Maminka - Danmarks lækreste, modigste og mest innovative kommercielle blog for gravide og småbørnsmødre.

Kender du FUB?

Jeg føler, at jeg er nogenlunde med på, hvad der rører sig på børnetøjsfronten, men i ny og næ lærer jeg alligevel noget nyt. F.eks. er det ikke så længe siden, at jeg første gang stiftede bekendtskab med FUB. Det var indehaveren af min alleryndlings børnetøjsforretning, der introducerede mig for mærket, da jeg (altså drengene) trængte til noget lækkert nyt, inden den der fotosession med Karolina Zapolska. Jeg gik fra forretningen med de to blødeste, fineste, fedeste striktrøjer, mine børn nogensinde har haft (undskyld Svigermor, jeg er også virkelig, virkelig vild med dem, du har strikket – det ved du), og jeg må sige, at jeg tror, der er basis for et varmt venskab.

FUB designer BLØDT, tidløst, klassisk unisex tøj til børn i alderen ½ – 6 år. Fokus er, at børn skal lege, have det sjovt og være tilpas i tøjet. Håndværket er i top og materialerne ligeså. Jeg er mildest talt begejstret for FUB. Og forleden så jeg så denne forårsjakke hos dinBabuska. Simpelthen så smuk og ekstrem lækker at røre ved.  Hætte, søde lommer og rib ved ærmerne, så det ikke trækker ind. Bare helt generelt en gennemført skøn jakke, som tilmed er i en utrolig børne- (altså smuds-)venlig farve. Suk.

Skøn forårsjakke fra FUB

Skøn forårsjakke fra FUB

3 Kommentarer

Bær over med mig

Arghhhh: Jeg er småsløj, storforkølet, træt og energiforladt, så jeg trækker alle mine gøremål efter mig i et tempo, der ikke just er imponerende. Hav venligst tålmodighed med mig, indtil jeg igen er frisk.

Ahhhhhh: Jeg har simpelthen sådan nogle søde drenge. Jeg bliver så stolt og rørt, når Oscar fuld af omsorg kommer hjem fra indkøb med en gavepose med et hjerte udenpå og alverdens lækkerier indeni. En God Bedring-gave. Jeg bliver så varm om hjertet og glad, når Sofus, der ellers er Fars Dreng, foretrækker mit selskab og griner, nusser og pjatter med mig i timevis. Eller når han peger på billeder af Oscar (og alle andre drenge i 3-5-års alderen) og forventningsfuldt siger Dadaaar. Hans lyd for Oscar.

3 Kommentarer

En fra gemmerne: Lykken ved at have flere børn

Der var engang, hvor jeg havde en anden blog, men nu har jeg maminka. Med maminka fulgte nye og flere læsere (jubii), og derfor har jeg tænkt mig indimellem at trække et af de gamle indlæg op fra gemmerne. Det er jo næsten en skam, hvis de bare skal ligge der og rådne op alene. I dag skal vi have et gensyn med mine tanker om lykken ved at have flere børn. Uanset, hvor jeg ser hen både i virkeligheden og i blogland, er der folk, der har småsøskende på vej. Og når jeg hører folk fortælle om det, forstår jeg hver en følelse. Bekymring, forventning, dårlig samvittighed, uendelig lykke og alt muligt andet i en stor bunke. Jeg husker det hele, og jeg husker også dette indlæg om flerbørnslivet og flerbørnslykken, som jeg skrev i juni 2009:

Flerbørnslykke

Jeg kan godt selv se det, når jeg kigger på, hvad jeg har skrevet gennem de sidste par måneder. Det er ikke ligefrem, fordi det virker som om, det er decideret fedt at have to børn. Men det er det altså. Fedt. Det er bare det, at det tit er de hårde ting, der er sjove at skrive om. Det er dem, jeg har behov for at få ud. De dejlige ting går jeg og gemmer i hjertet. Ikke fordi jeg ikke vil dele dem, men det bliver bare lidt kedeligt og sovsebrunt i længden at skrive om alt det lyserøde. Men lad mig bare sige det højt (især, fordi jeg ikke vil give folk det indtryk, at jeg ikke er glad endsige skræmme etbarnsforældre fra at få flere børn): Jeg ELSKER at være mor til to. Helt vildt faktisk.

Vel er der hårde stunder, men for vores vedkommene har det slet, slet ikke været samme form for chok som første gang. Hvor hårdt, det føles, er, tror jeg, betinget af to ting: 1) Hvor hårdt det var at blive forældre første gang og 2) hvordan det nye barn og omstændighederne omkring at blive forældre er i forhold til det første barn og omstændighederne omkring det første gang.

For os var det virkelig, virkelig hårdt at få det første barn. Oscar, spiste konstant, sov så godt som aldrig (sådan føltes det i hvert fald) og gad heller ikke ligge selv, fordi han kedede sig eller var utryg. Desuden var jeg studerende uden nogen form for indkomst, og jeg måtte skrive mit speciale på 11 uger fra Oscar var 5 måneder, selv om jeg så følte, jeg forsømte familien. Peter var også i gang med at færdiggøre sin anden uddannelse, og i det hele taget var der bare gang i så mange andre ting end lige babydelen. Dertil kom selvfølgelig den kæmpe omvæltning det er at gå fra absolut frihed til et liv, hvor man er helt og aldeles bundet og bliver nødt til at lære begrebet behovsudskydelse at kende på den hårde måde. Da vi fik Sofus var omvæltningen ikke så stor, for udover at Sofus er en meget nemmere baby end hans storebror var, er omstændighederne omkring familieforøgelsen også meget mere rolige denne gang. Og med hensyn til det med at omlægge sit liv – ja, man kan jo sige, at det var temmeligt familieorienteret i forvejen, så der er der ikke den store forskel, synes jeg.  Arbejdsopgaverne er heller ikke rigtigt flere.

Men hvad er det hårde SÅ? Bortset fra det med logistikken (f.eks. afhentningssituationen) er der primært én ting, der har været hård for mig. Den dårlige samvittighed. Det startede allerede, da jeg var gravid, hvor den dårlige samvittighed overfor Oscar konstant tog til. Jeg tænkte rigtig mange gange over, om det nu også var helt klogt, det vi havde gang i. Om vi kunne være det bekendt over for Oscar, om han ville tage skade. Og de sidste måneder, inden jeg fødte, kæmpede jeg en desperat kamp for at tanke ham op. Opbygge et lille lager af kærlighed og gode oplevelser i ham, så han havde det at tære på, når vi lige om lidt ville ødelægge hans enebarnstilværelse (og måske liv?). Og jeg vil ikke lyve, jeg havde det FORFÆRDELIGT dårligt med det den allerførste tid. Jeg kunne overhovedet ikke holde ud at se på min lille dreng, der pludselig var blevet tvunget stor, og jeg var så ulykkelig, hver gang jeg måtte vende ham ryggen i sengen for at amme Sofus, eller når jeg så ind i hans små, dybe øjne og kun havde lyst til at være noget for ham, selv om det ikke var muligt. Da Sofus begyndte at blive mere vågen, fandt jeg ud af, at jeg havde nok dårlig samvittighed til begge børn. For det var jo også synd for Sofus, når jeg prioriterede at koncentrere mig om Oscar og måtte vende blikket væk fra de spæde kontaktsøgende øjne for at give nærvær andetsteds.

