en periode håbede på af ren og skær udmattelse), men kæmpet mig igennem. Time for time. Opgave for opgave. Og nu har jeg så sølle 20 arbejdsdage tilbage, men min krop og mit sind kan.næsten.ikke.mere. Det er vand i forhold til antallet af dage, jeg allerede har lagt bag mig på arbejdet, men jeg o r k e r ikke. Ikke, fordi jeg har det meget værre, end jeg ellers har haft – bare sådan middel skidt, men jeg har opbrugt min udholdenhedskvote. Men jeg holder – selvfølgelig – stand, klemmer ballerne sammen og kniber måske en lille lettelsens tåre, når jeg endelig får barsel. Om 20 arbejdsdage.

*Her ville jeg have indsat et mave-billede, hvis det ikke var, fordi man åbenbart har for travlt til at tage den slags tredje gang. Jeg smider i stedet en 10′er i Psykologkassen, så Barnet kan få talt svigtet igennem senere i livet.*

Nå ja, og så har jeg også brugt lidt tid på dobbelt-indkøring. Oscar er startet i storgruppe, og Sofus er begyndt i børnehave. Sidstnævnte gik næsten af sig selv. Det med storgruppen tager vist lidt længere tid. I hvert fald før jeg er indkørt. Og måske vist også Oscar, hvilket knuser mit hjerte at tænke på. Jeg håber inderligt, at Indkøring Uge 2 går bedre end Indkøring Uge 1. Det, eller at det bare er mine hormoner, der driller, og at det i virkeligheden går meget bedre, end jeg umiddelbart har følelsen af.

Og nu er vi så fremme ved i dag, hvor jeg håber, at jeg kan nå at besvare nogle af jeres tidligere kommentarer og sådan. Hvis ikke det liiige præcis sker i dag, må I bære over med mig. Jeg prøver virkelig at blive bedre, det gør jeg.

Jeg håber, at I også alle har haft en fortræffelig jul og et fabelagtigt nytår. Og så håber jeg, at vi skal se meget mere til hinanden på bloggen i 2012.

P.S. Dette er mit indlæg nr. 500 på denne blog, så wuhhuuuuu. Tillykke til mig og alt det der.

Er du færdig med at købe julegaver? Eller mangler du også lige gaven til din mand, fordi du synes, at endnu en trøje er for kedeligt, men alligevel ikke kan finde på det helt rette? Måske kan jeg hjælpe dig. I hvert fald kan jeg dele min gode erfaring med at lave et gavekort. Ikke af den kedelige slags, hvor man panisk et minut i gaveåbning skriver en post-it med teksten Gavekort til massage og støvsugning på et tidspunkt, Gavekort til noget lækkert eller andet af den kaliber. Jeg har noget andet i tankerne.

Sidste jul gav jeg nemlig Peter den bedste gave, jeg nogensinde har investeret i.  Jeg har vist nævnt selve gaven før, men nu hvor vi ligesom har afprøvet konceptet fra ende til anden, synes jeg måske, det vil være passende at nævne, at gaven viste sig at være en endnu større succes, end jeg overhovedet havde turdet håbet på. Jeg gav ham nemlig en date med mig. Hver måned. Hele 2011.

I modsætning til panik-gavekortene havde jeg så bare planlagt det hele. I en kuvert fik han nemlig 12 gavekort. Et for hver måned, hvorpå der stod, hvad vi skulle lave, hvornår vi skulle det og hvorfor. Nogle af tingene foregik om aftenen, hvor jeg havde allieret mig med bedsteforældrene, hvis det krævede pasning. Andre af tingene foregik om formiddagen, hvor jeg så allerede på gavekortet varslede Peter om, at han skulle tage en halv eller hel fridag. Men der var altså også masser af ting, der bare var planlagt til at foregå derhjemme, når børnene sov, og hvor vi alligevel ikke ville have lavet andet end at sidde med hver vores computer. På den måde er konceptet til at kopiere, selv om man måske ikke har barnepiger i baghånden eller mulighed for at holde en eller to halve eller hele fridage. Og det er også til at kopiere, hvad enten man vil investere mange penge i gaven eller bare vil holde det low budget.

