Oscar: Mor, er drengen Nanna?

Mor: Hvorfor tror du, det er en dreng? Nanna er altså en pige.

Oscar: Hvor er pigen så?

Mor: Jamen, det er hende der, der er pigen (peger).

Oscar: Men hvorfor er hun så en dreng?

Jeg har egentlig aldrig tænkt, at vi var sådan nogle, der gjorde det meget i at fortælle Oscar, hvad drenge kan og piger kan. Hvordan drenge ser ud og piger ser ud. Hvad der er drengeopførsel og pigeopførsel. Da Oscar og jeg så Nanna i går, gik det dog alligevel op for mig, at min førstfødte altså på ingen måde ville acceptere, at det korthårede barn i fjernsynet var en pige. Han kunne ganske enkelt ikke begribe det, og derfor kom jeg til at tænke på, hvor meget vi måske alligevel overfører traditionelle kønsopfattelser til vores børn. F.eks. er jeg, når alt kommer til alt, ret konservativ med hensyn til påklædning. I hvert fald er 90 % af børnenes tøj ‘drengetøj’ i ‘drengefarver’. Ligesom cykelhjelme, cykler og en god del af interiøret i børneværelset.

Der findes rigtig mange kloge mennesker, der ved en masse om hvilke positive og negative ting, der er forbundet med børns opfattelse af køn og kønsroller. Jeg ved ikke så meget. Ikke engang, hvad jeg selv skal mene. Jeg ved dog følgende:

Jeg ønsker , at vores børn skal vide, at man kan være dreng/pige på rigtig mange forskellige måder. Jeg synes, det er fint, at mine børn identificerer sig med deres køn, men jeg vil gerne have, at deres opfattelse af kønnene ikke er for unuanceret.

Jeg ønsker, at de skal blive selvstændige individer, der ikke forventer, at kvinder gør sådan, mens mænd sådan, men at man gør, hvad man kan som menneske.

Jeg ved, at det betyder noget for Oscar at kunne identificere sig med de andre drenge udfra de regelsæt sådan en flok drenge nu engang har, og jeg er slet ikke i tvivl om, at institutionen har stor indflydelse på, hvordan disse regelsæt defineres.

Jeg vil ikke forhindre mine børn i at lege med traditionelt pigelegetøj, men heller ikke decideret fremelske deres lyst til at gøre det. Jeg tror alligevel, at børn leger med det, de gider. Lige nu er det for Oscars vedkommende bl.a. Ninja Turtles, Star Wars-ting, togbane og sværd, men han går også rigtig meget op i mere kønsneutrale ting som at synge, læse bøger og spille spil. Og det er rigtig fint, så længe det er af lyst, og ikke fordi han føler sig presset til, at han følge ’drengeidealer’.

Som sagt ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg mener. Måske snarere, hvad jeg ikke mener. Lige nu er Oscar så lille, men jeg håber da, at han snart vil forstå, at hunkønnet ikke er defineret af længden på deres hår. Dog har jeg ikke tænkt mig at lade mig kronrage for at illustrere det. Selv om vi i det store hele er fælles om tingene herhjemme, vil jeg måske fremover gøre mere ud af at signalere, at vi gør, de ting, vi gør med udgangspunkt i, hvad vi godt kan lide, og ikke fordi opgaverne er bundet op på vores køn. 

Hvilke overvejelser gør du dig omkring børn og kønsidentifikation?

Det er søndag, og det går strygende med tilmeldinger til give awayen, hvor man kan vinde en fotosession med den fabelagtigt dygtige fotograf Karolina Zapolska. Alligevel vil jeg bare lige ærindre om, at sidste chance for at deltage er i morgen, mandag, kl. 20.00 (jeg skal jo lige have lidt tid til at lave alle de lodder). Det kan jo være, at der er nogen, der mangler at deltage. 

Og apropos give away og deltagelse, så vil jeg også lige ærindre om, at maminka har sin egen Facebook gruppe. Udover, at jeg bliver virkelig glad over nye tilmeldinger, vil jeg også mene, at det er en god idé at tilmelde sig, hvis man gerne vil have det at vide, når der sker spændende ting på maminka. F.eks. opdaterer jeg gruppens status, når der er interessante give aways. Så finder man i hvert fald ud af det, selv om man måske ikke er helt fast læser her. Gruppen finder man her.

Der var engang, hvor jeg havde en anden blog, men nu har jeg maminka. Med maminka fulgte nye og flere læsere (jubii), og derfor har jeg tænkt mig indimellem at trække et af de gamle indlæg op fra gemmerne. Det er jo næsten en skam, hvis de bare skal ligge der og rådne op alene. I dag skal vi have et indlæg om at have tiltro til, at  andre er mødre på den måde, der fungerer bedste for dem. Om at tro på, at andre ved, hvad de gør. I august 2009 skrev jeg:

I have a dream!

Morten og Ninka Mauritson/Kernesund Familie, journalister, ildsjæle og forældrene i Danmarks mest kendte kernesunde familie, der i øvrigt består af Bertram og Melvin. Morten og Ninka har sammen og hver for sig skrevet adskillige bøger, heriblandt Dagbog over mine deller, Far for første gang og kernesund bøgerne (Kernesund familie – sådan!, Kernesund økomad, Kernesund familiefitness, Kernesund mad og e-bøgerne Kernesunde madpakker samt Kernesund jul). Vi er glade for, at Morten og Ninka har været så søde at dele nogle af deres lækre opskrifter med os på maminka, for selv om vi måske ikke alle er lige så ihærdige med den kernesunde livsstil som familien Mauritson, kan vi stensikkert alle have stor glæde af deres mange tips, idéer og lækkerier.

Spinatsalat med bagte bananer og rød peber

Spinatsalat med bagte bananer og rød peber

Til 8 personer

1 bakke spinat

½-1 iceberg

3 bananer

2 spsk sesamfrø

3 røde pebre

- Skær spinat og salat i passende stykker.

- Skræl bananerne, skær dem på langs, vend dem i sesamfrø, og læg dem på bagepapir.

- Skær peberfrugterne i 2 cm både, og læg dem på bagepapiret.

- Sæt banan og peberfrugt i ovnen. Bag peberfrugterne ved 200 grader i ca. 10 min. Bag bananerne lidt længere, ca. 20 min. i alt.

