Jeg tænker meget på kage for tiden (come on, jeg er TRÆT!). På dejlig mad i det hele taget faktisk. Jeg tror, I kender det selv. Og derfor skulle jeg heller ikke betænke mig længe, da jeg blev tilbudt at forkæle en af jer læsere med et gavekort til Kvickly på 500 kr. Ja, 500 gode, danske kroner. Fordi de holder fødselsdag og i den anledning har besluttet at forkæle kunderne. Ikke dårligt, hvis I spørger mig. Her er, hvad de selv skriver:

“Konkurrence: Kvickly giver fødselsdagskagen!

Lune boller fra bageren, frisk frugt, lækker lagkage, guf, flag og balloner i lange baner – vil du ikke gerne byde dine fødselsdagsgæster velkommen med det? Kvickly fylder år og fejrer den store dag ved at give dig muligheden for at vinde et gavekort til fødselsdagsgodterne.

Kvickly har fødselsdag, og det fejrer varehuskæden bl.a. med en række unikke foto-events i 16 udvalgte varehuse over hele landet. I kan få taget et sjovt foto af hele familien, hvor I svæver i en luftballon over de egyptiske pyramider, den kilometerlange kinesiske mur eller pragtfulde Paris. Professionelle fotografer og grafikere står klar til at sørge for, at det bliver et billede helt ud over det sædvanlige! Se på www.facebook.com/kvickly eller kvickly.dk, hvor der er fotoshoot i nærheden af dig.

Gaverne går til kunderne
Vanen tro fejrer Kvickly sig selv ved at forære kunderne alle gaverne, og der vil de næste tre uger være både gratis morgenbord, giveaways, vilde tilbud, ballonjagt for ungerne og masser af skønne smagsprøver – men lige her kan du og din familie vinde et gavekort på 500 kr. til jeres lokale Kvickly. Så skulle der i hvert fald være råd til at byde gæsterne på den ultimative fødselsdagskage!”

For at deltage i konkurrencen om gavekortet på 500 kr. skal du bare lægge en kommentar til indlægget her senest tirsdag den 22. maj. Vinderen offentliggøres onsdag den 23. maj.

Og P.S. Man behøver jo ikke at bruge pengene på kage…

“Går det godt?”, spørger alle. Og ja, det gør det. Selve det med at have tre børn går faktisk over al forventning. Der er nogenlunde styr på det praktiske og logistiske. Følelsen af tre er fantastisk. Oscar og Sofus er så glade for Sigurd, og Sigurd selv er på rigtig mange måder ganske nem at have med at gøre. Men han skriger. Skriger, skriger og skriger. Skriger sig hæs, varm og udmattet, og det er så sindssygt ubehageligt på alle mulige måder.

Det har været sådan et par uger nu. Flere timer om dagen skriger han helt utrøsteligt, og det kræver virkelig sit af mig. Mentalt, selvfølgelig, men også fysisk. Min ryg er smadret af at bære ham rundt, jeg er ubeskriveligt sur og træt, fordi jeg ikke får hvilet, og jeg har fuldstændig mistet lysten til at være sammen med andre, fordi det bare er så skide stressende at være sammen med andre end familien, når Sigurd er så ulykkelig så længe.

I dag skal jeg til mødregruppe for første gang, og jeg gider helt ærligt ikke. Jeg orker ikke engang at tænke på, at jeg måske må gå igen, før vi overhovedet er kommet ind ad døren, og jeg er så træt, at jeg ikke føler mig i stand til at føre en samtale. Jeg håber inderligt, at gråden snart aftager, og priser mig indtil da lykkelig over, at børnene tager situationen i stiv arm, og at vi ikke længere bor i vores gamle lejlighed med radiatorbankende underboer. De ville uden tvivl slå hul i gulvet i arrigskab over et barn, der skriger flere timer om dagen.

Jeg er typen, der elsker ramasjang, fest og farver. Jeg er lykkelig, når der sker noget, og når jeg er omgivet af liv og glade dage. Men der er også hverdagslykken. Den langsomme lykke, der ikke er fremkaldt af noget som helst festligt, men bare vælter ind over en, fordi man pludselig åbner øjnene og ser, hvor vidunderligt der er. Lige der midt i hverdagslivet. Sådan en dag er det i dag. Oscar er hjemme med ondt i halsen, og den står på langsommelighed, fordybelse, snak og hygge. På moster-besøg, Anders And blade, legobygning, krea projekter og kamille te med honning. I lige det tempo, vi har lyst til. Og så står den på nydning. Af Oscar. Han er så stor, sød, sjov og klog, min ældste søn, og jeg elsker at tilbringe dagen med ham. Det er (også) lykken.

Når man har født tre børn på fem et halvt år og måske ikke ligefrem havde vaskebræt i forvejen, ja så går der ligesom lidt tid efter fødslen, indtil maven har trukket sig sammen. Jeg har tabt mig de første 10 af i alt 20 kilo, men jeg glæder mig, til lår og mave atter ligner sig selv og ikke en gammel ballon, som luften er feset halvvejs ud af. Men det kommer – anstrengende nok – ikke af sig selv. Så jeg går og går og går. Og jeg forsøger at takke nej til (usundt) mad og drikke, som jeg ikke decideret føler, jeg har behov for. Og selv om jeg ved, at det kun er godt og vel fire uger siden, jeg har født, og at det nok skal komme, er jeg utålmodig efter at ligne mig selv igen. Dog ikke så utålmodig, at jeg ikke – på de ekstra trætte dage – fantaserer om fede og søde fristelser i lange baner. Dem af jer, der følger med på Facebook, ved allerede, at jeg f.eks. i går sukkede efter kage. Men jeg holdte stand. Indtil aftensmaden, hvor der på mirakuløs vis var en hel squash til overs fra madlavningen. Når man craver kage, kan den slags kun tages som et tegn på, at man bør svøbe den ind i sukker, fedt og krydderier, så det var præcis, hvad jeg gjorde. Tænkte: “Jeg bruger sgu en af mine 6 om dagen i en kage”. Smart, syntes jeg i går. Dumt, tænkte jeg, da jeg vågnede i morges. Men kagen blev god, og jeg vil gerne dele opskriften, mens jeg håber, at mit vaskeskind, uden at jeg rører en finger, forvandler sig til et vaskebræt.

