Så en, jeg kender, fortalte mig engang om en bekendt, der af princip ikke legede med sine børn. Det gad hun ikke. Børnene skulle lege selv, og det fungerede fint-fint for alle parter. Jeg har før hørt om voksne, der har valgt den løsning (som ikke skal forveksles med at lave ting sammen), og uden at tage stilling til argumenter for/imod spekulerer jeg nogle gange over, hvor meget jeg kan tillade mig at melde mig ud af lege med mine børn. Jeg synes nemlig på den ene side, at det er sjovt, hyggeligt og udviklende for både voksne og børn at lege sammen. På den anden side synes jeg nogle gange godt, at mine børn kunne være bedre til at lege selv. Meget ofte, fordi jeg trænger til ro, ikke gider lege, eller fordi legen simpelthen er for drenget.

I vores husstand bor der nemlig to drengebørn, en mand og mig. I forhold til børnene spiller deres køn sjældent en rolle. Det er lidt som om, jeg opfatter børnene som Mine Børn frem for Mine Drengebørn, og derfor er det også sjældent, jeg bemærker, at jeg er ene høne i kurven. I forhold til gøremål, aktiviteter og andet oplever jeg det meste som kønsneutralt eller i hvert fald som relateret til de begrænsninger, jeg har som menneske og ikke som kvinde. Og så er der kombinationen: De udprægede drengede aktiviteter, som – fordi jeg er, som jeg er – langt de fleste dage ikke siger mig det fjerneste. Det er, når det drejer sig om dem, jeg overvejer at sætte mig af legeholdet.

Sidst lysten til at sætte mig selv af holdet meldte sig, var i går, da jeg stod i støvregn, sommerkjole og ballerinaer på Amager fælled og var tvangsindlagt til at være en del af den fodboldkamp, mine tre drenge havde besluttet skulle være opvarmningen til et vildt mooncar-ræs. Jeg er pissedårlig til fodbold, går ikke op i fart og er i det hele taget mere til lidt mindre fysiske aktiviteter. Mit forslag til dagens tidsfordriv havde været en tur i IKEA, men det var som om, jeg talte for døve ører. Derfor stod jeg så midt på græsset og forsøgte at være lidt autentisk og gå lidt op i det med boldspillet, fordi jeg gerne ville være sammen med familien. Det lykkedes da også glimtvis, men i det store hele havde jeg mest lyst til at lade dem om deres drenge-ting og trippe hjemad for at lave et eller andet, jeg gad bare en lille smule.

Tag endelig ikke fejl. Jeg ELSKER at være omgivet af alle de drenge, som er så skønne, ligetil, følsomme og fysiske på én gang. Jeg ELSKER at lave ting med dem og strækker mig gerne langt for at gøre dem glade. Det er bare det, at…  fodbold… ahhhh, dér trækker jeg grænsen! Men kan man godt det? Altså uden at afskære sig komplet fra noget af det, de synes, er sjovt. Eller er det sådan, at man partout skal deltage i ALT, hvad ens børn går op i, hvis man vil blive ved med at stå dem nært og være deres fortrolige? Hvad gør I jer af overvejelser omkring at melde sig ud af bestemte dele af jeres børns interesser?

Mooncar-mor

Nåm, jeg er stadig på ferie, så I er stadig tvangsindlagte til at læse indlæg fra min gamle blog. Denne gang har jeg valgt ét, der faktisk også er en form for anbefaling af en aktivitet. Og så en gratis aktivitet endda! Indlægget er fra samme tid sidste år, og det handler om at vende tilbage til naturen. Sådan da.

Tilbage i byen og elsker det. Alligevel tog vi i dag en tur på landet. Sådan næsten da. Naturcenter Vestamager lever fuldt ud op til det gode ry, kan jeg nu konstatere. Vi drog afsted alle fire og tog metroen lige til døren. Og det var bare så skide hyggeligt. Og stedet er intet mindre end perfekt. Vi lejede på anbefaling en mikro-hest til Ældstebarnet. Stort hit. Vi spiste også is og drak kaffe på det (ammevenlige) traktørsted og gik ellers bare rundt på markerne og følte os en lille smule spejderagtige på den virkelig gode og meget sunde måde (sådan nej-hjemme-ved-os-er-vi-ikke-så-meget-til-Tivoli-vi-holder-mere-af-at-vandre-i-naturen-agtigt – og så klip til mig i ballerinaer og med Odderen bumpende hen over markerne). Og vi duftede til bålene og kiggede på, hvad andre havde fanget i vandhullerne. Og på de mange glade børn. Vi skal helt bestemt afsted igen. Måske med venner og pølser og snobrød. Og jeg pønser også på at holde Oscars fødselsdag der, men jeg lader mig så let rive med, at jeg kan nå at kaste min kærlighed på mange andre oplagte steder inden oktober.