- Rør dressingen sammen, og hæld den over peberfrugterne.

- Anret det hele på et fad.

Dressing

3 fed finthakket hvidløg

½ frisk finthakket chili, eller lidt chilipulver

2 spsk citronsaft

3 spsk koldpresset oliven- eller

sesamolie

Salt og peber

Opskrift og billeder fra Kernesund Økomad.

I går var jeg putteklar kl. 17.30. Med migræne, kvalme og stressfornemmelse lukkede jeg øjnene og vågnede kun kortvarigt og omtumlet op i ny og næ, indtil vækkeuret ringede alt for tidligt i morges. Det vil sige med undtagelse af den time, jeg lå vågen i nat og spekulerede over, hvordan det ideelle liv ser ud. Jeg tror nemlig nok, at jeg har tabt svaret.

I en kommentar forleden skrev Tina, at jeg på trods af en travl hverdag, var god til at få noget godt ud af weekenderne, og det er da også sandt. Jeg synes, jeg får mange gode ting ud af den sparsomme tid, jeg nu har, men jeg føler også, at jeg forsømmer mange ting. Lige for tiden føler jeg konstant, at jeg er bagud og på vej et nyt sted hen: Hen mod en madpakke, der skal smøres, tøj, der skal vaskes/hænges op/lægges sammen, arbejde, der skal laves, planer, der skal lægges, aftaler, der skal på plads og udføres, familie og venner, der skal ringes til, indkøb, der skal ordnes, mad, der skal på bordet, bad, der skal gives, mails, der skal svares, osv., osv., osv. Derudover kommer, vigtigst af alt, to børn og ét ægteskab, der også skal plejes i en grad, så jeg stadig kan se mig selv i øjnene og vide, at jeg tilbyder dem alt det, de fortjener. 

Ser man bort fra det med børn og mand, er det hele lige vigtigt. Noget SKAL gøres, andet VIL jeg gøre – af hensyn til mig selv og min fremtid, og lige nu aner jeg ikke, hvor jeg skal skære fra og ned. Jeg har et arbejde med søde kolleger og personlig frihed. Jeg kan godt lide at komme ud og bruge hovedet, men det tager de bedste timer af dagen, og i bund og grund går jeg på arbejde, fordi jeg skal. Fordi der er regninger, der skal betales og drømme, der engang skal leves ud (som f.eks. en bolig, der er stor nok til hele familien). Jeg ville så gerne arbejde deltid eller mere fleksibelt, end jeg gør nu, men det er ikke en mulighed i mit nuværende job. Jeg ville så gerne rive en måned ud af kalenderen og tage min familie med på ferie i solen, hvor vi skulle lave absolut intet andet end at være sammen og slappe af, men det er heller ikke foreneligt med vores liv lige nu. Jeg ville så gerne indhente noget af alt det, der ligger i den stadigt voksende bunke af ting, jeg forsømmer. Jeg ville så gerne være foran. Være ovenpå. Have ekstreme mængder tid til selv, mand og børn. Være ovenpå med familiekontakt og vennepleje. Være i plus, når det kom til sundhed og velvære. Have fod på alle de daglige gøremål, der relaterer sig til familielivet. Og sidst men ikke mindst: Vide med mig selv, hvor jeg er på vej hen, hvad mit mål er, hvad jeg ønsker af arbejdslivet, familielivet og egolivet. Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke gider være bagud konstant, for selv om jeg når meget, efterlader jeg endnu mere, der ikke bliver nået.

I den kommende tid må jeg, hvis jeg skal slippe for at putte mig selv i seng med stress alt for ofte, arbejde med mine prioriteringer og visualisere mine mål. Når man tænker over det, er det nemlig lidt paradoksalt, at jeg skynder mig så meget hen mod noget, jeg ikke ved, hvad er. Indtil jeg har fundet svaret, og indtil jeg har fundet ud af, hvordan jeg passer bedst muligt på mig selv, har jeg aftalt (med mig altså), at jeg ikke laver andre aftaler end de strengt nødvendige, og at jeg forsøger at geare ned i det hele taget. Så håber jeg bare, at jeg regner den ud før eller siden.

Ser dit liv lige nu ud, som du ønsker det? Er du også bagud? Og hvad er det, du har travlt med at nå (hen imod)?

Anna Skyggebjerg, magister i litteraturhistorie og forfatter til bøgerne Super Mor. Smutveje for enlige mødre – og andre seje kvinder, der vil have en nemmere hverdag og Zen for mødre. Åndehuller du vil nyde, i en hverdag du vil elske! Anna er mor til to børn, en dreng og en pige. Jeg synes, at Anna er verdensmester i positiv livsanskuelse, og hvis du også har lyst til at blive smittet af hendes glæde ved de små ting i livet, anbefaler jeg, at du slår et smut forbi hendes blog her. 

Zen og samling

”Zen for mødre” er et katalog over alle de Zen-fyldte ritualer, der giver en bedre hverdag hjemme hos os. En hverdag med mere ro og fordybelse. Med flere af den slags dybe vejrtrækninger, der får os til at mærke, at der er et stille center inden i.

De aller bedste ritualer vil jeg give videre her på bloggen. Både nogle af dem, der er for børnene og mig, og nogle af dem, der giver mig ro, når børnene er puttet, og jeg har ti minutter helt for mig selv. For eksempel det her:

Næsten uanset hvor små børn er, synes jeg, de skal have en samling. For en samling giver samling til rodet dag og til en flosset bevidsthed, hvor tankerne myldrer afsted. Sindet bliver stille, når man er fordybet i nydelsen af sine ting. Og som mor er det en skøn, stille måde at være sammen med sit barn på. Bare ti minutter, måske. Men ti vigtige minutter.

Hjælp derfor dit barn med at begynde på en samling. Det kan være hvad som helst: sten, strandskaller, mønter, Pokemonkort, sukkerposer eller skruelåg (som vi – heldigvis kun kortvarigt – har haft på programmet hjemme hos os). Og hjælp også dit barn med at sikre, at de begærede objekter bliver udstillet på en måde, så deres storhed kommer frem, og fordybelsen af dem bliver en ekstra glæde. Plasticposer dur ikke til det formål. Men skotøjsæsker eller mapper, der er pyntet med fint papir, de gør. Zen er garanteret!