Og nu tror I måske, at overskriften til dette indlæg er en fejl. For det lyder ikke særligt lykkeligt, vel? Men det er det altså. Det sværger jeg. For nu er der endelig begyndt at ske noget på samvittighedsfronten. Den aftager nemlig i takt med at kærligheden mellem de to brødre bare vokser og vokser og vokser. Oscar ELSKER Sofus. Det siger han selv. Tit. Og Sofus ser beundrende på Oscar ved hver en lejlighed og følger ham nøje og smiler over hele det lille, tykke fjæs, når Oscar og han har øjenkontakt. Jeg har stadig svært ved ikke at kunne give begge børn så meget nærvær, som jeg kunne ønske, men jeg gør mit bedste og har i stedet givet dem en søskende. Og er dét måske ikke en stor gave? Men frem for alt føler jeg mig bare pissehamrende heldig. Selv når jeg storsvedende slæber begge børn hjem midt i den allerværste eftermiddagssurhed. Ikke pga. situationen, men fordi jeg sammen med den mand, jeg elsker, har skabt netop disse to perfekte, små mirakler, der for det meste fylder mit liv med glæde og kærlighed og varme. Og når jeg er sammen med dem og kigger på dem og tænker over mit liv med dem, så føler jeg mig helt ekstremt rig, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det var det rette af gøre vores trekløver til et firekløver. Det ER virkeligt fedt at have to børn.

4 Kommentarer

Sidste chance for at få gratis rådgivning af Katrine Axholm

Husk, at søndag er den sidste dag, hvor du kan stille spørgsmål ang. familielivsproblematikker til terapeut Katrine Axholm. Har du noget, der fylder i dit liv, og som du gerne vil have en professionels syn på?  Så læs her, hvordan du får hjælp.

Og god weekend (i familien) så.

Skriv en kommentar

Ugens opskrift: Louisa Lorangs rødbedesalat med gedeost

Louisa Lorang, er kok, madskribent og forfatter til de skønne kogebøger Vild med salater og Vild med vegetar. Louisas køkken er utraditionelt og traditionelt på samme tid, og bøgerne fyldt med de dejligste billeder, tilsat hendes skarpe og humoristiske tekster. Jeg elsker Louisas opskrifter på enkel, smuk og smagfuld mad, og jeg elsker, at Louisa har lyst til at dele ud af sine guldkorn her på maminka. Vil du se mere til Louisa? Her kan du melde dig ind i Facebook fangruppen og blive opdateret om nyheder og arrangementer. Hendes kontaktoplysninger finder du her.

Rødebedesalat med gedeost

Rødbedesalat med gedeost

RØDBEDESALAT MED GEDEOST

(2-3 personer)

Denne salat er rigtig god som tilbehør til både lyst og rødt kød. Er du ikke kødspiser, kan salaten spises, som den er med groft brød til.

Du skal bruge 

6 store rødbeder, ca. 800 g

Lidt ekstrajomfruolivenolie

1 spsk. vand

salt

ENDVIDERE

1 spsk. flydende honning

1 tsk. dijonsennep

2 spsk. balsamicoeddike

salt

200 g blød gedeost

50 g ristede græskarkerner

 

Skræl rødbederne og skær dem i både. Vend dem med olie, vand og salt og bag dem ved 200 grader, til de er møre med en smule bid. Det tager ca. 35-45 minutter.

Rør honning med sennep og eddike og smag til med salt. Vend dressingen med de lune rødbeder.

Anret rødbederne med smuldret gedeost og drys med græskarkerner. Servér straks. 

Opskrift og billede af Louisa Lorang.

Skriv en kommentar

Mig & Moderskabet: Interview med Ibi Støving

Jeg lader hermed med glæde og stolthed pennen gå videre til den næste i rækken af interessante kvinder, der vil dele tanker om moderskabet med jer. Den næste side i maminkas virtuelle poesibog bliver udfyldt af Ibi Støving. Enjoy!

Ibi og sønnen Anakin

Ibi med sønnen Anakin

Facts: Ibi Støving, 35 år, single mother, 1 søn ved navn Anakin, Tv vært. Kendt fra bl.a. Paradise Hotel, Aquadorable 2009 og Velkommen Hjem, som iøvrigt har premiere på TV3 den 8. marts 2010 kl 20.00.

Hvad har det på det personlige plan betydet for dig at blive mor? Det personlige plan er blev ophævet… haha… der er ikke længere noget, der hedder mig, mig, mig. NU og for altid (eller til han bliver 18 i hvertfald) vil det være os, os, os. Det var en kæmpe omvæltning for mig at blive mor. Fra kl 8.22 den 29.marts 2008 var jeg ikke længere herre over min egen tid, min egen krop. Jeg overgav mig fuldstændig til det lille nye menneske, der lå i mine arme. Jeg var solgt med det samme. Den kærlighed, som jeg fik fra ham – og som jo bliver mere og mere synlig fra hans side, som tiden går – er uendelig smuk. Så ren. Så ægte. Ikke noget fis. Det var og er vidunderligt. Når det så er sagt, så var det også hårdt. Jeg kan tælle på een hånd det antal gange, han har sovet igennem en hel nat. Han vågner stadig 2-3 gange pr nat – og det er snart 2 år siden, han kom til verden. Det karrieremenneske, jeg engang var, er jeg stadig, men jeg ved godt, hvad der er vigtigst, når alt kommer til alt.

Hvad er du som forælder rigtig god til? Jeg synes, jeg er god til mange ting med Anakin. Fordi det kun er ham og jeg, har vi allerede et ret specielt forhold. Vi forstår hinanden tydeligt efterhånden. Han viser sig allerede som en kærlig, empatisk og humoristisk lille fyr, og det er jeg stolt af. Han siger prosit, når man nyser, tak for mad og puster på mig, hvis jeg har sagt av. Han giver mange krammere (lidt til gene nede i Vuggeren – det er jo ikke alle, der vil kysse:-). Vi elsker begge musik og sport, så der går en del tid med at danse, synge, spille tennis og fodbold og hygge med bøger og legetøj. Jeg er også stolt af min tålmodighed med ham. Han har vist sin stædighed og til tider helt utrolige hysteriske sider både på posthuset og i Brugsen. Så lader jeg som om, jeg går – og holder øje med ham. Jeg nægter at give efter for et eller andet, han vil eller vil have, hvis jeg ikke mener, der er grundlag for det. Det værste, jeg kunne forstille mig, var et møgførkælet barn uden empati og taknemmelighed.