På vejen tilbage til metroen, var jeg så begejstret, at jeg påstod, at jeg ville tage alene derud en dag. Det passer selvfølgelig ikke. Det var mest bare, fordi jeg havde set, at man kunne leje både popcornsgryder og pandekagepander og alle mulige seje ting til bålene. Og faktisk også en ladcykel. Til både børn og gangbesværede (måske mig). Det er da helt vildt smart, ikke? Jeg er ikke så friluftsagtig igen, men jeg går SÅ meget op i udstyr. Uanset om det er tasker eller spejdergrej åbenbart.

Efter en tur på landet faldt begge bybørnene i søvn i metroen. Og så passede det heldigvis med, at de sov så tungt og længe, at vi voksne kunne nå en kop kaffe i det fri på Kulturhuset med den dejligste baggrund, vi kender. Nemlig Langebro, flere af Københavns vartegn, havnen, havnebassinet med glade mennesker. Og i dag – i anledning af World Outgames – tilsat live musik. Vi nåede også at købe ind sammen. Stadig med sovende børn og uden at høste sure blikke fra folk, der da virkelig også synes, det er for galt, at man slæber hele to vogne med ind i Brugsen i eftermiddagsmyldretiden. SÅ dejligt det hele. Ferie er virkelig for fedt.

Gæt, hvor jeg sover i nat!

Alt flaskede sig, og i dag har vi tilbragt dagen i Legoland. I nat sover vi på hotellet, og bortset fra en lidt irriterende start, hvor check -in var en time forsinket, og regnen silede ned i en grad, der gjorde ophold udendørs komplet umulig, er alt godt. Det er fannarme fedt at kunne trille i seng i selve Legoland og at vide, at man også har i morgen til at nå alt det, man selvfølgelig ikke kan nå på én sølle dag. Det var fantastisk, at Peter og Sofus kunne tage en middagslur på værelset, mens Oscar og jeg prøvede forlystelser en masse. Selve hotellet er ultrabørnevenligt og byder på så mange forskellige muligheder for aktiviteter, at jeg dårligt orker at opremse. Børnene er vilde med det hele, vi er vilde med det hele, og vi sidder allerede nu og taler om, at vi i virkeligheden sagtens kunne bruge endnu flere dage (og overnatninger) her. Det kan godt være, at det ikke er sådan decideret  sexet, stilfyldt og eksotisk at sove i Lego dyner og glo på Lego billeder på væggene, men det hele er så gennemført, let tilgængeligt og børnevenligt, at man ikke kan lade være med at glædes en lille smule over, hvor nemt det er at holde ferie. Nu vil jeg smække benene op på Lego skamlen og gå om bord i Lego minibaren. Der skal jo også være noget for de voksne.

Nu skal det jo ikke gå op i familieaktiviteter det hele. Jeg synes egentligt godt, at ferien også må handle en lille bitte smule om de voksne, og derfor kan jeg varmt anbefale, at man – hvis man har muligheden – finder på en ferieaktivitet KUN for de voksne. Og det er præcis sådan en aktivitet, det næste handler om.

Det her er et billede af mig. Af mig og et slot. Slottet hedder Dragsholm Slot, og det helt særlige ved netop dét slot er deres gourmetrestaurant, som er en af de skønneste restauranter, jeg har besøgt. Restauranten laver moderne, nordisk mad med udgangspunkt i egnens og årstidens råvarer og slottets historie. Og dét, folkens, kan varmt anbefales.

Så' det mors tur til at blive underholdt

Forleden aften spiste Peter og jeg på slottet, og det var fuldstændigt fantastisk. Maden – alle 7 retter – var smagfuld, ekstremt smukt anrettet og i det hele taget bare virkelig, virkelig delikat. Vinmenuen var fantastisk – perfekt afstemt til maden og meget spændende og alsidig. Og så var der den del med selskabet, som næsten er det bedste ved denne ferieaktivitet. For hvor tit er det lige, at man omme i familielivet kan slippe for at lave mad, har held til at spise stille og roligt og uforstyrret OG mulighed for at tale sammen i timevis over vidunderlig mad og drikke? Det sker meget sjældent hjemme hos os, så meget kan jeg godt afsløre. Altså var aftenen i slotskælderen perfekt. Jeg blev mæt og glad og en lille smule fuld. Jeg fik lov at føle mig pæn og voksen og nød i fulde drag at sole mig i min egen tilfredshed, indtil der hvor jeg i fuld fart catwalk’ede i de høje hæle hen over kældergulvet og – lige midt på gulvet – faldt og gik i en form for spagat. Den del – og de efterfølgende gentagne kommentarer fra ægteparret ved nabobordet – kunne jeg godt have været foruden, men det var jo ikke slottets skyld, og måske var det i virkeligheden De Højere Magters straf for, at jeg sad der og følte, at jeg passede så godt  ind i slottets herskabelige omgivelser på trods af, at jeg er alt andet end fornem. Det gode var, at vi så fik mulighed for at dø lidt af grin, og på den måde kan man sige, at jeg er en utroligt servicemindet date. Bare så I ved det, hvis I skulle få lyst til at invitere mig ud (kan jo aldrig vide, vel?).