Da jeg for efterhånden mange uger siden faldt over denne side, blev jeg mildest talt ret så begejstret. Karolina Zapolska, der er fotografen bag siden, tager bl.a. smukke familie- og børnefotografier og har sin helt egen stil, som har noget poetisk og fint over sig. Derfor kontaktede jeg hende straks for at booke en tid. Guderne skal vide, at vi tager uhyrligt mange billeder af børnene her i huset, men vi mangler altså lidt nogle rigtigt lækre billeder, som vi f.eks. kan hænge op eller give til bedsteforældregaver. Vi kunne især godt bruge nogle portrætter og måske egentligt også nogle billeder af os alle sammen (tror helt seriøst ikke, at findes et eneste billede af os alle fire – og under alle omstændigheder helt sikkert ingen, hvor vi alle ser normale ud). Så Karolina blev booket, og det fantastiske ved hendes koncept er, at hun kommer hjem til en selv, hvor hun har mulighed for at fotografere børnene i trygge, vante omgivelser, mens de leger. Derfor er billederne også mere stemningsfulde og afslappede, end hvis børnene partout skal slænge sig på lammeskindet i præcis de ti minutter, fotografen har sat studietid af.

I søndags var det så vores tur til at blive fotograferet, og det var faktisk en rigtig fint oplevelse for os alle. Selv for os voksne, der ellers hader at blive fotograferet. I omtrent halvanden time gik Karolina rundt og tog billeder af børn og voksne i forskellige situationer, og det er altså pissesmart og meget mere behageligt end de opstillede billeder, hvis I spørger mig. På ingen måde kunstigt og unaturligt. At Karolina har super meget børnetække og bare generelt er god til af blende ind, gør selvfølgelig bare det hele bedre. Hun tog det endda helt afslappet, da Oscar nægtede at lade sig fotografere og blev jaloux på Sofus, ligesom hun heller ikke rynkede på næsen, da Sofus græd og hele familien konstant rykkede sig rundt fra rum til rum og gav hende nok at se til med at løse konflikter med den ene hånd og fotografere med den anden.

Karolina er initiativrig og god til at fortælle, hvad hun gerne vil have en til, hvilket føles meget trygt for sådan en som mig, der ikke automatisk begynder at posere med albuerne fremme og trutmunden helt oppe i linsen. Børnene forventer hun heldigvis intet af (andet end at de er der) – dem fanger hun bare. Jeg indrømmer det blankt: Hvis man kan få gode billeder ud af vores kaotiske familie, kan man få det af alle. Og skal jeg sige det selv, så synes jeg faktisk, at det er lige præcis det, vi har fået: Sindssygt gode billeder, som jeg allerede elsker og vil dele ud til alle dem i familien, der gider have dem. Kan desværre ikke vise jer dem alle, men nogle af dem ser sådan ud (tryk på dem for at se dem i fuldt format):

Vil du også gerne have besøg af Karolina? Så er du heldig. Karolina er nemlig – udover at være en knalddygtig fotograf – også en generøs dame, som har sponseret en fotosession til en af maminkas læsere. Den heldige vinder får, som jeg har haft, besøg af Karolina og hendes kamera og får derefter billederne i elektronisk format, så man selv kan sørge for den type fremkaldelse, man ønsker. Det eneste krav er, at fotosessionen finder sted i Københavnsområdet. Hvis du ikke er den heldige vinder, kan du selv booke Karolina ved at henvende dig her.

Konkurrencen løber til på tirsdag (den 9. februar), og du kan smide et lod i puljen på følgende måder:

En kommentar til indlægget her = 1 lod

Et link til indlægget her fra din egen blog = 1 lod

Tilmelding som fast læser på maminka (ude i højre side) = 1 lod

Og man må selvfølgelig gerne gøre brug af alle muligheder (skriv bare lige i kommentaren, hvor mange lodder I har i spil).

Sidste frist for deltagelse er mandag kl. 20.00.

Jeg elsker virkelig weekender lige for tiden. Engang var jeg bange for dem, og det er ikke engang særligt længe siden. Da Oscar var helt lille, var weekenderne lange og lidt kedelige. Da vi lige havde fået Sofus, var de lange og ret hårde at komme igennem. Men nu har børnene nået en alder, hvor vi alle kan nå at nyde i løbet af de to dage, og det er godt nok fedt. Selv om jeg et eller andet sted godt ved det, bliver jeg faktisk altid forbløffet, når det går op for mig, hvor hurtigt tingene ændrer sig fra at være uoverskuelige til at være ret lige til og måske endda dejlige. Det er altså én af de ting, det er værd at minde sig selv om igen og igen, når noget er udfordrende (altså: pisse hårdt).

Ting, der var fantastiske ved den forgangne weekend: At have super hyggelig og familievenlig eftermiddag og aften fredag. At spise frokost og drikke vin med skøn dame lørdag. At nyde, at søde svigerforældre passede børn, satte lamper op og pudsede vinduer, mens Peter og jeg havde egotid. At lege uforstyrret med børnene sammen og hver for sig. At bygge Snemanden Bo med Oscar. At have sjov fotosession i hjemmet. At få ryddet op. 

Ting, der var ikke-så-fantatiske ved den forgangne weekend: At den sluttede.

Jeg elsker virkelig weekender. God mandag.

Julie Arndrup, bibliotekar, boganmelder og mor til to smukke piger. Julie er ikke alene en af de sjoveste mor-bloggere, jeg kender, men også damen bag en af Danmarks absolut mest kendte og læste blogs i mor-genren. Julie blogger om stort og småt – om livet i al almindelighed, og hun formår altså at levere budskaberne på en måde, jeg bare elsker. Jeg er så heldig, at Julie har indvilliget i at dele sin store viden om bøger med mig, og du er så heldig, at du lige her på maminka kan læse Julies anmeldelser af bøger på den skønlitterære scene.

Titel: 117 ting du skal nå inden du bliver gammel og grå

Forfatter: Jacob Riising

Forlag: Branner og Korch

142 sider, pris ca. 170,00 kr.