Hvad synes du, er det allermest udfordrende ved at være mor? Det mest udfordrende er helt klart logistikken. Jeg kan ikke tillade mig at drikke en ekstra kop kaffe eller være sent på den – ungen skal jo hentes, og der er kun mig. Jeg kan ikke gå i byen eller tage ud og rejse, uden han enten skal passes (og det er der sjældent nogen, der kan). Altså min fritid og frihed er delt op. Har aldrig gået med ur, men nu er jeg logistik -dronningen.

Mange oplever, at det kan være svært at holde fast i og få plads til sig selv, når børn pludselig bliver en del af livet. Hvordan oplever du det, og hvad gør du for ikke at glemme den, du også er? Jeg kan sagtens mærke, at Anakin har suget den gamle Ibi ud af mig – men til gengæld har han også givet mig nyt liv. Et mere meningsfuldt liv. Det, som jeg yndede før i tiden, var at lave musik, og det er jeg så småt begyndt at vende tilbage til. At skrive og male kan jeg også godt lide, og det gør jeg om aftenen, når han er kommet i seng. Det puslespil, der nu ligger forude er mere kompliceret. Jeg har meldt mig til Berlin Marathon i efteråret. Og det er jo ikke noget, man bare lige gør en søndag eftermiddag, fordi man keder sig. Det kræver rigtig meget løbetræning, og jeg er begyndt ganske langsomt. Det kræver al min sidste energi at tage mig sammen til at løbe de ture, men ved at jeg vil få masser af selvværd og fysisk udholdenhed tilbage i mit liv, når det er overstået. Jeg trænger til at gøre noget ekstremt, som kun handler om mig.

Fuldend sætningen: Før jeg fik børn, vidste jeg ikke, at de kunne få så stor betydning for de valg, jeg træffer nu. Det er både karrierevalg, valg af måde at leve på, mænd, veninder, hvor man skal bo, og hvordan man skal opdrage.

Hvis du kunne vælge én ting, alle forældre burde have, hvad skulle det så være? Alle forældre burde have en dvd, man kunne sætte på hver aften, som vidste billeder af fester, hvor man brækker sig i toilettet, af dumme ex-kærester, forfærdelige tøjvalg fra 80´erne, fulde-taler og anden idiotisk optræden. Bare lige for at minde om, at “det der forbandede fortid, som var så sjov, før man fik børn” altså også stank engang imellem. Synes, man skal fokusere på alt det, man har fået – istedet for det, man har mistet. Vi skal jo videre. Og glæder mig så meget til man igen sidder med vennerne – i en ældre version, smukke med rynker og let til latter i solnedgangen og med havet eller haven som udsigt, mens rejerne er pillet og rosén er kold i glasset. Så ringer Anakin og spørger, om han må droppe de 4 børnebørn af i weekenden – og selvfølgelig må han det. Også selvom jeg har mit otium:-)

2 Kommentarer

Kløfter

For nylig befandt jeg mig i et selskab bestående af skønne, unge kvinder. Kvinder uden børn. Normalt sondrer jeg ikke mellem folk med og uden børn, men indimellem bliver forskellen alligevel så tydelig, at jeg ikke kan undgå at hæfte mig ved det. Det er f.eks. i tilfælde, hvor kløften mellem småbørnsramte og ikke småbørnsramte bliver så afgrundsdyb, at forståelsen for modparten ikke er til at få øje på. I sådanne tilfælde slår det mig, at jeg ubevidst ofte kommer til at gruppere mig med andre mødre. Lidt ligesom jeg, dengang jeg var ryger, primært omgav jeg mig med rygere. Sådan er det bare blevet.

Og denne dag var jeg så ene mor i hønsegården og også ene om at komme til at advokere for en stakkels misforstået mor, der nådesløst var kommet i bad standing i en vennekreds, der udelukkende bestod af folk uden børn. Det faldt ikke i god jord som sådan. Forståelsen var til at overse, men stilheden var til gengæld larmende, og jeg fortrød mere og mere, som jeg rodede mig længere og længere ud i mit forsvar. Det var ikke kønt, og min pointe om gensidig forståelse blev ikke leveret med overbevisning.

I virkeligheden skal jeg måske også lære at holde min kæft. Jeg bliver bare så ærgerlig, når folk misforstår hinanden og parter føler sig svigtet af hinanden, fordi de ikke kan få øje på alle de gode forklaringer på ’svigtene’. Så er jeg dum nok til at forsøge at mægle. I dette tilfælde mellem mødre og kvinder uden børn. Jeg har jo prøvet begge dele og kan godt huske fem år tilbage.

Før jeg fik børn selv, brød jeg mig – helt ærligt – ikke så meget om
mødre. UNDSKYLD! Men jeg blev så træt af alt deres børnesnak og
navlepilleri. Jeg blev træt af alle de begrænsninger, de lod
familielivet sætte for sig. Og frem for alt – oh skræk – var jeg
afsindigt træt af, at de troede, at jeg interesserede mig særligt
meget for deres børn. Som sagt: Undskyld.

Og nu er jeg så selv en af de mødre (altså ikke en af de værste,
vel?), der bare snakker og snakker og snakker om familie, om børn, om
moderskab. Bla, bla, bla, bla, blaaaaa. Og jeg kan se mit tidligere
jeg spejlet i ansigtet på de barnløse (træls ord for resten), når
irritationen afløser deres undren over, at man kan gå så meget op i…
børn? I livet med børn. At jeg kan være så helt og aldeles bundet uden
at forsøge at vriste mig mere fri af familielivets snærende bånd. At
jeg lader mig binde og prioriterer min familie så højt. At jeg ikke ‘bare’ skærer igennem og kræver mit. Når jeg ser mig selv med deres øjne, forstår jeg, at de ikke forstår, fordi de ikke har prøvet at gå i mine morsko, og jeg prøver at tone ’vent-bare’ og alverdens morpropaganda en smule ned. For fredens skyld, men også fordi jeg erfaringsmæssigt ved, at familielivet som så meget andet ikke kan forklares, men skal erfares.

Og det er jo slet ikke sådan, at jeg synes, mor-kortet overtrumfer
enhver form for almindelig respekt. Overhovedet ikke. Jeg ville bare
ønske, at man ikke skulle undskylde røven ud af bukserne, fordi man i
en periode prioriterer sin familie frem for det meste, og at der
blandt folk uden børn ville herske en tiltro til, at man ikke
fravælger dem af ond vilje, men tilvælger familien, fordi det er
nødvendigt af årsager, der måske – måske ikke – er synlige for andre. Omvendt forstår jeg jo også godt, at folk, der ikke har børn, synes, at det der familie, tager ret meget tid. Det gør det jo.