Restaurant Slotskøkkenet (eller en anden voksenferieaktivitet) hermed anbefalet!

Okay. Som I ved, holder jeg ferie, og indimellem må jeg være 100 % offline her for at være 100 % online med dem, jeg elsker. Derfor må I i ny og næ nøjes med et indlæg fra min gamle blog, og dét, jeg har fundet frem til i dag, skrev jeg i sommerferien sidste år. Det handler om det med, at man – selv om man elsker at være ude i ferielandet – pludselig får nok og vil hjem til det vante. Lige indtil man kommer hjem og opdager, at det måske, MÅSKE, ikke var helt så perfekt, som man forestillede sig, men trods alt er HJEM.  

Man kan nok tage pigen ud af byen, men man kan ikke tage længslen efter byen ud af pigen. Eller sådan noget. Jeg ved godt, at det ikke er længe siden, jeg talte i endog meget positive vendinger om villalivet og fordelene ved en have. Nu ved vi så med 100 % sikkerhed, at det hus og den have, vi måske engang skal bebo, bliver nødt til at ligge i byen. Eller i gåafstand fra byen.

Trods det dejlige sommerhus, den storslåede udsigt og det høje forplejningsniveau, og trods det, at vi hyggede os, sneg den sig langsomt ind på os. Længslen mod bylivet. Og dernæst irritationen over, at alting går så langsomt og synes så besværligt ude på landet. Det gik for alvor op for os, at vi altså var på landet, da vi i går var afsted på en 4-timers biltur, fordi vi lige ville et smut på McDonalds (hvad vi ellers ALDRIG er, Amar). Og kørte fra den ene by til den anden, indtil vi til sidst måtte køre til Holbæk som tilsyneladende huser Vestsjællands eneste af slagsen. Og da jeg senere i går tiggede om en tur i Asnæs Centret for at se nogle mennesker og lidt liv, måtte vi så også se i øjnene, at vi nok alligevel er mere afhængige af byen, pulsen og mulighederne, end vi lige havde forestillet os.

“Man kunne også køre om aftenen”, sagde Peter pludselig i morges over morgenmaden. “Som i i aften?“, spurgte jeg forhåbningsfuldt. “Mmmm”, svarede han så. Lettet, tror jeg. Og så sagde vi, at det var en aftale, og bekræftede hinanden i, at der også er MANGE flere muligheder og ferietilbud i København. Vi ville køre i aften, sagde vi så til Oscar (som dog ikke syntes, det var nogen specielt god idé) og hinanden igen. Og smilede. Derefter skyndte vi os at pakke, og kl. 15.30 kørte vi så ud af indkørslen. Væk fra Landet. Mod Byen. Vores by. København. Med mennesker. Liv. Aktivitet. Og vores hjem. Vores lejlighed.

Gensynsglæden var stor, selv om lejligheden så lidt lille ud. Og selv om vi allerede ved ankomsten blev lidt irritable over Trappefolket og deres øller. Og over, at vi ikke lige kunne finde en parkeringsplads. Men sådan er det bare. Der er ikke langt fra jubel til irritation her i byen, hvor alting bare går en lille bitte smule hurtigere. Eller hvad ved jeg. Men vi var glade, for vi elsker jo vores kvarter og vores lejlighed. Vi har haft en fantastisk ferie hos og med de skønne, skønne mennesker (som i virkeligheden er vores forældre), der har været så søde at låne os deres huse. Nu fortsætter vi ferien i den dejlige by og håber på, at den fortsat vil være god (ferien, mener jeg, og faktisk - ved nærmere eftertanke - også byen) og gøre godt for os alle. Og så tænker jeg lige lidt mere over det med huset, inden jeg køber et.

 

Landidyl eller insektpest?

Ja, ja, jeg ved godt, at det er mig, der er noget galt med. At det er mig, der er mangler ressourcer og sådan. Jeg ved også godt, at man lige skal i synk med ferien, og at det godt kan tage noget tid. Og ja, jeg er klar over, at vi er ekstremt privilegerede at have umanerligt aflastningsvillige bedsteforældre ved hånden i disse feriedage. MEN (for sådan et er der selvfølgelig), lige præcis i dag føler jeg bare, at ordet familieferie er temmeligt misvisende. Ikke så mange kulørte drinks og langstrakte læseseancer. Ikke så mange, lange rolige middage og Kiggen Dybt I Ægtefælles Øjne. Altså bare familieferie, som familieferie nu engang er, dog med den undtagelse, at jeg er i usædvanligt underskud.