Nu nærmer vinterferien sig med hastige skridt, og det er vi nogen der er glade for. Har man et skolebarn, skal man jo nok være forberedt på at dele ferien med barnet. Man kan selvfølgelig vælge at aflevere ungen i fritidshjemmet alle dagene, hvis der er åbent, men det giver minuspoint på morkontoen og i virkeligheden er det jo også ret hyggeligt med en uge uden tidlige morgner. Og sene eftermiddage.

Nogen tager på skiferie, andre i Lalandia (forstå det, hvem der kan) og så er vi nogen der bare gerne vil være hjemme og have nattøj på hele ugen og ligge i bunker inde foran fladskærmen, mens vi insisterer på at pandekager skam er rigtig aftensmad. Det var det i hvert fald da JEG var barn i 80´erne, men min 6 årige er stadig skeptisk. Hun er jo nok også barn af sin tid og dermed meget mere politisk korrekt.

Hvis det så skulle ske, at man bare ikke kan holde ud at kælke mere, bage flere boller eller stryge flere perleplader, så er der hjælp at hente i en ny bog for driftige børn og deres humoristisk indstillede forældre.

”117 ting du skal nå inden du bliver gammel og grå” er skrevet af Jacob Riising, der bl.a. er kendt for børne-tv og radio, hvor han har været vært i programmerne Amigo, Gepetto News og Melodi Grand Prix.

Som titlen antyder, indeholder bogen 117 forslag til aktiviteter, som man skal nå at afprøve mens man stadig er barn. Ideerne spænder bredt, fra den klassiske telefonfis (ring til slagteren og spørg om han har grisetæer, og når han siger ja, siger du at det da må se fjollet ud, etc.) og den med gennemsigtig film over toilettet, til mere moderne unoder som f.eks. ”bliv væk i et stormagasin”, ”udskift pære med asie” og så de overraskende og helt sikkert for de mere avancerede børn, ”hold en lommepengesamtale” og ”opfør dig ordentligt”. Den sidste vil nok chokere de fleste voksne.

Jeg læste bogen og lo højlydt flere steder. I følge bogens bagsidetekst rummer bogen 27% skarnsstreger, og det tal er nok meget korrekt sat. De fleste af bogens ideer er ufarlige for de implicerede, men sjove for børn. ”Hypnotiser en høne”, ”lav mad over bål” og ”vælt en ko” ansporer til udendørs aktiviteter, som man også kan have det sjovt med i en gruppe. Faktisk anbefales det at man er mindst fire, for at vælte koen. Alle ideer er nøje beskrevet, med ”Sådan gør du” og ”Det skal du bruge”, så børn helt ned til 7-8 års alderen kan sagtens være med. Det er en klar fordel, hvis barnet selv kan læse bogen, således at unoderne virkelig kan komme bag på de voksne i ens omgangskreds. Det er ikke helt det samme, at snyde sin far med en Snydequiz, hvis han først skal læse fremgangsmåden højt for en.

Jacob Riising har altid gjort det mere fornøjeligt for en mor, at se børnetv og med denne bog har han gjort det godt. Den er skrevet i et friskt og letforståeligt sprog, der ikke taler ned til børnene eller på nogen moraliserer over dem. Der er ingen tvivl om, at Jacob selv er et stort legebarn, og at han har researchet grundigt på denne bog. 

Som børnebibliotekar elsker jeg bøger, der er på børnenes side – og det er denne i høj grad. Spørgsmålet er bare, om de får lov til at have den for sig selv. Jeg kunne da f.eks. godt bruge det trick, hvor man klipper bunden ud af tændstikæskerne og ligger tændstikkerne tilbage, så de falder ud når ens piberygende bedstefar (eller svigerfar…) åbner æsken.

Der var engang, hvor jeg havde en anden blog, men nu har jeg maminka. Med maminka fulgte nye og flere læsere (jubii), og derfor har jeg tænkt mig indimellem at trække et af de gamle indlæg op fra gemmerne. Det er jo næsten en skam, hvis de bare skal ligge der og rådne op alene. I dag skal vi have et indlæg om at være ærlig om moderskabet, selv om ens oplevelser måske ikke lige stemmer overens med det, andre forventer at høre. I august 2009 skrev jeg: 

Er det nemt?

For et par uger siden var jeg sammen med en veninde, hvis første barn er nogenlunde jævnaldrende med Sofus. Som førstegangsmor er der mange overraskelser. Gode som dårlige. En af de ting, som min veninde var noget overrasket over – og, må jeg hellere tilføje, lige ved at få fniller af – var, at man ikke må sige sandheden. Sandheden om, hvordan det går. “Er hun nem?” Bliver min veninde igen og igen spurgt. Og jeg havde faktisk glemt det, indtil jeg blev husket på, at det faktisk er sådan, det er.

I graviditeten spørger folk ALTID som det første, om man kender kønnet på barnet (noget, jeg må vende tilbage til ved en anden lejlighed, fordi jeg bare har SÅ meget at sige om lige præcis det). Når barnet er født, må man igen og igen svare på, om barnet er nemt. Som om, nogen har besluttet, at det er et parameter for, hvor vellykket forældreskabet er. Hvor stor succes, man har som forældre. For hvor dejligt barnet er. Hvor meget, man elsker det.

“Næææ, ikke specielt”, svarer min veninde hver gang ærligt på det mildest talt mærkeværdige spørgsmål. Men dét må man åbenbart ikke, har hun allerede erfaret. Det kan folk ikke håndtere. Hvis man svarer sådan, må man nemlig stå til regnskab. “Men er det ikke også dejligt?”. Eller måske snarere “Men det er da også dejligt!” – for det er jo ikke så meget et decideret spørgsmål. “Men er hun/han ikke også sød?!”. “Men det er jo også fedt, ikke?!” “Ikke?”. Men. Men. Men. Eller hva´?

Og jo, for helvede. Selvfølgelig er det fedt og dejligt og fuldkomment fantastisk at have sådan et lille, nyt menneske i sit liv. Men sandheden er jo, at ens oplevelse af, om barnet er nemt eller ej, intet som helst har at gøre med, hvor meget man elsker det, eller om man er glad for at være mor i det hele taget. Ligesom vores oplevelser af, hvad der er hårdt er forskellige.