Alligevel havde jeg en grim smag i munden over at have talt en anden mors sag og forsøgt at udfylde kløften med ord og forklaringer. For har man egentlig ret til det bare, fordi man også er en mor? Oplever du også kløfter mellem folk med og uden børn? Hvordan?

3 Kommentarer

Jeg har…

… ondt i hovedet, spildt tre kopper kaffe, ødelagt et køleskab, haft lortemorgen i Hustanden, alt for travlt på job, opgivet at følge med i alle mine aftaler og gøremål ovre i Privatlivet,  talt grimt til og om mig selv (der blev sagt noget med grim, tyk og fiasko), bandet over vejret og fantasteret om at liste afsted til noget ro og forkælelse i al ubemærkethed.

Åhhhh, mandag, jeg glæder mig til vi sammen går i seng og vågner op til tirsdag.

6 Kommentarer

Familierelaterede frustrationer? Deltag i gratis onlinerådgivning med psykoterapeut Katrine Axholm

Her kommer et fantastisk tilbud. Katrine Axholm, der udover at være foredragsholder, forfatter og gæsteblogger her på maminka også er en dygtig terapeut, har været så sød at stille sin store erfaring til rådighed for maminkas læsere.

Oplever du vanskeligheder, der relaterer sig familielivet eller moderskabet? Har du svært ved at få enderne til at nå sammen, parforholdet til at fungere i familien, finde rum til dig selv eller andet i den dur? Savner du konkrete råd fra en udenforstående fagperson, der har teorien og erfaringen med sig? Så er det nu, du skal hænge på.

Spørgsmål kan helt uforpligtende og på vaskeægte brevkassemanér mailes til mail@maminka.dk (skriv Katrine i emnefeltet) eller stilles i kommentarfeltet under dette indlæg, hvis man er mere til det. Man må være så anonym, man har lyst til. Husk dog at levere tilstrækkeligt med facts til, at Katrine kan give en kvalificeret rådgivning. Brevkassen har åbent til søndag den 7. marts, og umiddelbart derefter vil Katrine vælge ét af spørgsmålene, som hun vil besvare her på maminka. Helt sikkert til glæde for rigtig mange med tilsvarende promlematikker.

Spørgetimen starter nu.

P.S. Du kan også besøge Katrine egen blog, hvor der er masser af inspiration at hente til personligudvikling og reflektion om parforholdet.

Skriv en kommentar

En fra gemmerne: Om at komme fra a til b på familieferien

Der var engang, hvor jeg havde en anden blog, men nu har jeg maminka. Med maminka fulgte nye og flere læsere (jubii), og derfor har jeg tænkt mig indimellem at trække et af de gamle indlæg op fra gemmerne. Det er jo næsten en skam, hvis de bare skal ligge der og rådne op alene. I dag skal vi, fordi jeg virkelig, VIRKELIG længes mod sommer, have et indlæg om at fragte familien fra et feriested til et andet. I juli 2009 skrev jeg:

Livet på landevejen

Nu er vi i sommerhuset. Med Verdens Sødeste Svigerforældre og Verdens Bedste Udsigt. Og det er skønt og afslappende det hele.

Dagen startede ellers lidt hektisk. Jeg havde åbenbart valgt at fortrænge, hvor længe det kan tage at pakke 4 menneskers bagage til 3 ferieuger, som man har brugt en uge på at sprede over 200 m2 hus. 200 m2 hus, som også lige skal lukkes ned på en nogenlunde anstændig måde. Og som skal være aflåst i præcis det øjeblik, begge børn ikke længere kan holde sig vågne, men ikke er nået at blive vrøvlede. Det er en kunst. Men det lykkedes.

Vi nåede det hele og endnu engang piskede sveden af mig i en grad, så det undrede mig, at jeg ikke bliver tyndere. Jeg føler nemlig, at min sundhedsplejerske engang fortalte (som i LOVEDE) mig, at mange kvinder simpelthen svedte efterfødselsfedtet af. Jeg sveder som et svin these days, men er stadig efterfødselslasket. HVORFOR?

Nå, men så havde vi kørt omkring 300 meter og gjorde holdt på tanken for at hente drikkevarer, fordi vi jo var blevet ret dehydrede af alt det sveden. Og mens Peter spurtede ind efter forsyninger og regnen piskede og Oscar beklagede sig over ondt i hovedet, kunne jeg høre en stønnen. Den blev højere og højere og først, da den yoghurt-agtige lugt ramte mig, gik det op for mig, at Sofus sad og lavede skid, som Oscar ville sige. Det føles næsten som om, han KUN kan skide i autostolen, den lille, og jeg må altså sige, at jeg ikke ligefrem er tilfreds med den ordning. Men han måtte jo alligevel skiftes, mens Oscar hele to gange nåede at trykke så hårdt på sin juicebrik, at han sprøjtede juice helt op i øjnene og i stedet for hovedepine begyndte at beklage sig over sviende øjne. Og jeg grinede lidt manisk i stedet for at bliev sur, fordi det hele alligevel efterhånden var blevet noget af et cirkus, som jeg overhovedet ikke kunne overskue at forholde mig modent til. Efter næsten 30 minutter forlod vi så endelig byen.

Og børnene viste sig så at være SÅ fantastiske, da vi endelig kørte afsted. Sofus sov næsten samtlige tre timer. Oscar skiftevis sov og så dvd, men sagde nærmest ikke en lyd. Så vi fik rigtigt snakket, Barnefar og jeg.

Men der var tæt trafik og gang i den ude på vejene. Og man glemmer virkelig, hvor mærkelige folk er. Og husker pludselig, hvor farligt det også kan være ude i trafikken. På turen nåede vi både at opleve (andres) fuldstændig hacarderede kørslen, optræk til road rage, en bedstefar i en kæmpe Mercedes, der sad og røg pibe med sit lille barnebarn på bagsædet og vinduerne lukkede (jeg ønskede lige der brændende, at det stakkels barn brækkede sig ud over hele læderindtrækket, så Grumme Besse ville få en lærestreg), en der næsten kørte over i vores vejbane imod os og i fuld fart. Og jeg må indrømme, at jeg faktisk altid er utroligt lettet, når vi når fra a til b uden en skramme. Folk er jo fuldstændigt uansvarlige.