Jeg føler mig som en ugidelig, ufokuseret og nærtagende lortemor, selv om familien er søde og normale, fuldstændigt som de plejer. Well, Sofus har godt nok pjevset lidt vel meget i dag, Oscar og jeg har haft de normale småkonflikter, jeg lå ganske vist søvnløs den halve nat, og sådan er der så mange undskyldninger, men når alt kommer til alt drejer det sig vist mest om, at jeg ikke føler, jeg har så meget energi lige nu. Det føles næsten som om, min krop og mit hoved slet ikke kan følge med skiftet mellem absurd travlhed og absolut frihed til bare at være uden planer og hverdagssysler. Og det går på en eller anden måde ud over mine ferieambitioner (og familien), fordi jeg egentligt gerne vil være sådan en mor (og kone) med ekstra ferieoverskud på alle planer. I stedet er jeg irritabel og føler, at den mindste anstrengelse tager livet af mig. Jeg føler simpelthen, at overgangen mellem stress og afslappethed er for brat, og jeg håber, at jeg snart finder ro både fysisk og mentalt, så vi alle kan nyde ferien, og så jeg kan føle ferien lidt som ferie. 

Hvad synes du, er det allersværeste ved familieferie?

Oscar er i superheltealderen, og der bliver dagligt kæmpet, fægtet og kapow’et i Drengehjemmet. Der er Ninjaturtles, Spiderman, Superman, Batman , Ben10 og alle de andre, men spørger man Oscar, er jeg sikker på, at ét idol i hans øjne er større end alle de andre til sammen. Her tænker jeg på Bølle Bob.

De sidste to år har Bølle Bob været en slags ekstra familiemedlem, af den type, man ser ALT for meget til. Således boede denne version af filmen i vores DVD-afspiller i 2008. I 2009 blev vi glade for at kunne skifte til denne version, som var in heavy rotation i en grad, så Barnets filmforbrug var pinligt overdrevet. Vi har sunget Bølle Bob, snakket om Bølle Bob, leget Bølle Bob, kørt i bil med Bølle Bob på skærmen, drømt om Bølle Bob, og ja, nu er det så tid til Bølle Bob – Runde Tre. I denne tid er der nemlig, som nogle af jer sikkert ved premiere på Bølle Bob – Alle tiders Helt, og den så vi så i går, Oscar, Peter og jeg.

Bølle Bob skal ses i biografen (så ved man, hvor man har ham)

Det var første gang, vi alle tre var i biografen sammen (normalt må nogen jo tage sig af Sofus), og det var altså lykken at sidde der i biografmørket med forventningsfuld tre-årig, der var lykkelig over at være i selskab med begge sine forældre  OG Bølle Bob. Med hensyn til selve filmen er der ikke tale om filmkunst (så’ det sagt), men hvis man har set de andre versioner, er det sikkert heller ikke lige dér, forventningerne ligger.

Til gengæld var den heller ikke decideret forfærdelig, synes jeg, men sådan set helt tålelig. Jeg synes nemlig, at den også appellerede lidt til de voksne, og jeg kom endda til at grine lidt et par gange (kan selvfølgelig sige noget om min humor, men det tror jeg nu ikke). Desuden hænger fortællingen i den tredje version sammen, hvad ikke – på nogen som helst måde – har været tilfældet med de to første. Dét alene (og så dét, at skuespillernes tøj ikke ligner noget fra en skolekommedie) gør i mine øjne filmen til den klart bedste af de tre versioner og i det hele taget, føler man ikke, at man dør en lille smule af at se den. Sangene er forsøgt opdateret, hvilket ikke altid falder helt heldigt ud, men alt i alt var det okay. I hvert fald er det den eneste biograffilm, Oscar nogensinde har set færdig og den eneste film nogensinde, hvor han glemte at spise sit slik. Det er jo også en slags succesparameter.   

Derfor: Det kan godt være, at det er en lille smule syndfuldt at gå i biografen, når solen skinner, men man må jo slå til, når tiden og de ‘gode’ film er der. Med hensyn til Bølle Bob, når den på ingen måde  Wikke & Rasmussen-højder, men jeg er sikker på, at jeres børn vil elske filmen (som dog hist og her er en lille smule uhyggelig for de helt små), at I vil elske at se dem elske den.

Nåm, det var de fire sidste facts, vi kom fra. Så er der serveret:

4. Jeg tror, at folk tror, jeg er sådan lidt hård i det, men de tager fejl. Jeg bliver f.eks. utroligt ked af det, når nogen er kede af det og får ekstrem dårlig samvittighed, hvis jeg kommer til at såre folk. Engang havde jeg kvalmende dårlig samvittighed overfor en lidt udviklingshæmmet-type i over et år, efter at jeg på vej i S-toget hjem fra Bakken, gav ham en bamse tilbage, som han havde givet Oscar (som ikke ville have den alligevel). Kunne slet ikke klare at se ind i de skuffede øjne, men kunne jo ligesom ikke gøre min handling om. Åhhhh, bliver måske lidt ked igen nu.