DU SKAL BRUGE

3 æg

375 gram sukker

325 gram mel

2 tsk bagepulver

½ tsk. salt

Kornene fra en vaniljestang eller 2-3 tsk. vaniljesukker

5 tsk. kanel

2½ dl olie

1 groftrevet squash

Nu havde jeg travlt med at få bikset kagen sammen og havde heller ikke alt ønskeligt i skabene, men man kunne også med fordel have tilsat revet gulerod, hakkede nødder, rosiner og/eller lidt kardemomme.

Jeg pyntede kagen med en chokoladeglasur (lavet af smør, flormelis, vand og den stump af den mørke chokolade, jeg ved et tilfælde ikke havde spist). Den kunne dog også gå med hvid glasur, flødeostcreme eller med en klat flødeskum.

SÅDAN GØR DU

Bland æg og sukker godt.

Tilsæt mel,bagepulver, salt, vanilje og kanel.

Bland olien i dejen og tilsæt derefter squash.

Dejen hældes i en lille bradepande beklædt med bagepapir.

Bages midt i ovnen ved 180 grader i 45 minutter til en time alt efter ovnen. Hold øje med den, så den ikke får for meget.

Lad kagen køle af og pynt den med glasur eller creme af flødeost eller anret med en klat flødeskum.

Kære flyttemænd

Det er ikke jer. Det er mig. Eller mest mig. Også lidt jer.

Det er bare det, at når man har en baby og to større børn og en mand, man konstant bruger sin tid på, så bliver man lidt nærig med resterne. Så gider man ikke at bruge den minimale alenetid, man har, på ligegyldigheder. Man planlægger og tilrettelægger og prioriterer, så der indimellem falder et kvarter af her og tyve minutter af der. Dejlig tid, man kan bruge på at tømme hovedet eller blæren. På at spise et måltid med to hænder eller på at tage mascara på.

I dag f.eks. småløb jeg gennem egen bydel og nabobydel for at få overstået mit ærinde, så jeg kunne komme hjem og nå 20 minutters guddommelig kaffetid alene, inden min baby vågnede og den igen stod på amning, skiftning og afhentning af store børn. På madlavning, svømning, vasketøj, madpakker og putning. På snak og tumletid i stride strømme. Derfor blev jeg måske lige lovligt muggen, da I beslaglagde elevatoren, fordi I var for dovne til at bære et billede og nogle spisebordsstole ned ad trappen og dermed lod mig vente i 15 lange minutter, inden jeg kunne komme op i min egen lejlighed med mit (nu kun let sovende) barn.

Jeg kunne godt se på jer, at I blev utrygge, da jeg lavede hønserøvsmund og lukkede røg ud af ørerne, og I blev alle tre musestille, da jeg med skarp stemmeføring startede en sætning med “Sig mig engang…” og “…det kan da virkelig ikke passe…” og “os, der bor her”. Heldigvis kunne I ikke læse i mine tanker, at jeg havde lyst til at skrige højt og tæske jer. Alle tre.

I kunne jo ikke vide, at jeg sover meget lidt og knokler ret meget. Eller at jeg har længtes efter den kop kaffe og min lille stump ingen-baby-på-arm-tid hele dagen. Og jeg blev da også efterfølgende ret flov og turde næsten ikke bevæge mig rundt ude på altanen, før I var kørt. Som sagt. Det er ikke (så meget) jer. Det er mig. Men hold lige fingrene fra min elevator fremover. For jeres egen skyld.

Undskyld.

Jeg har skrevet om det op til fødslen. Jeg har skrevet om det i min fødselsberetning. Nu skriver jeg også om det her. For I vil gerne vide det, ikke? Hvordan jeg oplevede, at Smertefri fødsel-metoden virkede. Hvad jeg tænker om den, nu hvor jeg rent faktisk har prøvet at anvende den under en fødsel.

Som allerede skrevet i mit indlæg om kurset og den daglige træning, var jeg før fødslen meget begejstret for den måde at forberede sig til en fødsel på. Jeg syntes godt om tankerne bag, om materialet og om Anjas måde at formidle på. Og hvad så nu? Efter fødslen. Det samme. Og lad mig fortælle hvorfor. Om lidt.

For var det smertefrit, spørger du først? Det korte svar er nej (og det er jo heller ikke – bare for en god ordens skyld – det, metoden lover). MEN, for der er et men, det var meget, meget anderledes – på en positiv måde – end mine andre fødsler (som ellers også var gode). Selve oplevelsen af smerten var anderledes denne gang. Jeg oplevede først og fremmest, at det gjorde en kolossal forskel, at jeg var den aktive i fødslen. At det var de andre, de stod på sidelinien og lod mig gøre mit. Jeg følte, at jeg var mentalt med under fødslen. Jeg havde mit mentale kort, vidste, hvad der skulle ske, og hvad jeg skulle gøre, hvilket gav mig et overskud og en ro, jeg ikke har haft under mine andre fødsler. I den forbindelse havde jeg rigtig god glæde af det indøvede åndedræt og det mentale billede, jeg havde brugt under den daglige træning. Selv om det ikke var smertefrit, gjorde det en kæmpe forskel i min tilgang til veerne, at jeg havde åndedrættet og det mentale billede.

Som allerede beskrevet i min fødselsberetning blev jeg overvældet af presseveerne og fandt det mest naturligt at bruge en blanding af den presseteknik, jeg havde lært på kurset og den “gode gamle”. Jeg tænkte ikke så meget over det i situationen, men bemærkede, at jeg på grund af både de mentale og fysiske øvelser tilknyttet pressefasen følte mig i stand til at føde. Jeg havde ikke skyggen af tvivl på, at det kunne lade sig gøre at føde barnet, men følte mig både fysisk og mentalt rustet til det. Derfor havde jeg heller ikke på noget tidspunkt følelsen af at føle mig fanget eller blive grebet af panik. Heller ikke selv om jeg aldrig – og heller ikke denne gang – har følt presseveernes komme som en lettelse (andet end fordi man så snart får sit barn i armene).

Også det at have trænet forskellige stillinger viste sig at have stor betydning for min fødselsoplevelse. Jeg synes, det var en stor tryghed og succesoplevelse at have nogle velkendte alternativer, da den første stilling ikke virkede optimalt for mig, og jeg var godt tilfreds med, at det var mig, der var den aktive og foreslog alternativer i stedet for at blive “kostet rundet” i stillinger, man måske ikke føler sig tryg ved.