Og nå ja, så oplevede jeg også noget, der fik mig til at føle mig en lille smule gammel. Herude på landet er det øjensynligt stadig meget moderne med olietønde-kværne og andre påhit til pebersvende og -møer, og da jeg havde set adskillige af dem, slog det mig, at mit fokus pludselig var skiftet. Tidligere, når jeg så sådan en omgang, tænkte jeg altid, at det var lidt synd for de gamle stakler, der havde nået at runde de 30 uden at slå sig til ro med ægtefælle og hele udtrækket. I dag tænkte jeg hver gang, vi passerede et hus med tillykke-tønder i indkørslen, at den pågældende fødselar da OVERHOVEDET ikke var gammel nok til at bo i et hus helt alene. Hvornår fokusskiftet skete, ved jeg ikke, men det er da faktisk lidt uhyggeligt, ikke? Altså, at man pludselig selv er sådan en gammel stakkel, der synes, at det da også er alt for galt, at folk på 30 år bor alene i et hus. Hvad skal det da ikke ende med, at jeg går rundt og synes? Jeg spørger bare.

Skriv en kommentar

Flyttekort

Når jeg indimellem holder en pause fra tasterne her på maminka, læser jeg rigtig mange andre blogs. Og der er bare så sindssygt mange gode, spændende og sjove blogs derude. En af dem, jeg godt kan lide, er Lis’. Lis er et kreativt orakel (I’m not kidding), mor til tre små piger og damen bag Karlssons Klude. Og så er hun lige flyttet. Blog altså. Hun er nemlig så super sej, at hun er en af de fire professionelle bloggere, der har fået et hjørne af Trendsales til deres blogs. Hvis du også vil følge Lis og hendes bloggerier om familieliv og kreative sysler, så er det fra nu af her, det sker.

1 Kommentar

Ugens opskrift: Morten og Ninka Mauritsons kalkun

Morten og Ninka Mauritson/Kernesund Familie, journalister, ildsjæle og forældrene i Danmarks mest kendte kernesunde familie, der i øvrigt består af Bertram og Melvin. Morten og Ninka har sammen og hver for sig skrevet adskillige bøger, heriblandt Dagbog over mine deller, Far for første gang og kernesund bøgerne (Kernesund familie – sådan!, Kernesund økomad, Kernesund familiefitness, Kernesund mad og e-bøgerne Kernesunde madpakker samt Kernesund jul). Vi er glade for, at Morten og Ninka har været så søde at dele nogle af deres lækre opskrifter med os på maminka, for selv om vi måske ikke alle er lige så ihærdige med den kernesunde livsstil som familien Mauritson, kan vi stensikkert alle have stor glæde af deres mange tips, idéer og lækkerier.

Super lækker kalkun med fyld

Super lækker kalkun med fyld

 

Kalkun med labert fyld

Til 12-15 personer

En kalkun på 3-4 kg

8 tørrede figner

1 dl vand eller æblemost

50 g quinoa

1 citron

2 appelsiner

1 frisk chili

1 spsk frisk, reven ingefær

25 g kokosmel

3 spsk jordnøddesmør

Salt og peber

 

- Sæt fignerne i blød i vand eller æblemost i ca. 1 time, eller gerne natten over.

- Skyl quinoaen i koldt vand, og giv den et opkog sammen med fignerne og iblødsætningsvandet.

- Riv den yderste skal af 1 citron og 2 appelsiner med et juliennejern, ½ spsk i alt, og pres saften ud. Gem den tomme appelsinskræl. Den skal bruges som prop i fuglen, når den er fyldt.

- Hak chilien uden kerner. Bland alle ingredienserne godt sammen, og fyld det hele i fuglen. Prop den med den tomme appelsinskræl.

- Læg kalkunen med brystet nedad i en bradepande med 3 dl vand.

- Steg ved 130 grader i 3-3½ time. Når halvdelen af stegetiden er gået, vender du stegen om. De sidste 20 min. steges den ved 180 grader.

- Server med mormorsovs, kogte kartofler og spinatsalat med bananer.

Sådan laver du mormorsovsen

- Hæld skyen fra bradepanden gennem en sigte, ned i en gryde, skyl evt. bradepanden med lidt kogende kartoffel/grøntsagsvand for at få det hele med. Hvis der er meget fedt, skummes det væk, men der skal være lidt tilbage.

- Jævn sovsen med majsstivelse eller kuzu, der er rørt op med lidt koldt vand, og smag til. Hvis den skal være mere brun, så tilsæt ½ tsk kakaopulver, eller til kuløren er passende. Skal den være mere sød, så tilsæt ½ tsk abrikospuré. Hvis den er for stærk/kedelig: 1 tsk citronsaft, æbleeddike eller balsamico eddike kan gøre underværker, men brug endelig kun en af delene.

 

Opskrift og billede fra Kernesund Økomad.

Skriv en kommentar

Mig & Moderskabet: Interview med Louise

Nu har maminka fået en poesibog. Altså sådan en bog med standardspørgsmål, som jeg så inviterer andre mødre til at udfylde. Fremover vil jeg nemlig under overskriften Mig & Moderskabet bringe en række interviews med interessante damer, som også har noget at sige om moderskabet af den simple årsag, at de – udover en masse andet – er mødre. Som det sig vist nok hør og bør starter jeg selv med at udfylde en side i den virtuelle bog, inden jeg i næste uge sender stafetten videre til en af de rigtige gæstestjerner.

Facts: Louise, 30 år, gift med Peter og mor til Oscar på 3 og Sofus på 1. Uddannet cand.mag. i dansk og psykologi og bestyrer af www.maminka.dk. 

Hvad har det på det personlige plan betydet for dig at blive mor? Moderskabet har bl.a. lært mig, at verden er mere nuanceret, end jeg ellers gik og troede. Jeg er blevet mere rund forstået på den måde, at jeg ikke længere bruger så meget negativ energi på at være smålig, fordømmende og forarget. Både, fordi jeg ikke har tid, men også fordi jeg har fået en bedre evne til at forsøge at sætte mig i folks sted og tro på, at de har deres grunde til at handle, som de gør. Derudover har det betydet, at jeg er blevet en del af et usynligt fællesskab med andre mødre, hvilket har givet mig nogle virkelig fantastiske relationer. Endelig er jeg blevet endnu mere hudløs og ængstelig, end jeg var før, fordi det bare er det vigtigste af alt, at mine børn har deres forældre, og at vi forældre har vores børn.      

Hvad er du som forælder rigtig god til? Først og fremmest synes jeg faktisk, jeg er ret god til at fortælle og vise mine børn, at jeg elsker dem. Jeg er god til at give dem nærhed og tryghed og til at vise dem, at ingen følelser er så slemme, at vi ikke har plads til dem. Jeg synes også, jeg er god til at tale, grine og opleve med mine børn og til at se, hvem de er og tilpasse vores liv derefter uden at være rigid i forhold til at fastholde mine egne idéer om familielivet. 