5. Hiphop gør mig altid i godt humør. Punktum. I det hele taget bruger jeg musik meget, når jeg er i enten rigtigt godt eller rigtigt skidt humør. Musik får mig til at grine og græde og drømme, men jeg er ikke sådan en, der køber nye plader konstant eller ved, hvad der er helt vildt smart og Vesterbro-agtigt at høre.

6. Jeg er en bangebuks. Jeg er bange for så sindssygt mange ting, at det ville være for pinligt for mig at remse dem op. Jeg er bange for stort set alle former for trafik. Jeg er bange for at færdes alene ude efter mørkets frembrud. Jeg er bange for terror. Jeg er bange for skøre mennesker. Jeg er bange for hvepse. Jeg er bange for at miste dem, jeg elsker. Bange for, at de skal miste mig. Bare for at nævne lidt.

7. Jeg tror, jeg ville blive en fremragende detektiv og synes selv, at jeg er lidt en Lisbeth Salander-type. Bare mere feminin. Og tykkere. Og mere bange. Og sådan lidt mere amatør-agtig (faktisk kan jeg kun google). Til gengæld er jeg pissegod til at udtænke snedige planer.

Med til awarden hører en forpligtelse til at dele den ud til andre, og det gør jeg gerne. Jeg kunne dog godt tænke mig, at dem, der har lyst til at få den (og dele lidt ud af sig selv – uhhhh) selv tager den. Der er nemlig rigtig mange af jer, jeg gerne vil høre mere om. Man må også gerne snuppe den, selv om man ikke har en blog, og så i stedet bare skrive syv facts om sig selv i kommentarfeltet. Dét ville være sjovt (for mig).

For efterhånden lang tid siden, modtog jeg en award. Det er en Beautiful blogger award, og jeg fik den af Rikke. Årsagen til, at jeg modtager prisen, beskriver Rikke sådan: ”Fordi hun er tankevækkende, skriver godt og spændende og for mig vedkommede og har gode gæsteindlæg og giveaways, somer en god idé.” Tak, Rikke. Virkelig. Jeg bliver simpelthen så glad for de fine ord.

Reglen, når man modtager sådan en award, er, at man skal fortælle syv ting om sig selv, og det er ikke, fordi jeg er fedtet med oplysninger om mig selv. Snarere tværtimod. Jeg kan bare ikke huske, hvad jeg ikke allerede har fortalt af dét, jeg vil dele.  Jeg har før været så heldig at blive betænkt i en award-vandring, og jeg tænker, at jeg lidt serverede de syv vigtigste (eller du ved..) ting dengang, men jeg forsøger at vride hjernen igen, så jeg kan diske op med et par facts, I ikke er blevet præsenteret for før:

1. Jeg har engang cyklet tværs gennem en Netto forretning. I åbningstiden. Det var i min vilde ungdom, hvor mine venner og jeg søgte egne og hinandens grænser i ét væk. Det var dengang, man ikke kunne afslå en udfordring, fordi… ajmen, det kunne man bare ikke.

2. Jeg smelter, når folk gennemskuer mig. Måske, fordi jeg er så plat at tro, at jeg er enormt kompliceret og sådan… helt særlig. Måske, fordi det rører mig, når folk har lagt mærke til mine små skævheder. F.eks. elsker jeg ALLE, der nogensinde har fortalt mig, at jeg spærrer øjnene let op, når jeg fortæller noget, jeg synes, er interessant. Det imponerer mig nemlig totalt, at de har observeret noget ved mig, som jeg ikke selv vidste (før nogen fortalte mig det altså).

3. Jeg taler i perioder utroligt meget i søvne og er et par gange kommet til at løfte sløret for uheldige emner, mens jeg sov. Av!

Og resten, mine damer og enkelte herrer, må I vente med til i morgen. I morgen handler det bl.a. om at være en ængstelig type, om hiphop og om Lisbeth Salander, så stay tuned.

Jeg har fandenfløjteme ferie, og i dag har jeg haft så travlt med at gøre ferieklar på jobbet, at det først er nu, min krop ikke dirrer en lille smule af stress. Fraaaaaa NU af står den på afslapning, nærvær og oplevelser i de kommende par uger. Det fejrer jeg med kold rosé og åbne vinduer, så byens sommerlyde kan trænge ind i lejligheden og fylde mig med glæde og sommerstemning. Selv om jeg holder ferie fra arbejdet, vil der stadig være liv på maminka. Måske ikke så hyppigt som ellers, men helt sikkert liv. Jeg håber, at I kigger forbi. Der bliver både lidt af det sædvanlige og måske også et par indlæg fra ferielandet, når vi rykker derud. Først gælder det vin og dybe vejrtrækninger. Skål!