I det hele taget brugte jeg under fødslen metoden som en slags værktøjkasse, der gjorde mig i stand til fødslen igennem at være klar i hovedet og at have følelsen af at være den styrende. Det var ikke alle værktøjerne, jeg fik brug for på den måde, jeg havde forberedt, men det var en ekstrem tryghed at vide, at de var der og at vide, hvad jeg skulle gøre med dem. Og det er noget af det, jeg tror er vigtigt, hvis man forbereder sig til fødslen med denne eller en hvilken som helst anden metode. Det er vigtigt at vide, at man er godt forberedt, men lige så vigtigt under fødslen af være i stand til at afvige fra metoden, så den passer til ens specifikke fødselsforløb. Jeg tror, at man risikerer at skuffe sig selv, hvis man lægger sig for fast på en helt bestemt måde, tingene skal forløbe på.

Kan jeg anbefale at forberede sig til fødslen med et kursus fra Smertefri fødsel? 100 %. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min fødsel blev markant roligere, nemmere at være til stede i og huske takket være det, jeg har lært på kurset. Og selv om jeg har trænet metoden hver dag i et par måneder, er jeg sikker på, at jeg kunne lære at mestre teknikken lagt bedre, så ikke alene vil jeg anbefale metoden til alle både første- og flergangsfødende, jeg ville også uden tvivl tage endnu et kursus, hvis jeg skulle have flere børn.

Det kan da godt være, at natten ikke bød på særligt meget søvn. Det kan da også godt være, at formiddagen har budt på overvældende meget gråd fra Sigurd. Men når der så falder ro på, og man bevæger dig ud og opdager kirsebærtræernes skønhed og duft, himlens intense farve og mixet mellem byens og forårets lyde, ja, så er alt atter idyl. Så må vi bare håbe, at idyllen varer ved, når jeg senere i dag for første gang helt alene skal hente Oscar i fritidshjem og Sofus i børnehave. Inden Sigurd vågner.

Og ja, jeg mangler stadig, at lægge sidste hånd på indlægget om smertefri fødsel. Det er som om, at familielivet ikke har været indstillet på blogging de sidste par dage. Satser på, at der snarest er ro nok til en lillebitte smule computertid.

Det er onsdag, og jeg er 41+3. Vi har i dag en tid på Hvidovre Hospital til det såkaldte 41+3 tjek. Skuffelsen over endnu ikke at have født er stor, men ved at udvikle sig til en accept af, at jeg nok ikke får den fødsel, jeg har forberedt mig på, men måske ender med at blive sat i gang om søndagen, hvor jeg vil være 42 fulde uger.

Ved undersøgelsen på hospitalet får vi at vide, at babyen har det godt, men at jeg på ingen måde er i fødsel. Der er stadig livmoderhals, og jeg har ikke åbnet mig. Da jeg er flergangsfødende betyder det dog ikke nødvendigvis, at jeg ikke kan gå ud af døren og øjeblikket efter være i fødsel. Jeg finder det ekstremt frustrerende, at ingen kan sige noget som helst om, hvorvidt jeg skal indstille mig helt på en igangsættelse eller ej. På den anden side betyder den manglende klarhed dog også, at der stadig er håb. At det måske ikke bliver en hjemmefødsel er én ting, men jeg har det rigtigt svært med tanken om en igangsættelse. På den baggrund og – selvfølgelig primært – fordi babyen efter alt at dømme har det godt i maven, takker vi derfor nej til, at jeg bliver sat i gang med det samme. Det viser sig nemlig, at hospitalet dagen forinden har ændret deres procedure, således at man tilbydes igangsættelse ved 41+3 i stedet for ved 42+0. Jeg tænker, at det ikke på en enkelt dag er blevet mere risikabelt at gå til 42+0 og vil egentligt gerne se tiden an et par dage, så vi får en tid til igangsættelse søndag morgen.

Resten af dagen sker der intet udover, hvad der er sket de sidste mange uger. Jeg føler mig tung og træt og bristefærdig. Men på ingen måde en fødsel nær. Jeg har jo lige endnu engang fået at vide, at det er sådan, det forholder sig, og er således også endnu engang blevet bekræftet i, at min krops signaler er upålidelige. Derfor er jeg heller ikke overbevist om noget som helst, da jeg – som flere andre gange den sidste måned – kl. 21.30 får småveer. I første omgang fortæller jeg det heller ikke til Peter, for jeg orker ikke at råbe ulv endnu engang. Jeg ser dog mit snit til at øve det overfladiske åndedræt, jeg har lært til Smertefri fødsel og begynder også at tage tid på veerne, som viser sig at være regelmæssige med ti minutter imellem.

Efter ca. 45 minutter indvier jeg Peter i situationen, og vi taler om, hvornår vi evt. skal bede hans forældre om at hente børnene. Vi vil ikke bede dem om at hente, før vi er sikre på, at det er fødslen, der er i gang, men vi vil heller ikke trække den for længe tidspunktet og min historie som turboføder taget i betragtning. Kl. 23 ringer vi for at varsko om, at der nok er noget under opsejling, og vi aftaler, at vi ringer igen, når og hvis børnene skal hentes. Der er stadig ti minutter mellem veerne, som dog er blevet lidt længere. Jeg føler mig endnu ikke helt overbevist om, at fødslen ikke går i sig selv igen, men ringer alligevel til afdelingsjordemoderen kl. 23.30 for at fortælle, at der vist er optræk til noget og for at høre, hvornår jeg skal ringe og bede om at få jordemoderen til at komme. Vi aftaler, at jeg skal ringe igen, når veerne er ca. et minut lange, og der er syv minutter imellem.

Vi går i seng og forsøger at hvile os, men jeg kan ikke sove for veerne og spændingen. Veerne tager til i styrke, og ved 1-tiden er jeg ikke længere i tvivl om, at fødslen nærmer sig, så vi ringer efter Peters forældre. De kommer kl. 01.50, og der er en ganske særlig forventningsfuld stemning. Begge børn vågner på vej ud, og Oscar udbryder et “jubiii”, da han får at vide, at det er i dag, lillebror kommer. Sofus spørger tørt, om han så må lege med ham en dag.