Hvad synes du, er det allermest udfordrende ved at være mor? Helt generelt så er det helt klart det med opdragelsen, der er det mest udfordrende for mig. Bevidstheden om, at alt har konsekvenser, men at man ikke har nogen facitliste. Især i forhold til at have et barn i 3-års alderen bliver jeg ofte usikker på, hvad det rigtige svar er, fordi tingene ikke længere er så åbenlyse som i babytiden. Jeg synes, det er svært at finde en strategi, der både levner plads til det, man tror på og det, der åbenlyst virker. Det er udfordrende at bevare overblikket og den skråsikre tro på, at man har styr på lortet. Jeg synes i virkeligheden også, det er en stor, STOR udfordring at finde balance i tingene, så man føler, at både børn og voksne får tilstrækkeligt. På det personlige plan er en af mine udfordringer at blive bedre til at være mere nærværende – at være mere til stede i nuet. Jeg er slem til hele tiden at være på vej et andet sted hen i tankerne eller til at kede mig hurtigt. Det er noget, jeg konstant øver mig på at blive bedre til.

Mange oplever, at det kan være svært at holde fast i og få plads til sig selv, når børn pludselig bliver en del af livet. Hvordan oplever du det, og hvad gør du for ikke at glemme den, du også er? Jamen, jeg synes, det kan være rigtig svært at huske mig selv og mn familie på, hvem jeg også er bagved Mor og Kone. Jeg forsøger at prioritere at lave noget, der gør mig glad, når børnene sover, så jeg ikke kun er en servicemor, der sidder hjemme og lægger vasketøj sammen uden mulighed for at udleve mine personlige drømme. Jeg forsøger også at sætte tid af til kærestetid hver måned, så min mand og jeg løbende kan genopdage os selv og hinanden, holde i hånd og tale lidt dybere end ‘hvad har du lavet i dag-stadiet’. Derudover synes jeg, at det giver en masse plads til mig at have et arbejdsliv, hvor kollegerne ser migmig og ikke mormig.

Fuldend sætningen: Før jeg fik børn, vidste jeg ikke at det kunne være så hårdt og svært at have børn, selv om man knuselsker dem og er lykkelig for livet med dem. Jeg vidste heller ikke, at man kunne bekymre sig om så mange små og store ting så ofte. Jeg bekymrer mig pludselig om ting, jeg ikke anede, kunne være et problem.

Hvis du kunne vælge én ting, alle forældre burde have, hvad skulle det så være? Aflastningsvillige bedsteforældre (eller andet netværk) i nærheden! Det er altså intet mindre end fantastisk, og det burde følge med børnechecken. Jeg siger nogle gange til mine svigerforældre, der hjælper os hver evig eneste uge, at det er ægteskabsforlængende med sådan nogle som dem i baghånden. Og det er sandt, i det mindste i vores tilfælde, for det har godt nok sparet os for mange diskussioner, sammenbrud og logistiske vanskeligheder, at de har stået deromme i baggrunden, parate til at træde til i det øjeblik, vi så meget som tænkte på at pippe hjæææælp.

5 Kommentarer

Livets store spørgsmål

Lige nu kan jeg simpelthen ikke regne den ud. Hvad er værst: At hele familien er syge en uge på samme tid, eller at vi alle snupper en uge i forlængelse af hinanden? Jeg spør’ bare.

1 Kommentar

Gæsteblogger: Anna Skyggebjerg

Anna Skyggebjerg, magister i litteraturhistorie og forfatter til bøgerne Super Mor. Smutveje for enlige mødre – og andre seje kvinder, der vil have en nemmere hverdag og Zen for mødre. Åndehuller du vil nyde, i en hverdag du vil elske! Anna er mor til to børn, en dreng og en pige. Jeg synes , at Anna er verdensmester i positiv livsanskuelse, og hvis du også har lyst til at blive smittet af hendes glæde ved de små ting i livet, anbefaler jeg, at du slår et smut forbi hendes blog her

Zen og Familiemedaljen

”Zen for mødre” er et katalog over alle de Zen-fyldte ritualer, der giver en bedre hverdag hjemme hos os. En hverdag med mere ro og fordybelse. Med flere af den slags dybe vejrtrækninger, der får os til at mærke, at der er et stille center inden i.

De aller bedste ritualer vil jeg give videre her på bloggen. Både nogle af dem, der er for børnene og mig, og nogle af dem, der giver mig ro, når børnene er puttet, og jeg har ti minutter helt for mig selv. For eksempel det her, som – indrømmet – nok er mest egnet, hvis dine børn er mindst 3 år:

Hos os har vi en Familiemedalje. Helt konkret er det en medalje af papir, som børnene har lavet. Og hvorpå de har skrevet navnet på vores families hold. For vi har nemlig også et særligt navn, som ikke er vores efternavn (”Team Skyggebjerg” lyder ikke rigtigt cool, synes jeg), men et andet, vi selv har fundet på. Jeg har lovet Elise ikke at sige, hvad det er, for hun synes, det er pinligt. Men hvis jeg nu siger, at det er noget med Zen…

Familiemedaljen bliver under stor højtidelighed uddelt til et medlem af familien, som har gjort en særlig indsats for os som hold. En, som har tænkt  ”vi” i stedet for ”jeg”. En, som har tænkt lidt Kennedy’sk: ”Ask not what my family can do for me, but what I can do for my family.” Sammen med familiemedaljen, talen og klapsalven følger også en lille ting, der står på spisebordet hos den, der er indehaver af medaljen.

Sådan et ritual er med til at skabe holdånd: En bevidsthed om, at vi alle er vigtige for familiens trivsel. Og det er stærkt motiverende for at få børnene til at lære at ”tænke med”. For de vil jo gerne have medaljen! Men er der noget Zen i det, spørger du nok? Nej ikke direkte, men indirekte er der. For når man lærer børnene at tænke med og deltage i at få hverdagen til at fungere, så bliver der mere tid til de Zen-fyldte pauser. Jeg garanterer!

1 Kommentar

Hip hip hurraaaaa

Ved I, hvad jeg lavede for præcis et år siden? Nej? Nåm, der indrammede jeg et billede (spændendespændende). Mest fordi jeg håbede på, at lidt fysisk arbejde gad sætte lidt skub i de småveer, der dukkede op i ny og næ. Og som ikke blev til en skid af sig selv. For præcis et år siden var jeg tre dage over tid, havde bedt Peter blive hjemme fra arbejde og farmor om at hente den lille klovn, jeg havde sendt afsted i vuggestue om morgenen (det var nemlig fastelavn – kunne ALDRIG finde på at kalde mit barn for en klovn ellers. Overhovedet). Derfor SKULLE jeg bare føde den dag. Og det gjorde jeg også.