“Heeeey”, råbte han, “kom lige herind”. Hans ansigt kunne anes i det halvåbne vindue til værtshuset, der ligger nær mit arbejde. Min følgesvend og jeg blev enige om, at det måske var mig, han råbte efter. Da vi kom om på den anden side af huset, fortsatte han. Nu gennem den åbne dør: “Hvorfor fanden kommer du ikke herind?” Bebrejdelse. Og inden jeg kunne nå at blive utryg over, at en stiv, gammel mand anklagende beordrede mig ind i det røgfyldt værtshus, fik jeg øje på noget. Foran huset sad en af hans venner. Det var ham, manden på værtshuset ville have fat i.

Da jeg kom tilbage på mit kontor, kunne jeg mærke, at jeg var en lille bitte smule skuffet. Altså over, at det ikke var mig, der blev anråbt. Det kunne han sgu da godt lige have gjort. Helt ærligt.

Til alt held ved jeg, at jeg ikke er alene. En af mine veninder betroede mig engang, at hun var kommet til at smile stolt, da hun med sit barn i hånden havde overhørt to teenagere hviske “MILF” efter hende. For det er jo ikke selve ordlyden i komplimentet, det kommer an på, men mere det, at folk faktisk registrerer, at man – trods moderskabet – stadig er en kvinde. For hvorfor stoppede tilråbene egentligt, da man (= jeg) blev nogens mor? Ja, ja, jeg er 10 kilo rundere og alt det der, men det er vel næppe lige præcis de 10 kilo, der gør mændene tavse? Er moderskabet indhyllet i så store mængder respekt og ære og ja… moderlighed, at kvindeligheden bliver ophævet? 

Heldigvis kan jeg altid stole på drankerne på min trappe. De mødte mig med et “Du pynter i gadebilledet”, og jeg mødte dem med et smil. Og det er ikke som sådan, fordi jeg er så usikker eller egocentreret, at jeg ligefrem hungrer efter komplimenter fra fremmede (ej, okay, hvem prøver jeg at narre…), men lige præcis nu – efter jeg er blevet mor – gør det mig faktisk ret glad at blive lagt mærke til for mere og andet end mine formidable pusleevner, mine pludregenskaber og min helt utrolige sans for at vælge gode godnatsange. Dét tror jeg ikke altid, mænd forstår.

Nogle dage! Ja, det er jo ikke ligefrem, fordi jeg sådan bevidst prøver at skabe en dårlig stemning her ved konstant at skrive om lort og dumme dage. Det er bare det, at jeg føler mig en lille smule kaotisk i denne uge. Måske er det, fordi jeg trænger til ferie (som h-e-l-d-i-g-v-i-s starter på fredag), måske er det, fordi det stresser bare en anelse det der med at planlægge barnets sygdag her og opringning til lægevagt der. At underholde afsindigt træt vuggestuebarn i ulvetimen med den ene hånd, mens man forsøger at foretage madlavning, husholdning, indkøb, osv. med den anden hånd. Måske føler jeg mig nogle gange lidt som Askepot og fantaserer om - bare kortvarigt – at være den, der tager imod og bliver feteret og forkælet. Måske er dette bare sådan en uge, hvor jeg har krydset grænsen mellem at have styr på lortet og lort på styret og derfor kun kan håbe på, at jeg snart vender tilbage til den rigtige side af grænsen. Jeg har det bedst derovre. Hvem har ikke det. Måske er det i virkeligheden her, man må købe sig en præmie. Men hvad?

Når klokken er 8.09 og man allerede er stået for sent op, har sendt børn af sted i ultrasommertøj lige som den ondeste byge  (og dernæst dårligste samvittighed) ramte, har rodet i en overfyldt skraldespand, fordi man mistænkte, at man måske i forvirringen havde lagt sin vielsesring og sit ur dér, så kan man da godt få den tanke, at det evt. bliver en lortedag.  Nu vil jeg køre på arbejde. 20 minutter forsinket og forklædt som Darth Vader med sort regnslag og cykelhjelm.

God dag til jer alle.

Jeg elsker bøger. Jeg elsker at have dem og at læse dem. Jeg elsker synet af dem. Duften af dem. Lyden af dem. Jeg elsker dét, de gør ved mig. Dét, de får mig til at tænke og føle. Om sommeren elsker jeg dem allermest. Der er dagene nemlig længere, og jeg har mere tid til at læse, trække vejret og fordybe mig. Og jeg SKAL læse mindst én bog om ugen i min ferie. Sådan er regel.