Umiddelbart før afhentning af børnene har jeg igen ringet til afdelingsjordemoderen, som har rådet mig til at gå i seng og ringe igen, når jeg bliver vækket af veer, der gør rigtigt ondt. Vi går i seng igen, selv om jeg synes, det er svært at finde ro, når jeg ligger ned. Jeg er også meget i tvivl om, hvornår vi skal ringe efter jordemoderen, for veerne bider, men ikke så meget, at jeg ikke kan holde det ud. Jeg føler mig usikker på, om det er, fordi jeg arbejder bedre med dem pga. åndedrætsteknikken, eller om det er, fordi de ikke er kraftige nok. Jeg vil hade at have sendt bud efter en jordemoderen, hvis jeg ikke er særligt langt i fødslen, men omvendt ved jeg også, at jeg de to forrige gange er gået fra to centimeter til presseveer på under et par timer. Hvis jordemoderen er op mod en time om at nå frem, er jeg bange for, at hun ikke når frem i ordentlig tid.

Kl. 03.05 ringer vi og beder jordemoderen komme. Jeg tør simpelthen ikke at vente længere. Hun er dog ikke så længe undervejs og står her allerede kl. 03.30. Jeg bliver glad, da jeg ser hende, for jeg har mødt hende til en enkelt konsultation og siden håbet, at det ville være netop hende, der skulle bistå mig ved fødslen. Da jeg nu er helt afslappet, kan jeg pludselig mærke, at veerne måske ikke bider helt så meget, som de bør. Jeg frygter, at vi har ringet alt for tidligt og lufter min bekymring for Charlotte, som jordemoderen hedder. Hun er heldigvis både sød og forstående og fortæller, at det er helt normalt, at tingene går lidt i stå, når jordemoderen er kommet. Hun vil undersøge mig, og så må vi se. Vi skal ikke have det dårligt, hvis hun i første omgang er kørt forgæves. Jeg bliver undersøgt, og ganske rigtigt. Kun to centimeter. Inden jeg mister modet helt, beroliger Charlotte mig dog med, at hun tror, at det pludselig går stærkt. Hun vil blive en times tid og se, hvad der sker, så jeg ligger mig ind i soveværelset og forsøger at slappe af.

Veerne udvikler sig dog hurtigt, og jeg finder i løbet af kort tid ud af, at jeg klarer dem bedre, hvis står op og læner mig ind over køkkenbordet. Præcis som jeg har øvet under min daglig træning. Over den næste time tager de til i styrke, og jeg går rundt i stuen. Selv om veerne efterhånden er meget kraftige, føler jeg, at jeg har god kontrol over situationen, når jeg bruger mit åndedræt, afspænding og det visuelle billede, jeg også har brugt under træningen af Smertefri fødsel. De tre ting sammen, gør veerne overkommelige på en anden måde, end jeg har oplevet ved mine andre fødsler, og selv om det er hårdt arbejde, har jeg alligevel overskud til at småsnakke mellem veerne og til at hjælpe med at gøre nogle af de praktiske ting klar. Kl. er nu 04.40.

På trods af arbejdet med veerne og forventningen til de følgende timer oplever jeg en forbløffende ro. Det er en tryghed at være i vores eget hjem, hvor vi hører den musik, jeg har planlagt, kan gå rundt, som vi vil, og hvor vi selv kan forsyne os med mad og drikke, som vi har behov for. Jordemoderen Charlotte er god til at være til stede på en måde, hvor vi ikke føler os som værter. Hun passer sit papirarbejde og fortæller mig i ny og næ, at hun kan høre, at det går i den rigtige retning. Hun undersøger mig igen og spørger, hvor jeg vil føde henne. Jeg fortæller, at jeg har forestillet mig at føde på sofaen, hvis det kan lade sig gøre sådan.

Kl. 04.55 – midt i en ve – får jeg en presseve. Og kort derefter endnu en kort en. Jeg får mig transporteret fra køkkenbordet, som har været min støtte under vearbejdet, til sofaen, hvor Charlotte undersøger mig og fortæller, at jeg gerne må presse med nu. Jeg har under min daglige træning i Smertefri fødsel-metoden været mest glad for knæ og albue-leje, så jeg forestiller mig, at det er sådan, jeg skal føde. I situationen fungerer stillingen dog ikke optimalt for mig, og jeg vil i stedet prøve at være halvt siddende. Her har jeg mere føling med tingene, men er dog så overvældet af presseveerne, at jeg skiftevis og ret tilfældigt bruger den presseteknik, jeg har trænet og den “gode gamle”. Charlotte er fantastisk til at rose og opmuntre og er lige præcis sådan en type jordemoder, der passer til mine behov. Kl. 05.10 går vandet i en stor skylle. Det er lysegrønt, og normalt ville det betyde, at man ville flytte fødslen til hospitalet, men da hjertelyden er god, og fødslen er så langt, at jeg formentligt har født, inden transporten overhovedet vil kunne nå frem, fortsætter fødslen herhjemme. Der er stadig ro på situationen, og jeg er på ingen måde bange eller utryg. Jeg føler også, at jeg er klar i hovedet og har overskud til både at tage imod instrukser og koncentrere mig om presset, selv om vi er nået til det mest sviende punkt i fødslen.

Kl. 05.27 kommer Sigurd til verden ledsaget af nogle af dagens første solstråler. Jeg trækker ham selv ud, og det er uden tvivl fødslens højdepunkt og præmien for flere timers hårdt arbejde at få lov til selv at tage imod det lille, varme menneske, jeg har passet på i maven i alle de måneder, og som jeg nu skal passe på uden for maven. Der er noget symbolsk i, at jeg selv får lov til at byde ham velkommen, synes jeg. Han kommer op på maven, og Peter klipper navlestrengen over. Både Sigurd og jeg undersøges, mens vi stadig ligger i sofaen. Han er præcis, som han skal være, og jeg er også tip-top og skal heldigvis ikke syes.

Sigurd er netop blevet født. Og ja, jeg har fået lov at lægge billedet på, selv om jordemoderen også er på

I de næste par timer ligger vi i sofaen og beundrer vores nye, lille familiemedlem, mens Charlotte ordner papirarbejdet. Selv om jeg har forberedt mig mentalt på en hjemmefødsel gennem flere måneder, er jeg forundret over, at jeg har født et vaskeægte barn lige der i sofaen. Over at han endelig er her og over, at det kunne lade sig gøre. Jeg er lykkelig og høj og stolt over, at alting gik så godt. Over, at Sigurd er fantastisk, at Peter var en perfekt fødselshjælper, at det var lige præcis Charlotte, der var på vagt, og over at jeg klarede det hele så godt.