Og hvad er et nemt barn i øvrigt? Et barn, der spiser som det skal? Et barn, der sover igennem? Et barn, der er god til at være ude blandt fremmede? Et barn, der er god til at lege selv? Jeg tror, det afhænger en hel del af, hvem vi som forældre er, og af hvordan ens liv i øvrigt ser ud på det pågældende tidspunkt. Jeg synes jo f.eks., at Sofus er helt vildt nem at have med at gøre. At omstændighederne ved at få ham er nemme. Han er god til at underholde sig selv. Han er (for det meste) god til at falde i søvn. Han gider ligge i barnevognen. Til gengæld nægter han at tage en flaske. Han er ikke helt glad for fremmede mennesker. Han sover heller ikke på nogen måde igennem. For nogle ville det betyde, at de opfattede ham som et barn, der var alt andet end nem.

Men hvorfor må vi ikke være ærlige? Hvorfor er det farligt? Jeg forstår godt, hvad min veninde mener, for jeg har oplevet det mange gange selv i forhold til Oscar. Jeg oplevede på mange måder ikke Oscar som noget nemt barn. Jeg oplevede ikke omstændighederne omkring det at få ham som specielt nemme. Jovist, var han åben overfor fremmede, spiste fint, udviklede sig motorisk og sprogligt ekstremt hurtigt, men han sov stort set ikke, nægtede at opholde sig i barnevognen, i sin autostol og på gulvet alene. Skreg vist en hel del. Men stort set hver gang jeg siger det – siger, at jeg synes, det var hårdt – føler jeg, at folk glatter ud. Eller at jeg selv trækker lidt i land, for sådan noget kan man jo ikke gå rundt og sige om sit barn. Heller ikke selv om det egentlig ikke har så meget med Oscar at gøre. Og selv om det da slet, SLET ikke har noget at gøre med, hvor meget jeg elsker ham. Som om jeg skulle elske Sofus mere, fordi han har været en nemmere baby. Jeg elsker mine børn lige højt og komplet uafhængigt af, hvor nemme eller ikke nemme, jeg oplever, at deres forskellige egenskaber er (Oscar er jo god til andre ting, som Sofus ikke er). Til gengæld har Oscar lært mig ubeskriveligt meget om at være mor og menneske. Om at elske ubetinget.

Er det så nemt at være forældre? Ja, glimtvist, men i det store hele må svaret for mit vedkommende være ”nej”. Med forældreskabet følger – foruden enorme glæder og utrolig meget kærlighed – store og til tider svære følelser, masser af udfordringer og ekstreme mængder arbejde. Betyder sådan en opfattelse af forældreskabet, at jeg ikke er en succes som mor? Betyder det, at jeg ikke elsker tilstrækkeligt? Det kan jeg ikke tro. Selv om der altid vil være ting, jeg synes, kunne ændres lidt, føler jeg mig helt inde i mit hjerte overbevist om, at jeg er en god mor. Jeg føler mig overbevist om, at mine børn føler sig elsket og værdsat. Også selv om jeg nogle gange synes, det er hårdt og svært.

Og P.S. Er det egentligt ikke underligt, at man helst skal opleve forældreskabet som nemt, selv om man i mange andre, langt mindre komplekse sammenhænge, får credit for at have kæmpet? Kæmpet for sig ud af overvægten? Gennem en uddannelse? Op ad karrierestigen? Men forældreskabet må man helst ikke give udtryk for at kæmpe med, selv om det er det største af alt.

Har du købt det? Det nyeste nummer af Vi Forældre, altså. Jeg siger det bare, fordi du i lige præcis dét blad – hvis du slår op på side 10 – kan se et par velkendte ansigter. Ann-Christine og jeg har nemlig sneget os med i bladet, og det er jo egentligt ret fantastisk. Måske er der flere, der får øjnene op for bloggen så. Og det ville altså gøre en blogejer så skideglad.  

Vi Forældre

Oscar Umahro Cadogan, kok, ernæringsekspert, underviser og den ene halvdel af Sundhedsrevolutionen. Forfatter til nogle af de fineste kogebøger, vi længe har haft mellem hænderne nemlig Køkkenrevolution for hele familien, Køkkenrevolution på høje hæle og Mere køkkenrevolution fra Umahro.  Umahro er en mand med et mål: Han ønsker at inspirerer dig til at spise og leve dig til et superbt helbred, og med den energi og entusiasme, han udviser, skal det nok lykkes. Du kan starte med at læse mere om Umahro på hans blog. 

Kyllingesuppe med nudler

Kyllingesuppe med nudler

Mængde: Til fire-fem meget sultne personer.

Tilberedningstid: 25 minutter — plus kogetid.

Holdbarhed: Tre–fire dage i køleskab.

Du skal bruge

- En hel kylling, økologisk

- 1½ -2 liter vand

- Hav- eller stensalt

- 5 sorte peberkort

- 3 fed hvidløg

- 10 g. frisk ingefær

- 3-4 limeblade

- 1 stilk citrongræs, der har fået et gok med knivskaftet, så den er halvknust

- ½ liter kogende vand

- 200 g. brune risnudler

- Godt med forårsløg, skåret i stykker, eller porrer skåret i tynde strimler eller skiver

- Masser af bladgrønt (spinat, koriander – ja, endda grønkål!)

- Sojasovs

Så let er det

Kom kyllingen i en gryde med vand, salt, peberkorn, hvidløgsfed, ingefær, limeblade og citrongræs. Sørg for, at der er nok vand, til at det dækker kyllingen helt. Bring vandet i kog. Lad kyllingen simre i 30-40 minutter og tag så gryden af varmen. Kyllingen skal stå og trække et par timer i vandet under låg. Så koger eftervarmen i vandet kyllingen ganske nænsomt, uden at den bliver tør og kedelig.

Hæld kogende vand over nudlerne og lad dem trække 5-6 minutter, til de lige er gennemkogte. Hæld vandet fra. Pil kyllingen, sigt fonden og bring den i kog igen. Tilsæt forårsløg eller porrer og alt det bladgrønne og lad det simre et par minutter. 

Kom nudler i hver tallerken og top med suppe og grøntsager samt kyllingekød. Dryp med sojasovs og server.