Hvis du minder bare det mindste om mig, vil du også blive både begejstret og forventningsfuld, hvis du smutter forbi den nye bogblog Bookblok.dk. Det er Astrid, der står bag bloggen, og det gør ikke mine forventninger mindre. Astrid ved nemmerlig en hel del om bøger – både indholds- og produktionsmæssigt, så jeg forestiller mig, at det vil vælte ud med spændende bognyt. Derudover er Astrid en dygtig skribent OG en mor, så mon ikke også, hun kunne finde på at anbefale noget mordame-litteratur på et tidspunkt? JEG læser i hvert fald med – ikke mindst i denne tid, hvor hun anbefaler dejlig sommerlitteratur, og hvor jeg mangler minimum to bøger til mine to kommende ferieuger. Kig forbi. Der er både nydeligt og interessant.

Indrømmet. Jeg har en brist. Jeg tror i ny og næ, at alt er muligt og glemmer måske lidt at lade logikken råde. Jeg er måske en smule naiv. Derfor sker det også, at jeg kommer til at love noget, jeg ikke kan holde. Nu er jeg så kommet til at sige til børnene, at vi skal til Legoland i ferien (hvad vi også skal), og at vi skal overnatte på hotellet der. Jeg er ikke ret opdateret på de jyske ferieattraktioner og glemte i øvrigt også at tænke på, at jeg sikkert ikke er den eneste i verden, der har fået den idé. Derfor har jeg først nu fundet ud af, at det – selvfølgelig – er komplet umuligt at få et værelse i de næste mange uger. Og jeg er bare så ærgerlig og ked af det over, at jeg nu må skuffe den lille, forventningsfulde 3-årige. Og ærgerlig over at, jeg ikke lige i dette tilfælde ventede med at fortælle om det, til værelset var booket. Fuck mand. Hader bare at skuffe. Måske (håbehåbehåbe) ligger Ældsten slet ikke så meget i selve hotelopholdet, som jeg forestiller mig. Lad os lege, at det er sådan, det er.

Nej, det er En Hjælpende Hånd.

Lad det være sagt med det samme: Jeg har ALT for meget om ørerne for tiden. Alt for travlt på arbejdet. Alt for mange aftaler. Alt for mange burde-ting. Samtidig har jeg besluttet at være bedre til at være absolut 100000 % nærværende, når jeg er sammen med børnene, så tiden til lige at ordne dit og dat er også indskrænket. Og derfor har jeg behov for hjælp. Hjælp til at gøre mine indkøb f.eks. Derfor fyldte jeg meget sent tirsdag aften en virtuel indkøbskurv med indkøb til en hel uge. Da Oscar og jeg kom hjem fra skatedate i går, stod varerne der og gjorde mit liv en hel del lettere. De 50 kroner for udbringning kan på ingen måde måle sig med beløbet på de impulskøb, jeg ellers ville gøre undervejs (eller for dem, der har bil: Benzin og andet). På en måde kan man derfor sige, at onlineindkøb også var sundere for mig, fordi jeg ikke skulle tilfredsstille mine junkimpulser.

Såøhhh, thank you heaven for… Superbest. Og ja, det er verdens dårligste og mest røvsyge billeder, men dokumentationen skal være i orden.

Kan du anbefale andre steder at købe sine dagligvarer online? Eller måske bare andre måder at spare tid på (udover den åbenlyse: RENGØRINGSHJÆLP)?

Det er sommer, og der er noget øde på gangene i blogland. Heldigvis, havde jeg nær sagt, for det betyder vel bare, at folk ferierer og nyder og oplever med dem, de elsker, og det er jo positivt. Og så er der os, som lige skal knokle endnu et par uger, før det igen er ferietid. Heldigvis forhindrer arbejdslivet mig ikke i at planlægge, drømme om og tænke på, hvad vi skal lave i vores ferie og så sniger feriestemningen sig alligevel ind på mig.

Jeg ved, at vi skal i Legoland. Jeg ved også, at vi skal besøge Naturcentret, som Louise introducerede mig for sidste år. Det sted er genialt, og hvis I ikke allerede har været forbi med jeres børn, må I prøve det. Det bliver måske også til en tur til Madsby Legepark. Og så har jeg lige købt overraskelsesbilletter til Peter og Oscar til det her, som jeg VED, at Oscar vil elske. 

Lad os dele erfaringer og idéer. Hvad har I oplevet eller skal I opleve, som vi andre også kan have glæde af?

Så skal vi til det igen. DebattEN.

Hvor meget må børn fylde i det offentlige rum, og hvor meget er det egentligt nødvendigt at forbyde børns tilstedeværelse, før deres forældre formår at opføre sig eksemplarisk?

Hvad er børnevenlighed, og hvad er børnefjendtlighed?  

Kan man tillade sig at blive fornærmet over, at ens afkom ikke er velkomment overalt, fordi andre forældre ikke kan finde ud af at opføre sig anstændigt i forhold til barneplejen, hvad er anstændig opførsel i det hele taget, og hvor mange forældre findes der overhovedet, der opfører sig uhensigtsmæssigt?

I behøver ikke at svare. Det var mest bare sådan en slags tankestrøm.