Da Sigurd er et par timer gammel, forlader Charlotte os. Da Peter følger hende ud med den kæmpe jordemodertaske, møder han naboerne i opgangen. De kommer med ind og ser nyeste skud på familiestammen, og der er noget helt særligt i stadig at ligge på (det i øvrigt overhovedet ikke spor rodede) fødselsleje og tage imod de første nysgerrige gæster lige i midt sit eget hjem. På samme måde er det en ubeskrivelig dejlig fornemmelse efterfølgende at ligge sig ind i sin egen seng med sin nyfødte.

Om aftenen kommer Oscar og Sofus hjem fra farmor og farfar, og begejstringen over deres nye lillebror vil ingen ende tage. De er begge så omsorgsfulde, stolte og interesserede, at mit hjerte svulmer af lykke over at være mor til netop de tre drenge.

Oscar og Sigurd

Sofus og Sigurd

I mit næste indlæg kan du læse om min samlede oplevelse af fødselsforberedelsen hos Smertefri fødsel nu, hvor jeg rent faktisk har født.

Et døgn var der gået, siden jeg begyndte at føle mig rask. 10 timer var der gået, siden jeg havde taget den sidste omgang antibiotika. I dag skulle være en god dag, vi skulle have Sigurd med over at hente de store børn, vi skulle gå forbi fritidshjemmet, hvor Oscar skal starte på onsdag, vi skulle fejre fredagen med en af børnenes livretter, og jeg skulle endelig ENDELIG vise mine søstre Sigurd efter at have aflyst deres besøg hele to gange pga. den lede brystbetændelse, der gjorde krav på hovedparten af sidste uge. I stedet vågnede jeg som sidste fredag rystende, svedende op med over 40 i feber. Så nu tager vi lige en omgang til med sygdom, underskud og antibiotika. Og endnu en aflysning af søstrenes besøg. Orker virkelig snart ikke mere. Og det gør resten af familien vist heller ikke. Vi trænger til fornyelse.

Nu skal det handle om leg. Mine børn – eller det vil sige de to ældste af dem – har i de sidste par uger slæbt noget ganske bestemt frem og tilbage mellem stue og værelse et utal af gange. De har nemlig fået lov at teste det spritnye bObles tumledyr, Myreslugeren. Kort fortalt er mødet med Myreslugeren uden tvivl starten på et smukt venskab, for de har taget Myreslugeren så varmt til sig, at de op til flere gange har diskuteret særdeles højlydt, hvis tur det var til at lege med den. Og her, påpeger moderen, har Myreslugeren en af sine fordele. Den består nemlig af hele tre tumledyr, der kan stå inde i hinanden, hvilket (udover mere leg for pengene) altså betyder, at stridende søskende kan lege med hver sin del. Netop babuska-princippet gør også, at den ikke fylder særligt meget.

Spørger man Oscar og Sofus, hvad de synes om det nye tumledyr, fortæller de, at det er godt og sjovt. Sofus har bemærket, at Myreslugeren er god til udspringsskammel, mens Oscar synes, den er sjov at bygge huler af, ligesom den fungerer fint som rampe til finger-skateboards.

Som den, der har observeret legen, kan jeg derudover tilføje, at det virkelig har været en fornøjelse at se deres lege med det nye tumledyr. De har brugt den som skammel foran fjernsynet, taburet i køkkenet og til de evige bObles-forhindringsbaner. De har bygget tårne af de tre dele, lavet trapper ud af den og vippet på hovedsageligt den midterste del (de to mindste myreslugere har vippe-funktion). Der har været masser af akrobatiske lege, der stensikkert er gode for deres motoriske udvikling (og i visse tilfælde dårligt for mine nerver), og så syntes Sofus, det var vældig hyggeligt, da jeg viste ham, at de to største dele kan anvendes som bord og stol.

Noget, der har overrasket mig, er, at børnene i forbindelse med testen har leget en hel del kun med Myreslugeren. Normalt ville de med det samme slæbe hele udtrækket af tumledyr frem og blande dem i legen. Jeg har en formodning om, at det er, fordi man i Myreslugeren får hele tre dyr i et, og jeg må sige, at det uden tvivl er det tumledyr, der isoleret set har været flest muligheder og dermed mest leg i.

Myreslugeren, der netop er kommet i handlen, fås i blå, jade, lilla og rosa og koster 899 kr. Du kan finde yderligere information om Myreslugeren hos bObles.

“Tag din temperatur, når Panodilerne er ude af kroppen, så kommer vi ud og kigger på dig, hvis du stadig har feber. Jeg kan ikke udskrive noget, før vi har set dig”, sagde den første lægevagt, jeg talte med. “Vi behøver ikke at se dig”, sagde den anden, da jeg ringede tilbage og meldte om høj feber. Og så udskrev han et brystbetændelse-skrid-præparat. Et præparat, som jeg oven i min i forvejen usle tilstand fik det så elendigt af, at jeg ikke engang kunne bære Sigurd, fordi jeg var så svimmel, at jeg flere gange var besvimelsen nær. “Men det er jo også det helt forkerte præparat. Der er ALT for mange bivirkninger”, sagde den tredje lægevagt, som jeg ringede tudende til på tredjedagen af brystbetændelseshelvedet. Og så sendte han en fjerde lægevagt hjem til os med det samme. “Du er en stor pige”, sagde han (og her kunne jeg selvfølgelig have sagt noget med, at jeg lige havde født, men jeg var alt for sølle og modløs). “Du skal have dobbelt dosis”. “Også selv om jeg bliver så dårlig?”, spurgte jeg. “Ja”, sagde lægen, og så var det ligesom afgjort. Og sådan gik jeg fra at skulle tilses til ikke at skulle tilses. Fra at have fået det forkerte præparat til at få fordoblet dosis af selvsamme præparat. Og selv om alle lægerne var søde og tog mig seriøst, forstår jeg stadig ikke, hvordan der kan være så stor en forskel på deres udmeldinger. Men jeg er jo heller ikke læge. Jeg er til gengæld stadig syg, bitter over at have brugt dyrbar fælles barsel på flere dage med sygdom og træt af, at vi har været sådan i underskud overfor de store i weekenden. Jeg håber godt nok, at den nye stor-pige-dosis hurtigt får mig på højkant igen. Også selv om den eneste positive bivirkning er, at det tilsyneladende er en meget effektiv udrensningskur med alt den feber og manglende appetit. Fire kilo siden fredag er der røget. Og det er da noget, man kan glæde sig over, så længe man ikke skænker det en tanke, at de nok indfinder sig igen, når der atter er balance i tingene.