Kl. 19.53 kom Sofus til verden på Hvidovre Hospital, hvilket var ret så heldigt af flere årsager. Heldigt, selvfølgelig, fordi vi fik lige præcis ham, og heldigt, at det blev på hospitalet og ikke derhjemme eller på motorvejen, for da Naturen endelig besluttede sig for, at det skulle være, gik tingene godt nok stærkt. Derfor er der heller ikke så meget at huske fra selve fødslen. Til gengæld glemmer jeg aldrig, da vi nogle timer senere lå og kiggede hinanden dybt i øjnene, Sofus og jeg. Han har og havde milde, dybe øjne, og jeg havde på fornemmelsen, at han havde styr på tingene og tiltro til mig, selv om vi var helt nye overfor hinanden. Måske blev jeg lidt intimideret ved tanken om, at jeg da så virkelig ikke måtte fucke med det lille menneskes store tiltro, måske følte jeg, at jeg med næb og klør blev nødt til at beskytte det lille, milde væsen mod alverdens ondskab, for jeg blev i hvert fald nødt til at hviske fortroligt til ham, at jeg svor, at jeg ville passe på ham og gøre mit allerbedste for ham til evig tid. Jeg gør det ellers ikke normalt så meget i det der med at hviske.   

Og her kunne jeg skrive en masse sentimentalt om Sofus og livet med ham. Og jeg ville gøre det, hvis ikke det var, fordi jeg er så meget midt i det, at jeg bare flyder med uden at tænke så meget. Men vi elsker ham så utroligt højt, den lille glade dreng. Dét kan jeg da i hvert fald skrive. Vi voksne selvfølgelig, men isærdeleshed også Oscar. Hvad jeg ikke vidste, før vi fik Sofus, var, hvor enorm lykken føles, når man ser sine børn grine sammen. Så giver alting pludselig mening, og man ved, at de to, de har hinanden, hvis de ønsker det. Og at de to, deler historien og forståelsen af det liv, de er født ind i. Det er en tryghed. I det hele taget, synes jeg, at Sofus’ ankomst - uagtet, at flere børn er flere bekymringer - har givet mig og min lille familie en større ro og en større tryghed. Selv om han stadig er så ny, føles det på mange måder som om, han har været her altid. Han hører i hvert fald til her, nøjagtigt lige så meget som vi andre, der har været her længere. Og når det er sagt, så er jeg på en eller anden måde også helt og aldeles forundret og på røven over, at der allerede er gået et helt ÅR?!

I dag er det Sofus’ fødselsdag, og vi er så heldige, at vi får lov at fejre den med ham. Vores held vil være fuldkomment, hvis vi får lov at fejre rigtig mange fødselsdage med ham. I det næste år, vil jeg huske at nyde ham endnu mere, for årene har det jo med at gå så stærkt, så stærkt, og der er så mange ting, man skal suge til sig, mens man kan. Lige om lidt bliver han også 2, 3 og 15 år og kan og vil nogle helt andre ting end lige nu, hvor han stadig helst vil sove til middag på forældrenes maver og griner stort gennem sine seks tænder, hvis man laver skøre ansigter. Lad os bare blive enige om, at den slags forhåbentligt og formentligt er anderledes i 15-års alderen.

Hvis jeg i ny og næ bliver vemodig over tidens hastige gang, så sætter Oscar i hvert fald pris på den: At Sofus bliver ældre betyder jo, at han nærmer sig sin storebrors niveau. “Tillykkeeeee”, råbte Oscar således spændt i morges, da han kom viftende med flag, “kan du gå nu?” Alle ved jo, at babyer senest lærer at gå, når de bliver et år, og det er altså en færdighed, Oscar venter med længsel på, at hans lillebror mestrer til perfektion. Indtil det sker, nyder vi bare.

Tillykke til Sofus. Og tillykke til os, fordi vi fik ham.

(Billeder senere, når jeg vender tilbage til egen computer).

7 Kommentarer

Meet the Tornados

I går var vi til min ene søsters fødselsdag. Der var lækker brunch i lækker, ren lejlighed. Der var voksne uden børn. Og så var der os. Mig og Drengene. Og forstå mig ret; det var pisse hyggeligt. Selskabet, lejligheden, maden. Det eneste er bare, at jeg nogle gange føler, at vi så er dem, der bidrager med kaos (som om, det var efterspurgt). Vi er lidt som en tornado, der hvirvler voldsomt ind af døren, hærger rundt en tid for til sidst af hvirvle videre igen lige så pludseligt, som vi kom. Jeg kan kun alt for godt forestille mig, hvordan det øvrige selskab ser ud i ansigtet, når vi har forladt bygningen.

Men altså: Børnene var faktisk utroligt søde og rolige i går. De var glade og tilfredse, og det lykkedes os endda at putte Sofus i hans Voksi på gulvet under festlighederne. Alligevel kunne jeg godt mærke, at det der med børnelivet virker som en stor mundfuld for det resterende selskab, der endnu ikke har børn. De var super søde og forstående, men de synes vist, at det hele virker lidt vildt og hårdt. Og jeg forstår det godt. Det kan godt være, at der findes børn, der kan finde ud af at sidde tavse og spise mad i timevis, mens de voksne snakker, men mine er ikke nogle af dem. De vil ses, høres, leges med, have dit, dut og dat. De skal fanges, kravles efter, tørres, skiftes, puttes og dikkes. De skal pakkes ud af tøjet, ind i tøjet, op og ned af møbler. De er med andre ord helt normalt krævende, og det betyder bare, at vi praktisk talt ikke er at finde samlet på noget tidspunkt under sådan et 3-timers besøg. Og da slet ikke ved bordet.

Når vi ligger der på gulvet og roder eller vælter rundt efter børnene for at undgå at hærge alt for meget, ja, så længes jeg indimellem mod en tid, hvor vi alle er småbørnsramte. Ikke for, at de andre ’selv kan se, hvad jeg sagde’, men fordi jeg jo rigtig gerne vil tale med de søde mennesker og være andet end bare til besvær. Være andet end den ene fjeredel af Tornadoen fra Drengehjemmet. Jeg forestiller mig, at det trods alt føles mere okay at være en tornado, hvis man kan hvirvle i flok med andre.

5 Kommentarer

Terningedamen – afsløring af vinderen af Fossflakes Babyskies

Associationsrække.

I går kl. 20 forskansede jeg mig på badeværelset. Bevæbnet til tænderne med velværeprodukter og god tid. Under det lange, varme bad og de lækre plejeprodukter forplantede der sig en lethed og friskhed i mig. Jeg sang og blev i godt humør og kom til at tænke på alle de mange, mange gange før denne, jeg har gået i bad lørdag aften for at gøre mig klar til en bytur. Nu var det ikke ligefrem, fordi jeg orkede at tage i byen, men der er nu noget spændende og forventningsfuldt forbundet med at gøre sig klar en lørdag aften, inden man skal ud. Og da jeg stod der og tænkte, dukkede der pludselig en bestemt bytur op fra lageret. Hvorfor lige denne, ved jeg ikke, for det er hverken den bedste eller værste bytur, jeg har haft. Måske bare en af de mest uforudsigelige. For lige præcis den aften lod vi terninger bestemme ALT. Sikkert ikke sådan klassisk sjovt, men jeg var ung, kåd og rastløs, og meget kan man sige, men det med bare at overlade beslutninger til terninger er jo (udover smådumt) en helt særlig form for spændende. Og det var en sjov aften. Det var det altså. Og sjov og spændning er lige, hvad jeg har brug for nu. Til lodtrækningen om topmadrassen over alle topmadrasser: Fossflakes Babyskies.