Fif

Brune risnudler kan efterhånden købes i de fleste supermarkeder. Ellers kan de fås i helsekostforretninger. Hvis du vil have endnu mere varme, så kom en smule frisk, rød chili i suppen.

Opskrift og billede fra Mere køkkenrevolution fra Umahro.

Hele min barndom gik jeg og trippede i løbet af januar måned. Jeg ventede på, at Fætter BR kataloget dumpede ind af brevsprækken. Når det langt om længe ankom, sad jeg så og savlede over de forskellige kostumer, mens jeg satte ring om dét, jeg ønskede mig allermest. Fin Dame hed drømmekostumet, og jeg ønskede mig det brændende. Hvert år. Det var sort og flaskegrønt. Der var satin og blonder. Slør og sko med høje hæle. Måske endda også et par pailletter og en paryk med langt, skinnende sort hår. Og jeg vidste bare, at min lykke ville være gjort, hvis jeg fik muligheden for at troppe op til fastelavn som den smukkeste fine dame, verden endnu havde set.

Det eneste var bare, at jeg aldrig fik Fin Dame-sættet. Eller nogle af de andre fine sæt for den sags skyld (hvis altså man ser bort fra et bastskørt  og en halv Hawaii-krans i 1988). Mine forældre var sådan nogle lidt flippede typer, der mente, at det var mindst lige så fint at lave udklædningen selv. Da jeg var helt lille, lavede de kostumerne, senere stod jeg selv for det. Således har jeg f.eks. været klædt ud som brud iført hvid blondegardisette, jeg havde fundet i bofællesskabets genbrugsstation. En anden gang var jeg trold, og kostumet bestod i al sin enkelhed af en hjemmelavet ’paryk’ (altså: en strømpe, jeg havde trukket nogle bomuldssnore igennem), jeg kun var blevet delvist færdig med, fordi jeg efter flere måneders arbejde ikke kunne overskue projektet mere. Ret skal være ret: Måske var det mere udbredt ikke at gå så højt op i udstyrsdelen dengang, og måske syntes jeg også på en eller anden måde, at det var sjovt at lave noget i løbet af fremstillingsprocessen (straks noget andet, når jeg stod der i mærkelig, halv udklædning), men mest af alt havde gør-det-selv-projekterne vist noget at gøre med, at mine søde, velmenende forældre aldrig havde økonomi til at lade hele børneflokken tømme BR for komplette fastelavnskostumer.

Jeg har haft en vidunderlig barndom. Jeg har vidunderlige forældre. Det er bare det, at jeg ikke kan slippe fastelavnsfølelsen. Udover, at det er meget belejligt for mig at købe mig fra kostumet til mine egne børn, så jeg slipper for at bruge tid, evner og tålmodighed, jeg ikke har, på at sidde foran symaskinen, ja, så kan jeg bare mærke, at jeg har en iboende trang til at gå amok i færdiglavede fastelavnskostumer. Jeg lister rundt blandt Fin Dame-kostumerne (som i dag hedder alt muligt Disneyfilm-relateret – hvad var der nu galt med fin dame?), mens jeg piller og aer og tænker på at spørge ekspedienten, om de mon fås i str. 30 år. Derefter lister jeg hen i drengeafdelingen og flår det allermest farvestrålende og syntetiske ned fra hylderne, så jeg kan overøse Oscar med mine uindfriede barndomsdrømme. I år skal han – lige som halvdelen af alle de andre drenge formentligt – være en Ninja Turtle. Om 27 år sidder han måske og sukker over, at jeg aldrig selv lavede et unikt kostume til ham, når jeg nu endda blev opdraget til at vælge den unikke vej. Og til den tid vil jeg give ham ret i én ting: Der var i hvert fald aldrig andre, hvis udklædning i store træk bestod af et gardin over hovedet eller en strømpe med ti strittere af bomuldsgarn. ALDRIG!

Hvad skal dit barn være til fastelavn? Og endnu mere interessant: Hvad drømte DU om at være som barn?

Absolut ikke-hjemmelavet fastelavnsdragt på pragtfuldt drengebarn med potentielt fremtidigt fastelavnstraume

Trine Kok, krea-manisk, hverdagselskende mor til tre, der både formår at frembringe lækre kreationer under mærket Kok & Co. og at skrive på livet løs. Trine har en uovertruffen smag og er kvinden, man skal rådføre sig med, hvis man gerne vil lære kunsten at klæde sig efter sin kropsbygning.

Hverdagsuniformens udfordringer

Jeg er en kjolepige…!
Eller – det vil sige – jeg bilder mig ind jeg er en kjolepige, men på trods af mit bugnende kjoleskab ender jeg som regel altid i det samme sikre outfit; jeans og en sort bluse.
Når jeg står foran skabet i morgenmørket har jeg en milliard forskellige valgmuligheder for hvem jeg gerne vil være i dag – men på trods af min påståede identitet som én der helst går i kjole sker det 9 ud af 10 gange at jeg pr refleks hiver mine yndlingsjeans frem og garnerer med én af de utallige sorte fra stablen.
 
Hvorfor? Fordi jeg føler mig på sikker grund!
I mine jeans og alt det sorte føler jeg mig hjemme, jeg kan gemme mig en lille smule og føler mig hverken udstillet, under- eller overdressed.
Kort sagt; min hverdagsuniform tager over, når min usikkerhed titter frem.
 
Hverdagsuniformen er safe zone. Når jeg har den på ved jeg at jeg føler mig godt tilpas, jeg behøver ikke spekulere over om noget strammer, kravler op, falder ned eller smitter af. Min hverdagsuniform giver mig lov til at slappe af og give slip på bekymringer over min påklædning – faktisk gør min hverdagsuniform mig bedre i stand til at løfte blikket og fokusere på andre ting i hverdagen.

Der er bare ét problem med hverdagsuniformen; det er en uniform. Og det er hver dag.
Det kan bare så hurtigt komme til at føles ensformigt midt i alt det trygge, og ind imellem føler jeg mig bare åh-så-blah over altid at ende i det samme udstyr – hver gang.

Flere har anbefalet at det er en løsning at planlægge sit outfit dagen i forvejen og lægge det frem, så man allerede ved hvad man skal tage på, når man står op om morgenen. Men helt ærligt – det kan jeg altså ikke… Jeg ANER jo ikke hvilket humør jeg er i når jeg vågner – og jeg har mere end én gang oplevet at det planlagte outfit slet, slet ikke passede til lige den stemning jeg var i den pågældende morgen.