Som sagt havde jeg selvfølgelig forestillet mig, at det ville blive hyggeligt og alt det der, men jeg havde helt undervurderet, HVOR afgørende det er at planlægge at date, når man har små børn. Det er fint at aftale at hygge sig hver onsdag, tage til koncert hver sommer eller til Berlin hver jul, men dét at have gennemført planlægningsfasen med konkrete datoer, allierede og evt. bestilling, gør altså en verden til forskel. Også når det kommer til månedsdates. Dét, at månedsdaten i så god tid var planlagt og ikke kunne laves om (vi prioriterede benhårdt, at vi VILLE gennemføre alle dates – det lyder måske lidt dumt, men i løbet af sådan et år dukker der jo ting op, som lige kortvarigt gør, at man får lyst til at prioritere vasketøj/forældremøder/flytning/familiearrangementer højere end ”bare” tid med hinanden) viste sig nemlig at være af afgørende betydning for gavens succes. Og det at date hinanden hver evig eneste måned viste sig at være en fantastisk investering i vores parforhold, fordi det er så svært ikke at lade sig opsluge af hverdagen og familiefabrikken, når man ikke i nogenlunde faste intervaller har breaks, hvor man kan investere tid i hinanden uden forstyrrelser og børnehalløj.

Hvad jeg giver Peter i år? Vi har delt året op, så vi hver anden måned planlægger en date for hinanden. Fordi vi er blevet afhængige af vores frirum, hvor vi uden børn oplever, nyder og er sammen (selv et par timer gør underværker). Og fordi vi har indset, at der er så meget glæde, kærlighed og positiv energi forbundet med regelmæssigt at investere tid i hinanden. Ligesom vi regelmæssigt investerer tid i de andre, vi elsker, børnene.

Vi ved det godt allesammen, ikke? Vores børn er vores ømmeste punkt. Også i helt fysisk forstand. Alligevel kan det godt komme lidt som et chok, hvor ondt man kan få i forældrehjertet, når der sker noget med de dyrebare, små mennesker. Det blev jeg mindet om i fredags, hvor Oscar faldt på sin cykel. Av! Pga. mig. Dobbelt av!

Det gik ellers lige så godt. Vi var glade på vej hjem for at holde weekend, og børnene havde netop spenderet nogle penge, de virkelig havde gjort sig fortjent til, på slik. Men så gik Oscars cykel i stykker, og jeg forsøgte at fikse den og bad ham efterfølgende prøve den. Men den virkede selvfølgelig (og det burde jeg have sagt mig selv) stadig ikke, og Oscar faldt og flækkede underlæben. På en måde, jeg aldrig i mit liv har set før. For fanden, hvor var det synd for ham. Og for Sofus, der stod der i mørket og ikke fattede en skid. Og for mig, der indirekte var skyld i styrtet og som både måtte tage mig af situationen og mit ømme hjerte uden at fælde en tåre.

Så stod jeg der med et grædende barn med flyverdragten og ansigtet fyldt med blod. Med blod i mine hænder (seriøst). Med to børn, to cykler, stor mave, indkøbsposer og tasker. Og for første gang siden det med pedalerne var jeg i høje hæle (havde ligesom ikke regnet med, at jeg skulle trække kineser-belæsset cykel hjem). Heldigvis kom en sød dame forbi med sin datter, hjælpende hænder og en indkøbsvogn med køkkenrulle (tænk at man kan blive SÅ glad for noget køkkenrulle, når man står der i mørket med blod ud over alt). Og så var det noget med at parkere Oscars cykel, få Sofus på barnesædet af min, Oscar på sadlen, poser og tasker på styret. Vralte hjem, forgæves forsøge at få kontakt til Peter, trøste barn, tage vare på andet barn, holde hovedet koldt. Undgå at græde og holde den allerværste dårlige samvittighed nede. Og så: e n d e l i g kontakt til Peter, der skyndte sig hjem med hjertet oppe i halsen.

Heldigvis har vi en fantastisk farmor, der smed, hvad hun havde i hænderne og fløj os til undsætning, så Sofus ikke skulle med på skadestuen. Og heldigvis har vi søde naboer, der straks lånte os deres bil og tog sig af Sofus, indtil farmor nåede frem. Og så af sted til skadestuen, hvor vi heldigvis ikke har været før. Bortset fra dengang, jeg opførte en dans og dengang, hvor Oscar proppede en perle op i næsen. Men de var nu søde på skadestuen og ventetiden heldigvis på under en time. Det blev til syv sting og besked på, at der skal bruges plaster i op til et år, så flængen heles pænt. Oscar var bare ubeskriveligt sej. Græd ikke det mindste trods bedøvelse og syning. Og trods det, at han lå i en hospitalsseng, fikseret af far og sygeplejerske, tildækket i ansigtet med papir og med læge, der advarede ham om, at det nok kom til at gøre ret ondt. SÅ sej en dreng, altså. Og så søde ansatte på den skadestue. Men hold nu kæft, hvor havde jeg det forfærdeligt. Selv om det jo ikke var alvorligt på dén måde, var det bare så hårdt at se sit elskede barn  sådan. I stykker og lille bitte. Og så hjerteskærende at tænke på, at det aldrig var sket, hvis jeg bare havde ladet den cykel stå fra starten og ikke bedt ham prøve den, når jeg kun havde kigget overfladisk på den. For fanden altså. Og også pyyyyha, fordi det ikke endte med at være mere alvorligt. Og nu har jeg så vimset om ham siden fredag eftermiddag, skiftet plaster et utal af gange (er I klar over, hvor hurtigt sådan et plaster ved læben trænger til udskiftning? Tør ikke engang at tænke på, hvor mange skiftninger vi når op på i løbet af det næste år) og svoret, at jeg altid fra nu af skal vogte over ham som en høg for at undgå, at han pådrager sig flere skader. Stakkels Oscar og stakkels moderhjerte, men godt, at sådan en fem-årig hurtigt bliver sig selv igen. Nu er det vist kun læben, der er medtaget. Så er der også håb for mig, hjertet og samvittigheden.