At vågne med ekstreme kulderystelser og stinkende ømme bryster kan kun betyde en ting: Vi venter på feberen. Super timing. Bare super. For jeg har alligevel ikke andet at lave end at ligne en junkie, når sundhedsplejersken kommer på sit første besøg. Brystbetændelse, din gamle nar, hold kæft hvor har jeg ikke savnet dig.

Er han sulten? Får han for meget mælk? Skal navlen se sådan ud? Hvornår stopper efterveerne? Plejer det at svie så meget at amme? Er det brystbetændelse, der er på vej? Hvornår er det smartest at introducere sutten? Er han for gul? Hvornår skal vi gå den første tur? Hvor meget tøj skal han have på? Kan en baby blive kvalt i gylp? Græder han af træthed? Hvor længe kan en baby egentligt holde sig vågen? Sover han for meget?

Det kan godt være, at det på mange måder er meget lettere at være forældre til en nyfødt, når man har prøvet det før (for det er det), men visse spekulationer og bekymringer er og bliver de samme. Man kan tilsyneladende ikke tage den første tid med et spritnyt menneske på rutinen.

Tak. Seriøst: Tak! For lylønskninger både her og der. Her går det godt. Send flere børn. Eller altså nej. Måske ikke ligefrem flere børn, men for fanden hvor er jeg bare glad for dem, vi har.

Bevares. Alt er stadig så nyt og fint og skrøbeligt, men alligevel. Jeg elsker de to store, og jeg elsker lille, smukke, velduftende Sigurd. Jeg føler mig simpelthen så rig, at jeg kunne tude. Så det gør jeg. Tuder af glæde. Tuder, fordi jeg har en lille bitte kærestesorgs-agtig følelse over ikke at kunne holde fast på oplevelserne fra min drømmefødsel (som jeg glæder mig til at fortælle mere om, når jeg har hænderne fri og hovedet klart), holde fast på de første timer, holde fast på mødet mellem brødrene. Bare fastholde alle indtrykkene fra hele fra denne magiske første tid. Jeg tuder, fordi der (forhåbentligt) snart bliver åbnet for mælkesluserne.

Jeg er så fuld af tårer og taknemmelighed, at jeg dårligt orker andet end bare at være lige her. Midt i familielivet. Hvilket er heldigt, for jeg havde næsten glemt, hvor afsindigt mange timer, man sidder på sofaen og ammer og ammer og ammer.

Vil I se ham? Ham, der tidligt torsdag morgen vandt en fjerdedel af mit hjerte. Umulig ikke at elske, hvis I spørger mig.

Nu kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at Lille skal have et navn. Læser man bloggen fast, kommer det helt sikkert heller ikke som nogen overraskelse, at beslutningen om navnet har været svær. Først var den svær, fordi jeg i mit hormonfyldte graviditetstankesæt havde fået den fikse idé, at navnet skulle følge visse regler. Reglerne, som i øvrigt var helt ufravigelige, var, at navnet ligesom de andre skulle have fem bogstaver. Hverken mere eller mindre. Det skulle være et “gammelt” navn. Og det måtte ikke starte med hverken O eller S. Det var svært, fordi der var visse navne, vi rigtig godt kunne lide, men som ikke fulgte dogmerne. Nogle havde flere bogstaver eller færre bogstaver. Nogle startede med O, andre startede med S. Kun ét navn levede op til mine krav, men det føltes ikke helt rigtigt. Til sidst kunne jeg gennem hormontågerne godt ane, at det måske ville være bedre at kaste sig over et navn, vi følte varmt for i stedet for bare et, der passede ind i mit sære regelsæt (som jeg p.s. godt kan se nu, var latterligt).

Så vi vendte tilbage til bruttolisten og fiskede nogle af de navne frem, vi først havde kasseret pga. Navnedogmet. Så havde vi fire navne. Fire i princippet gode navne, som dog havde hver deres udfordringer. Det navn, jeg følte allervarmest for, var også et af de navne, vi først fandt på, FØR reglerne. Men da reglerne endelig blev droppet, var der opstået en ny udfordring. Nemlig den, at jeg har en sød veninde, som uden at have kendskab til mine barnlige idéer om reglerne for Det Rigtige Navn, netop havde kaldt sin nyfødte det navn, jeg nu igen havde lukket ind i varmen. Og så brugte jeg nogle måneder på at forsøge at elske et andet navn. På at fortælle mig selv, at man jo ikke kan kalde sit barn det samme, som en sød venindes barn (kan desværre ikke få lov at linke fra telefonen). Heller ikke selv om man fandt på det uafhængigt af hinanden. Så vendte jeg dilemmaet med Gud og hver mand. Og SÅ fandt jeg ud af, at man ikke kan lade Det Rigtige Navn – det man føler rigtigt for – være, fordi andre også elsker det og kalder deres børn det. At man ikke skal vælge et navn, man føler mindre varmt for, udelukkende, fordi ens forfængelighed ikke trives med, at fremmede måske tror, man er en “navnetyv”. Og det var godt, jeg nåede frem til den konklusion, for som sagt har mit hjerte hele tiden været mest glad for netop det navn. Af mange årsager. En af dem er, at det minder mig om min barndom, hvor min mor altid sang og spillede dette Anne Linnet nummer for mig. Et nummer, jeg også selv – med varme tanker til min mor og min barndom – har sunget (det går ikke så godt med guitarspillet for mig) for mine egne børn et utal af gange.

http://youtu.be/ZEuSZtpfoMg

Må jeg præsentere sidste skud på familiestammen, min nye ven, han hedder Sigurd.

Og nå, ja. P.S. Jeg har skrevet indlægget før fødslen, så det er altså ikke, fordi jeg allerede lader min nye ven passe sig selv, mens jeg kaster mig frådende over blogging. Jeg KAN godt være offline. I hvert fald imens jeg nyder og snuser og nusser.

Enter babyboblen. Meget mere senere. Lige nu er det lutter idyl og glædestårer.