Derfor mine damer og min ene herre, skrev jeg, efter at have forsøgt at peele de overflødige kilo og den kroniske træthed af OG skyllet efter med både brandvarmt og iskoldt vand, alle jeres lodder ind på ét stort stykke papir, som jeg lagde på gulvet. Derefter stillede jeg mig op på sofabordet (måtte man nemlig også gerne i mine unge, kåde dage) og plumpede terningen ned på papiret (undskyld, underbo). Spændende var det. Og det føltes faktisk også lidt festligt.

Alt det bare for at sige, at terningen besluttede, at vinderen er…

019

 

… En fugl i hånden. Stort tillykke! Må det lille, heldige menneske, du forærer madrassen til blive glad og tilfreds. Tænk at begynde sit liv med sådan en luksus. Hvis du sender mig en mail (mail@maminka.dk) med dit fulde navne og adresse, sørger jeg for, at du får madrassen tilsendt.

Og nå ja, P.S. Der var lidt tvivl om det med lodderne. Alle, der har skrevet en kommentar og har tilmeldt sig som eller allerede er fast læser, har fået et lod for det også. Så ingen er blevet forfordelt eller noget :-).

1 Kommentar

Sidste chance for at deltage i give away

Husk, at det er i aften kl. 20.00, muligheden for at deltage i konkurrencen om lækker Fossflakes Babyskies topmadras/legeunderlag/voksiposeindlæg udløber. Vinderen afsløres i morgen.

God weekend, folkens.

Skriv en kommentar

En fra gemmerne: Når mor er for uhyggelig

Der var engang, hvor jeg havde en anden blog, men nu har jeg maminka. Med maminka fulgte nye og flere læsere (jubii), og derfor har jeg tænkt mig indimellem at trække et af de gamle indlæg op fra gemmerne. Det er jo næsten en skam, hvis de bare skal ligge der og rådne op alene. I dag skal vi have et indlæg om at gøre sine børn bange, uden at man opdager det, fordi man har så travlt med sit eget ‘projekt’. I august 2009 skrev jeg:

Om hvordan man skræmmer livet af sine børn uden at vide det

Jeg er i al beskedenhed utroligt god til at læse børnebøger højt. Det har jeg altid følt mig helt sikker på. Jeg lever mig meget ind i teksten og prøver at følge forfatterens flow. Og skal jeg sige det selv, så føler jeg faktisk – når jeg slår mig helt løs – at det kan lyde nærmest kunstnerisk. Jeg har heller aldrig høstet andet end begejstring for min kunnen. Hverken fra andres børn eller egne. Men nu er der sket noget, som alligevel har fået min selvsikkerhed til at ryste en lille smule.

Forleden fik Oscar en gave af sin farfar. Det var en bog, og vi elsker bøger her i Drengehjemmet, så vi blev glade. Den var af Ole Lund Kirkegaard. Jeg elsker Ole Lund Kirkegaard. Farfar, der havde købt bogen, elsker (vist nok også) Ole Lund Kirkegaard. Med den arvemasse forestillede jeg mig også, at Oscar ville elske Ole Lund Kirkegaard. Også, fordi han engang, en lørdag aften, hvor vi alligevel ikke kunne tvinge ham i søvn, fik lov at se Gummi Tarzan i fjerneren og stadig taler begejstret om den. At bøgerne måske i virkeligheden er mere til ældre børn, tænkte jeg ikke videre over. Tænkte – hånden på hjertet – snarere, at jeg med mine oplæsningsevner, kunne forvandle selv Dostojevskij til noget, som Barnet (og alle andre børn!) ville suge til sig. Så en tilpasning af Ole Lund Kirkegaard? Piece of cake.

Så vi læste, Oscar og jeg. Jeg fandt en god rytme, levede mig ind i personerne og smilede stolt af mig selv. Jeg bemærkede godt, at Oscar lukkede øjnene, og tænkte, at han nød det. Så lagde han hænderne for ørene og så sig nervøst rundt og ville pludselig ikke høre mere. Han faldt efter adskillige påhit for at trække tiden inden søvnen i søvn. Efter 1½ time. Han sov kort, vågnede og var ked af det og kom derefter ind i vores seng og sov videre.

Næste dag spurgte han interesseret til bogen. Mange gange. Og allerede her burde jeg måske havde regnet ud, at det kunne være et tegn på, at den havde gjort et lidt for stort indtryk. Jeg har jo trods alt gået til psykologi (som i henne på uni) og alt det der. Om aftenen insisterede han så på at fortsætte oplæsningen af Den Nye Bog, og efter at have afslået et par gange, lod jeg mig overtale. Det samme gentog sig. Lukkede øjne. Hænderne for ørerne. Forsøget på at vinde tid inden søvnen. Og denne gang ville han endda også sove med hovedet under dynen. Så fattede jeg det. Endelig. Og det rystede barn fortalte, at han synes, det var uhyggeligt. Bogen var uhyggelig. Værelset var uhyggeligt. Lyset skulle tændes igen. Og han ville sove hos os. Han græd. Så jeg bar ham ind i soveværelset og skammede mig over, at jeg havde gået så meget til den i min oplæsningsiver (for bogen havde altså overhovedet ikke været uhyggelig, hvis det ikke havde været for den heftige indlevelse, tror jeg) og over, at jeg ikke havde set præcis hvor bange, han var.

I dag er det tredje dagen, og han ligger lige her ved siden af mig og sover. I vores seng. Bogen har jeg gemt væk i et lille stykke tid (så ingen af os bliver overmodige lige med det samme). Sammen med noget af min selvsikkerhed. Hvis det er nogen undskyldning, så tror jeg, at jeg har det fra min far, det med oplæsningen. Da jeg var barn, havde han, min ene søster og jeg et lokalbørneradioprogram (den var lang, hva?) hver søndag. Der var nærmest ingen lyttere, og drillesyge sjæle påstår, at de få der var, slukkede for os, når min far havde læst højt af lige netop Ole Lund Kirkegaard et stykke tid. De kedede sig, ville onde tunger vide. Men jeg ved, hvad det drejede sig om. De var selvfølgelig pissebange. For er der nogen, der kan læse en ond Ole Lund Kirkegaard, så er det mig og min far. Åbenbart.

Skriv en kommentar