Mine damer og herrer! Først og fremmest tusind tak for den store opbakning til bObles konkurrencen. Det var fantastisk, at så mange havde lyst til at deltage. Dernæst undskyld! Jeg har ikke mistet grebet om ugedagene og ved således godt, at i dag ikke hedder torsdag, men fredag. Efter en 10-timers arbejdsdag efterfulgt af indkøb og hygge med børnene gik jeg i brædderne med telefonen i hånden og et blogindlæg, der kun havde nået at få overskriften Give away-udtr. Umiddelbart forinden havde jeg dog nået at lade tilfældighederne råde i udtrækningen af vinderen, og jeg kan heldigvis huske så meget, at det var nr. 42, der var dagens heldige tal. Det betyder, at du, Tina M S Pedersen, er den heldige vinder af en bObles kylling. Send mig en mail (mail@maminka.dk) med dit fulde navn og adresse, så sørger jeg for, at de søde bObles-folk sender dig din gave. Tillykke!

Jeg hader den slags vittige historier/billeder/ting, der altid vandrer fra mail til mail. Jeg deler dem aldrig. Griner sjældent af dem. Men der er dage, hvor man må gøre en undtagelse. I dag er sådan en dag.

Jeg har haft en af den slags dage, hvor jeg ikke engang har haft tid til at overveje at grine. Af et eller andet bare. Måske er det derfor. Måske er det, fordi jeg – verdens mest ufotogene mennesker (og nej, det siger jeg v i r k e l i g ikke for at indkassere “neeeej da”‘er – var jeg mindre forfængelig, bevidste jeg det gerne) – levende kan relatere til, hvor nederen det er at stå der under gruppefotoseancen og føle, at det egentligt kører meget godt. For derefter at se billedet og opdage, at det… jamen, det gjorde det så ikke.Og det er dette billede jeg taler om. Min søster gjorde mig opmærksom på det og fremkaldte dermed dagens første grin. God mandag.

Det kommer næppe som nogen overraskelse for mine faste læsere, at jeg går op i drenges ligestilling. I det hele taget går jeg faktisk op i ligestilling. Ikke på den femi-chauvinistiske facon, jeg til tider synes præger kvinders tilgang til debatten om deres ligestilling, men på den måde, hvor man ikke synes, at det ene køn skal ses som en fjende, der skal detroniseres og nedgøres parallelt med, at det andet køn hives op. Ligestillingen er jo netop udfordret på forskellige måder, hvorfor det end ikke i ligestillingens hellige navn giver mening at tale om, at nogen – altså et bestemt køn – er et problem. I stedet betaler det sig at fokusere på kønnenes respektive problemstillinger - og at gøre noget ved dem ved at regulere samfundsnormer og – strukturer.

Sidstnævnte var også den tilgang, der var anlagt til et arrangement, jeg var til i sidste – snart forrige – uge. Arrangementet fandt sted i forbindelse med, at Tanketanken VM – Viden om mænd udgav deres arbejde i form af rapporten 30 forslag. En politik for drenge og mænds ligestilling. I udgivelsen kommer tænketanken, som titlen mere end antyder, med deres bud på, hvordan man fra politisk hold kan forbedre drenge og mænds ligestilling. Nedslagspunkterne er mænd og sundhed – mænd, arbejdsmarked og barsel – mænd, drenge og uddannelse – faderskab, familieformer og omsorg – socialt udsatte mænd – mænd, vold og kriminalitet. Til arrangementet var talerne bl.a. ligestillingsminister Manu Sareen og formand for tænketanken, Svend Aage Madsen, der er ph.d., chefpsykolog, klinikchef og forskningschef for Klinik for Psykologi, Pædagogik og Socialrådgivning på Rigshospitalet og formand for Selskab for Mænds Sundhed.