Mine damer,

Hermed bringer jeg med skam verdens længste brokkeindlæg. Også kaldet Top – indtil videre – 11 over hæslige ting ved i dag at været rundet 41+2.

1) Fødslen føles paradoksalt nok som om, den kommer længere og længere væk. Måske, fordi mennesket er indrettet sådan, at det ikke kan blive ved med at gå rundt at forholde sig til ting og sager. Helt frem til termin føltes fødslen som om, den var tæt på. Vi var klar på alle tænkelige måder og havde følelsen af, at det var lige om lidt. Efter termin føles det som om, man slet ikke kan forholde sig til den. Den føles længere væk end nogensinde, og ingen af os formår rigtigt at være opsatte på den længere. Vi har forladt alarmberedskabet, og jeg frygter, at vi får et chok, når den så alligevel er der. Vi ventede, blev snydt, og nu kan vi ikke længere forestille os, at den kommer.

2) Alt mit ventetøj er så slidt nu, at det er både pinligt og deprimerende at have det på. Har f.eks. kun et par bukser, der ikke er revnet. Jeg gider bare ikke at købe nyt nu. Trænger til bare at være tyk på den efter-gravide måde, så jeg kan få noget nyt tøj, der passer til den tid.

3) Jeg mister gradvist modet, troen og håbet i forhold til selve fødslen. Jeg har aldrig været bange for at føde, men denne gang havde jeg decideret glædet mig. Fordi jeg for første gang var godt forberedt, og fordi jeg har prøvet det to gange før. Men lige nu glæder jeg mig ikke. Overhovedet. Jeg orker ikke. At føde eller glæde mig til det. Jeg har simpelthen mistet gejsten og overskuddet. Jeg har ikke længere samme portion mod i forhold til at kaste mig ud i endnu en fødsel (ikke fordi jeg tror, jeg ikke klarer den, bare fordi jeg åbenbart ikke formår at holde modet oppe så længe). Jeg tvivler i stadig stigende grad på, at jeg får den fødsel, jeg gerne vil have (og det er bare en god en, så det er ikke, fordi jeg er særligt specifik i mine forhåbninger på lige det punkt), og jeg tør ikke længere at håbe på, at fødslen når at starte af sig selv.

4) Det slider på os alle at vente, men især på vi voksne. Det betyder, at vi er trætte, men det betyder også, at der gradvist er plads til at flere og flere bekymringer kan vokse i vores hoveder. Hvad gør vi, hvis vi får tilbudt en igangsættelse ved næste besøg hos jordemoder? Siger vi ja og kommer i gang med den fødsel, mens vi så vinker endegyldigt farvel til hjemmefødsel, eller venter vi de sidste dage med alle de frustrationer, det bringer? Hvad er risikoen for komplikationer ved igangsættelse kontra risikoen ved at gå længere over tid? Får barnet næring nok i maven? Bliver han for stor i maven? Hvornår sker der noget?

5) Der kan seriøst ikke være mere baby i maven nu. Jeg føler, jeg er ved at revne. Kan dårligt vende mig i sengen længere og er først den seneste uge begyndt at få strækmærker. Og det er ikke, fordi der er noget galt med strækmærker. Det er bare pisse bittert at få dem EFTER termin.

6) Det slår mig ud af kurs, at jeg alligevel ikke kan stole på min erfaring fra de to andre fødsler og på min krops signaler. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg i mange uger HVER dag har haft det, som jeg havde det den dag, jeg fødte de andre gange. SÅ utroligt mange dage har jeg troet, at i dag var dagen. Og det var det så ikke. Og det forvirrer mig, at jeg ikke kan regne med min krop. Det forvirrer mig også i forhold til, at jeg så slet ikke ved, om jeg kan bruge min erfaring til noget som helst. Denne graviditet har været helt sin egen og ikke opført sig som de to andre. Heller ikke med hensyn til at gå over tid. Men hvad så med fødslen? Kan jeg stole på kroppen der? Det er virkeligt belastende med den usikkerhed, det skaber, når man først føler, man ved noget, og så alligevel ikke ved en skid.

7) Hvis ikke jeg føder, inden på søndag må jeg ikke føde hjemme, som jeg ellers har planlagt og glædet mig til. Og det lyder måske ikke så slemt, og jeg har da også hele tiden vidst, at der var en chance for, at jeg ville blive overflyttet til hospitalet, men hvis jeg ikke engang når at starte fødslen herhjemme, er det en skuffelse. Ikke alene er de sidste måneder gået med praktisk og fysisk forberedelse, og ikke alene har vi babyværelset fyldt med alt muligt fødselsrelateret. Det er ærgerligt, men til at leve med. Det værste er det mentale. At jeg gennem flere måneder har set for mig, hvordan fødslen (i hvert fald start)er herhjemme, hvad en hjemmefødsel er og indebærer, hvad jeg selv kan gøre i løbet af fødslen, hvad der skal ske med børnene imens, og hvad Peter kan gøre. Og udover ærgrelsen over, at jeg måske så ikke når at opleve en (min) hjemmefødsel, er det svært for mig at omstille mig mentalt til, at vi måske alligevel skal starte på hospitalet. At vi alligevel skal til at transportere mig til hospitalet med veer og med hjertet oppe i halsen over, om vi nu når det. Vi skal overveje, hvordan vi kommer til hospitalet. Jeg skal ændre mit visuelle billede af fødslen og finde trygheden i nogle andre ting, end hvad jeg gennem så lang tid har forberedt mig på. Det er pissehamrende svært på så kort tid.

8) Jeg er træt af at se mig selv i spejlet. Jeg ligner noget, der er løgn med fede kinder, gammel hud og usund krop. Jeg GLÆDER mig til babyen er født, så jeg igen kan bevæge mig ordentligt og forhåbentligt få omfordelt lidt af graviditetsflæsket.

9) Jeg skal forholde mig til, at jeg måske skal sættes i gang. Det gider jeg ikke. Hverken at forholde mig til det eller blive sat i gang. Omvendt gider jeg heller ikke IKKE at blive sat i gang, fordi det er for nervepirrende at fortsætte en graviditet, når lægevidenskaben tilråder, at den afsluttes efter ca. 42 uger.