Selv kan jeg bare sige, at jeg ikke synes, man behøver at skifte bleer på caféborde, men at jeg synes, at man som forældre skal rydde op efter sit barn, når man har det med ud. Jeg synes, at børn er velkomne alle de steder, hvor deres tilstedeværelse formodes at passe til stedet/konceptet. Jeg synes også, det er i orden at amme over alt.  Jeg synes ikke, det er i orden, at forældre med børn ikke formår at aflæse, hvor meget  man kan tillade sig at fylde med børn. Men i mit ellers meget aktive café- og restaurationsliv, har jeg altså oplevet ekstremt få eksempler på folk, der opførte sig spøjst. Derfor undrer jeg mig lidt over, at man i en is-café-ting bliver nødt til at opsætte piktogrammer, der klart signalerer, at der ikke må medbringes barnevogne eller skiftes bleer. Jeg undrer mig over, at de piktogrammer overhovedet findes.  Jeg ved det: Din ejendom, dine regler og alt det jazz. Men er det nødvendigt? Oplever I tit, at folk med børn overskrider normerne for almindelig god opførsel?

Børnegener forbudt!

Næ, hvis I spørger mig, så synes jeg (med fare for at blive upopulær) snarere, at det er folk med hunde, der opfører sig hensynsløst. Og nej, jeg mener selvfølgelig ikke jer alle, men for fanden, hvor bliver jeg meget tit meget træt at hundeejere.

Så er jeg tilbage fra en fuldstændig fabelagtig ferie. Med 30 kg. ferielugtende vasketøj, brune stænger og glade børn. Jeg skal lige have pakket mentalt ud og slukket for feriemode, så er jeg blogklar igen for alvor. Tak, fordi I har delt jeres holdninger og tanker i kommentarfeltet, mens jeg var væk. I er de bedste læsere, en blogholder kan ønske sig.

Og nå ja. Hold kæft, hvor er det der feriekoncept bare helt og aldeles i orden, når det udover fri fra arbejde indeholder: Alverdens tid til at beundre og nyde afkom, pragtfulde, forkælende og aflastningsvillige familiemedlemmer, at være helt offline, ro, at slippe for alle huslige pligter, at læse, at dele glæden over feriens luksuriøse lethed med sin elskede, dejlig spansk mad og drikke, sol, varme, vand, at sidde på en restaurant og blive prikket på skulderen af sin ældste (altså ikke aldersmæssigt) veninde, som tilfældigvis ferierer på næsten nabohotel, siesta, at se børnene sprudle sammen og at fyldes med lykke ved synet af stjernerne i Ældstebarnets øjne over badelivetslyksaligheder. Jo, ferie holder uden tvivl 100.

Anna Skyggebjerg, magister i litteraturhistorie og forfatter til bøgerne Super Mor. Smutveje for enlige mødre – og andre seje kvinder, der vil have en nemmere hverdag og Zen for mødre. Åndehuller du vil nyde, i en hverdag du vil elske! Anna er mor til to børn, en dreng og en pige. Jeg synes, at Anna er verdensmester i positiv livsanskuelse, og hvis du også har lyst til at blive smittet af hendes glæde ved de små ting i livet, anbefaler jeg, at du slår et smut forbi hendes blog her.

Zen og Parforhold

”Zen for mødre” er et katalog over alle de Zen-fyldte ritualer, der giver en bedre hverdag hjemme hos os. En hverdag med mere ro og fordybelse. Med flere af den slags dybe vejrtrækninger, der får os til at mærke, at der er et stille center inden i.

De aller bedste ritualer vil jeg give videre her på bloggen. Både nogle af dem, der er for børnene og mig, og nogle af dem, der giver mig ro, når børnene er puttet, og jeg har ti minutter helt for mig selv.

Nå, ja, nu siger jeg godt nok ”for mig selv”… Men hvis du bor sammen med en anden voksen, kan det jo godt være, du synes, at når børnene er puttet og vasketøjet ordnet, så skal du også have tid til at være sammen med ham. Selvom du faktisk også synes, du har brug for at trække vejret lidt for dig selv… Hvordan gør man lige begge dele?

Svaret er: Med en knibtangsmanøvre. Det er ikke helt den samme slags knibtangsmanøvrer, som BS Christiansen og co. taler om, men lidt derhen ad. Så du burde nok kunne få din mand med på idéen. En knibtangsmanøvre går i al sin enkelhed ud på, at du og din mand aftaler, at I hver i sær laver det, I har brug for at lave – og så mødes I på et bestemt tidspunkt i karnappen/på altanen/i sengen. Manøvren kan eventuelt gentages flere gange på én aften, så I laver noget hver for sig, mødes en time og så vender tilbage til alene-tid igen.

Du vælger ikke din mand fra ved at vælge alene-tid til. Du insisterer bare på, at det er vigtigt med en vekslen mellem alene-tid og par-tid. For mig giver det plads til Zen. Prøv om det fungerer for dig