I det hele taget var udgivelsesarrangementet præget af mange dygtige talere og interessante input, men en af de ting, jeg hæftede mig meget ved var i forbindelse med debatten om mænd og drenges uddannelse. Her fortalte en af talerne, at man tidligere har talt meget om, hvordan drenge bliver præget af den stærke femininisering i institutions- og skolelivet, men at forskning har vist, at et større problem er de ulige vilkår, man giver drenge. F.eks. har det vist sig, at drenge ved elevsamtaler ikke får lige så avancerede spørgsmål eller ligeså lang betænkningstid som piger. Det er da stof til eftertanke, synes jeg.

Det korte af det lange er, at tænketanken har arbejdet med en bred vifte af emner, der er interessante, når man taler om at afdække, formidle og forbedre drenge og mænds ligestilling, og jeg kan varmt anbefale alle, der interesserer sig for ligestilling at slå et smut forbi tænketankens hjemmeside. På den kan man også selv downloade 30 forslag. En politik for drenge og mænds ligestilling.

Så er det blevet tid til at forkæle en af jer med et af de fantastiske bObles tumledyr. Denne gang den fine Kylling i farven jade. Vi har selv Kyllingen herhjemme, og selv om den måske ikke ser ud af så meget, skal man ikke lade sig narre. Den er faktisk et af de tumledyr, vi har brugt mest, fordi den er håndterbar for selv de mindste børn, og fordi man kan sidde på den, stå på den og vippe på den. Og så passer den perfekt ind i Elefanten, hvorfor den heller ikke fylder så meget (hvad jeg var temmelig glad for, da vi boede i vores gamle lille, bitte lejlighed).

bObles kylling i farven jade

Skal du ud at investere i et af de mange fine bObles produkter til jul, vil det måske interessere dig, at bObles netop i forbindelse med lanceringen af deres iskrystalunivers også har lanceret to nye farver. Nemlig jade grøn og støvet blå (som bare er SÅ flot, hvis du spørger mig). Måske kan du også stadig få fingre i julens limited edition produkt, Uglen, som jeg tidligere har anmeldt. Både Uglerne og Kyllingen fås i øvrigt til ret rimelige priser, synes jeg. Hhv. 299,- og 499,- for Uglerne og  249,- for Kyllingen.

Det eneste, du skal gøre for at deltage, er at skrive en kommentar til indlægget her inden onsdag den 14. december kl. 20. Vinderen offentliggøres torsdag den 15. december.

Så blev det edderrøvme december for fuld skrue. Jeg kan vist egentligt meget godt lide december. Som den eneste efterårs- og vintermåned. Hvad jeg tilgengæld ikke fatter er, hvordan vi år efter år af et godt, men overivrigt hjerte, skal have presset så meget ekstra ind på alle fronter, at vi bliver rundtossede og allerede fra start glæder os til julen er overstået, og vi igen kan puste ud og slappe lidt af. Inden vi skal planlægge nytårsaften. Det er børnenes jul, siger vi, men jeg spekulerer på, om det ikke ville være hyggeligere for børnene, hvis vi skruede lidt med for ambitionerne og forventningerne til hinanden og i stedet bare var nærværende og ustressede. Jeg fatter f.eks. ikke, hvordan jeg på de næste par uger skal nå at indfri forventningerne fra både mig selv, familie, arbejdsplads, venner og institution. Jeg synes på mange måder, at hverdagen er godt pakket i forvejen, men når der så også er julefrokoster, besøg af vandrenissen med efterfølgende produktion af historie, julepyntning af hjem, afholdelse af julestue, klippe-klistre dag i vugger, juleauktion i børner, produktion af særgaver, indkøb af kalenderpakker til både vugger og børner, produktion af ret til børnehavejulefrokost, udarbejdelse af ønskelister for hele familien, indhentning af ønsker fra andre, indkøb af gaver, udlevelse af Shane-moderskab, afholdelse af ekstrajul, kørsel land og rige rundt, kollektivt julekalenderkiggeri, osv. osv. osv. ja, så bliver julen faktisk en lille smule uhyggelig. Og så er der ikke engang tænkt på pakkekalender, julekort, konfektproduktion, julerengøring og den slags som andre bruger tid på. Næste år gad jeg seriøst godt at ambitionerne og forventningerne blev nedtonet hele vejen rundt. Lige nu er jeg bare glad for, at jeg allerede kan sætte flueben ved vandrenissen og nissehistorie inkl. dokumentation som netop nu (kl. over midnat) er færdigt og bliver leveret videre til næste stakkels familie i morgen. One down. Fire millioner ting to go.