10) Alle – ALLE – spørger, om man har født. De spørger mig, de spørger Peter og børnene, de spørger vores familier, de spørger vores venner. Nogle spørger måske endda Gud. Der er sågar folk,  jeg aldrig har vekslet et ord med, der spørger. Og det er fint og venligt ment. Men det stresser mig. Det stresser mig så meget, at jeg ikke gider at se folk mere. Så meget, at jeg har besluttet mig for, at jeg ikke gider at aflevere og hente børnene i institution mere, før efter jeg har født. Alene, fordi turen gennem institutionen er så lang og opslidende med alle de spørgsmål og forventninger og skuffelser, jeg skal forholde mig til fra andre.

11) Jeg er mere end almindeligt træt af  konstant at holde orden, fordi jeg ikke gider at føde i kaos. Her har været unaturligt ryddeligt i 4 ½ uge nu, og jeg trænger bare til at rode igennem og til at skide på, at børn roder absurd meget.

Ahhh, renselse. Var det også godt for jer? Nej? Nå, men jeg nød det. Og i mosætning til f.eks., hvornår jeg føder, er jeg heldigvis stadig herre over bloggen.

I dag er det blevet hverdag. For første gang i mit liv har jeg glædet mig, til den skulle komme. Ikke, fordi ferien har været decideret dårlig. Den har bare heller ikke været særlig god. Vi har da haft vores stunder og ture og gæster. Vi har sovet længe, nydt byens tilbud og leget. Vi har hygget os og forsøgt at gøre det så godt, vi kunne, men ferien har været dækket af en tung dyne af underskud. Vi har alle fire været i venteposition på hver vores måde. Drengene har vidst, at Lillebror skulle komme, og hvad der i den forbindelse skulle ske rent praktisk. Vi har vidst, at Lillebror skulle komme, og at vi i den forbindelse skulle have styr på en masse ting både praktisk, følelsesmæssigt og mentalt. Så vi har været i venteposition i hele påsken. Men han kom bare ikke, Lillebror. Og det er jo ikke, fordi vi ikke kan vente. Det er bare opslidende at være i en konstant venteposition, og det har præget os og dermed også børnene.

Jeg har været træt og plaget af plukkeveer og fødselsoptakts-halløj i ugevis og dermed også i påsken, så jeg har haft behov for ro. Ro, som jeg føler, det har været umuligt at få til trods for, at vi har gjort alt, hvad vi kunne for at give mig den. Der har bare været så meget ramasjang og så mange forstyrrelser, at jeg i går var på grådens rand. Jeg havde en fornemmelse af, at fødslen aldrig går i gang af sig selv, hvis ikke snart jeg får ro. En fornemmelse af, at vi voksne virkelig ville starte livet med tre børn i underskud, hvis fødslen nu var startet i går aftes. Og en fornemmelse af børnene trænger til hverdag og ro. Nu. “Men han kommer jo aldrig,” sagde Oscar modløst, da vi i aftes talte om, at de nok i børnehaven i dag ville spørge, om babyen var kommet. Og lige der ville jeg sådan ønske, at jeg kunne tage min lille familie under armen og fjerne dem fra andres forventninger. At vi kunne sidde – bare os fire – i vores lille rede uden at blive forstyrret af andres liv. Lige nu er vores liv lidt særligt. For vi venter alle på hver vores måde. Og den ventetid er hverken sød eller sjov, men den er til at håndtere, hvis bare vi får ro til at være og leve lige så stille.

Derfor kommer hverdagen efter denne ferie som en velsignelse. Så er rammen for vores liv tryg og kendt, og vi ved, hvad vi skal fylde på dagene. Vi ved, at børnene får leget og oplevet i børnehaven, og så kan vi skrue ned for tempoet herhjemme, indtil fødslen er forhåbentligt veloverstået. Vi kan igen fokusere på hverdagsplaner, madpakker og aktiviteter, og det er faktisk slet ikke så dårligt. Mht. selve fødsel kan jeg snart mærke, at der trænger sig et frustrationsindlæg på. Der er 1000 ting, der irriterer mig ved endnu ikke at have født, og jeg har allermest lyst til at skrige, at jeg faktisk slet ikke gider at være med til den så. Til at melde mig ud. Det er alligevel sådan en narrefødsel, og hvem gider at have sådan en?

I dag er det hverdag. Og den er hjerteligt velkommen. I dag gider jeg ikke at spekulere på fødsler eller andre ekstraordinære begivenheder. I dag vil jeg bare tømme hovedet og opvaskeren. Jeg vil sætte en vask over, tænke på, hvad vi skal spise til aften og trække på skuldrene af regnen, fordi vi alligevel ikke skal noget. Jeg vil sætte pris på, at påskens overflod af tid gav os muligheden for at støtte Sofus i at blive helt og aldeles blefri, så han i dag er af sted uden. Jeg vil værdsætte stilheden og friheden. Elske, at vi har nogle vidunderlige børn, som vi kan tanke op med overskud på alle dage og alle tider – ikke kun til højtiderne. I dag vil jeg nyde hverdagen i al dens rolige genkendelighed. Præcis, som jeg elsker den.

Når man sådan går og får fuld valuta for graviditetspengene, kan man jo også kaste sig over madlavningen. Derfor blev dagens sene morgenmad suppleret med nylavede pandekager og frisk, lun æblekompot med nogle af mine yndlings krydderier. Hvis du også har lidt tid at brænde af og et par æg og æbler, der skal bruges, kan det varmt anbefales.

ÆBLEKOMPOT

4 æbler

Sukker til kogning og tilsmagning

En stang kanel

En stjerneanis

Vanilje

Kardemomme

SÅDAN GØR DU

Skræl og udkern æblerne og skær dem i både.

Kog æblestykkerne ca. 20 min. i vand tilsat sukker, kanelstang og stjerneanis (man kunne også tilsætte en stang kardemomme og en vaniljestang, men det havde jeg ikke lige på lager).

Når æblerne er møre fjernes de hele krydderier og de moses med en gaffel til konsistensen er, som man foretrækker. Jeg kan f.eks. bedst lide den med struktur.

Mosen smages til med sukker, vanilje og kardemomme, eller hvad man nu foretrækker.

Og nå ja, endnu en fordel. Man kan sende børnene i sommerhus og holde afslapnings-/kærestedag med uafbrudt læsning på sofaen, Ben & Jerrys til formiddagssnack og tur til den gode italienske efter sen frokost. Tag den, baby. Vi har SÅ meget en fest. Og du er ikke inviteret (endnu).