Til gengæld virker det for mig, hvis det ikke er et helt outfit jeg planlægger dagen i forvejen; Om aftenen inden jeg går i seng lægger jeg en plan for én ting, bare en lillebitte en, som jeg har lyst til at tage på den næste dag. En bestemt ting som gør mig i godt humør, får mig til at smile eller gir mig lyst til at lege.

Nogle gange er det et bestemt tørklæde, andre dage er det et bestemt par sko – men langt de fleste dage er det øreringene der får mig til at smile skævt! Når jeg står op glæder jeg mig allerede til at tage demt på – og nogle dage giver det mig lyst til at lege mere og kaste mig ud i noget andet - fx én af de kjoler jeg altid fabler om.

Og andre dage ender jeg alligevel i hverdagsuniformen. Men hvad gør det, når man nu også har et par fantastiske legesyge øreringe på?

Hvad er din hverdagsuniform?

Dette er ikke et indlæg om, hvor i orden det bare er at være skide dum og barnlig overfor sine børn. Det er heller ikke et se-mig-jeg-er-bare-så-kikset-på-den-kære-måde-indlæg. Det kunne det have været, men det er i stedet indlægget om noget af alt det, der ikke står i bøgerne. Bøgerne om forældreskabet. Det Gode Forældreskab. Det Rigtige Forældreskab. Sådan Gør Man.

For ikke så forfærdelig længe siden havde vi det problem, at Oscar var blevet temmelig interesseret i det faktum, at der er direkte forbindelse mellem mund og mave. Han opdagede halsen og blev pludselig meget optaget af, hvordan alting fungerede, af at tage ting i munden og siden af at sluge små dimser, mens han var i børnehave (hjalp måske heller ikke, at vi midt i krisen introducerede ham for Busters Verden). Først en ring, så en snor og så tilløb til en masse andet. Og vi var rædselsslagne, for at han fik noget galt i halsen. For at personalet ikke opdagede det. Vi prøvede at forklare, henstille til, hidse os op, ignorere, anerkende, you name it. Intet virkede og panikken, frustrationen og angsten voksede, og til sidst sagde jeg noget, jeg ikke ligefrem er stolt af. Jeg sagde, at hvis han slugte noget, kunne han risikere at dø, så han ikke kunne bo sammen med os mere. Han kunne risikere at skulle på sygehuset og have maven skåret op! Sådan. Så er det indrømmet. Måske ikke ligefrem et øjeblik, jeg skriver ind i Barnets Bog, men det hjalp da lidt på problemet, og jeg anede altså ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Amar. Og nej, jeg behøver sådan set ikke feed back på lige præcis denne del af indlægget. Ved godt, at skræmmekampagner ikke kvalificerer mig til titlen som Årets Mor.

Det er jo ikke, fordi jeg er fuldkommen blind overfor den kendsgerning, at der (helt) sikkert findes mere diplomatiske måder at håndtere kriser på, men når det nu er, som det er, for nogle af os, så synes jeg egentlig godt, at fagbøgerne kunne tage at skrive højt om den del af moderskabet også. Sagen er nemlig den, at mange af os indimellem bliver så pressede, at vi siger noget, der ikke er i orden, men som egentligt kan være ganske forståeligt situationen taget i betragtning. Som da min søde veninde, der har været urimeligt hårdt spændt for og som efter at have plejet en hel sygdomsramt familie, mens hun også selv var syg, en ekstra hektisk morgen kom til at åbne de sammenknebne læber præcis så meget, at der slap et ’jeg flytter fandme snart hjemmefra, hvis ikke I stopper’ ud mellem tænderne.

Dette er ikke et indlæg om, hvor i orden det er at være skide dum og barnlig overfor sine børn. For det er ikke i orden, og det fungerer heldigvis sådan, at straffen falder øjeblikkeligt i form af skam og skyldfølelse. Men kan vi ikke godt være ærlige overfor hinanden og indrømme, at vi er nogle stykker, der ikke ALTID taler lige så korrekt til børnene, som bøgerne anbefaler? På grund af angst, afmagt og anspændthed, hvad ved jeg. Men det sker, og selv om vi stadig skal stramme op og skamme os, så skal vi os kunne se os selv, børnene og hinanden i øjnene igen og vide, at vi trods alt ikke er alene om at være så pressede, at der smutter lidt lort ud af munden.

Mellem os sagt har jeg helt hemmeligt altid ønsket mig at modtage en form for pris. En anerkendelse. Jeg har bare aldrig rigtig kunne forestille mig, hvad jeg skulle få den for, og derfor har jeg heller ikke forberedt en takketale. Øv! For nu har jeg nemlig fået en award. Sådan helt ud af det blå. Hvis det skal være helt rigtigt, har jeg faktisk fået den sammen med Ann-Christine, fordi vi har skabt maminka (skulle det være en anden gang – eller…). Den ser sådan ud…

… og jeg (altså vi) har fået den af iBaby (virkelig meget tak *kindkys*). Med prisen følger visse forpligtelser, f.eks. skal man fortælle syv ting om sig selv, og er der noget, jeg holder meget af, ja, så er det at fortælle om mig selv, så here goes:

1. Jeg er mødrenes svar på Sidney Lee, eller var i hvert fald engang. Pga. dovenskab i uskøn forening med eventyrlyst meldte jeg mig i mit 19. og 20. leveår til nærmest alt reality-tv, jeg kunne komme i nærheden af. I dag må jeg altså tilstå, at jeg er ubeskriveligt taknemmelig for, at jeg aldrig blev en af de udvalgte. Især ret glad for, at jeg ikke kom med i Robinson.
2. Jeg prøver at undgå at lave aftaler, når jeg drikker (altså med undtagelse af der, hvor jeg friede til Peter efter en times bekendtskab), fordi jeg er typen, der synes, at ALT lyder skønt og sjovt og oplagt efter et glas vin. Som f.eks. da jeg som 23-årig midt i en flaske sambuca fandt på at arrangere en genforeningsvejfest for de børn, der boede på mine forældres vej, og som jeg kortvarigt hang ud med i 12-13-års alderen.
3. Jeg tror fuldt og fast på den sjette sans og handler gerne efter den.
4. Hvis du føler, at du kender min stemme, er du måske ikke bare ved at blive skør. Jo, jamen det ER nemlig mig fra Krudtuglen. Det der børneprogram med 3 lyttere (inkl. min mor), som kørte på Radio Robin nede i 80’erne. Altså det, hvor min far læste Ole Lund Kirkegaard historier, og hvor min søster og jeg mellem Lis Sørensen pladerne kom op at slås (ja, bogstaveligt talt), og hvor vi havde en quiz, hvor man kunne vinde et kassettebånd. Hmmm, så er du fri for at tænke mere over dét.
5. Jeg var ikke typen, der skreg særligt meget under mine fødsler. Til gengæld kom jeg især første gang flere gange med kække bemærkninger, hvad jeg ellers havde svoret overfor mig selv, at jeg ville lade være med. Kan faktisk godt være alvorlig. Det kan jeg altså.
6. Har en lang historie af klodsethed bag mig. Nævner i flæng dengang, jeg tabte en hel spand hvid maling over mine forældres naboers havemøbler. Eller da jeg kom til at trække en hale af brugt toiletpapir efter mig direkte fra toilettet og ind i den fyldte mødesal på mit nye arbejde. Eller da jeg trillede ned af trappen hele vejen ud af banken. Paradoksalt nok, er jeg flere gange blevet beskyldt for at være tjekket.
7. Jeg er en af dem, der er blevet fanget på Google Street View.

Det vidste I nok ikke, hva’?

Men nu er det jo ikke ren afslapning at modtage sådan en pris. Faktisk skal man også vælge syv andre kreative bloggere (og kreativitet er altså mange ting), der fortjener at blive hædret. Måske er det er spild af god pris at give den til nogen, der allerede har den, men nu giver jeg den alligevel videre til dem, der lige falder mig ind, uden at skele til, om andre også har sendt den i deres retning. Og iBaby, hvis ikke det var, fordi jeg ikke synes, jeg kan returnere gaven, så var du også på listen.

1. Ann-Christine (fordi du har øje for det skønne i bloguniverset, og også fordi jeg lige stjal halvdelen af vores fælles rampelys og egentlig også synes, du bør komme til orde).

2. Annamette (fordi du uden sammenligning er den mest idérige blogger, jeg kender, og fordi du så ofte med dine indlæg fylder mig med nye tanker, idéer eller bare genkendelse).

3. M (fordi du skriver så fantastisk morsomt, og fordi jeg faktisk synes, det er herrekrea at hækle agernhatte)

4. Sur på Natur (fordi lige præcis din blog var simpelthen så værd at vente på, og fordi jeg synes, der er noget kreativt over at kunne kanalisere sin naturforagt ud i en perlerække af fantastiske ord)

5. Line (fordi INGEN anden, jeg kender fra bloguniverset, har fortalt så ærligt om, hvordan følelserne omkring moderskabet ser ud, når hverdagen er pissehård og den enorme kærlighed til børnene ikke i sig selv forhindrer en i at bande højt og længe)

6. Astrid (fordi du skriver hamrende godt og sjovt, og fordi du finder energi til at skrive gode og ordentlige indlæg, selv om du har hænderne fulde af småbørn)

7. Maren (fordi man, når man BÅDE er kreativ med ord og en blyant, fortjener en anerkendelse).

Af Ann-Christine

Jeg har igennem længere tid haft travlt. Jeg stortrives, når der er ’gang i den’. Men jeg må erkende, at jeg har haft ALT for travlt. Med eget firma, med min familie og tvillinger som i et højt tempo nærmer sig kravlealderen og med maminka.  Sagen er nemlig den, at The Green Factory går forrygende. December var som altid en travl måned, men januar ser ud til at blive ligeså god. Det er jeg rigtig glad for, for jeg har slidt i det og lagt rigtig, rigtig mange arbejdstimer i min forretning igennem de sidste 2 år og jo bedre det går, jo mere travlt får jeg. Det skal jeg jo på ingen måder klage over, for jeg er faktisk ret glad for det!

Men jeg kan bare ikke nå det hele. Desværre.

Jeg har derfor valgt, efter at have tænkt det grundigt igennem og drøftet det med Louise, at jeg tager min afsked med maminka. Det tager meget tid at starte en ny blog. Både Louise og jeg har masser af ambitioner og vi er begge ildsjæle, som ikke kan gøre noget halvt. Jeg synes, at maminka er en rigtig god blog og jeg er utrolig glad for at arbejde sammen med Louise, som er dygtig, sød og klog. Og som jeg heldigvis stadig skal ses med ude i det virkelig liv også. Det vil bare ikke være fair af mig at fortsætte på maminka. Hverken overfor Louise, min familie eller mig selv. Det er ikke sjovt at have F.O.R  travlt og det har lige fra maminkas start, været vores største prioritering, at det skulle være sjovt. Vi har også vidst at vi ville få rigtig meget at se til med maminka. Men jeg må prioritere.

Jeg er helt vildt glad for at Louise, som jo er en fantastisk skribent, vil fortsætte maminka uden mig. Jeg ved det bliver godt og jeg glæder mig til fortsat at læse med.  I vil helt sikkert møde mig i kommentarfeltet (jeg kan ikke lade være) og ud over planer om at bruge tiden på min familie og The Green Factory, vil jeg en gang imellem hyggeblogge lidt på min gamle blog, når jeg gider og når jeg har tid.

Jeg vil gerne sige jer læsere, tusind tak for alt den opbakning vi har fået på maminka. Jeg er imponeret over, at vi på forholdsvis kort tid har fået så mange daglige læsere. Jeg håber at I, ligesom jeg, vil blive ved med at besøge maminka og læse med herinde.

Tak for denne gang.

Af Louise

Er det egentlig ikke okay, at man skrupskider på rengøring, før man får gæster, når man har hænderne fulde af børn og arbejde? Det synes jeg jo egentlig, at det er, og jeg tror også nok, at vores familier synes, vi er vældigt afslappede i forhold til huslige sysler. Desuden hader jeg at gøre rent, så svaret burde jo være ret åbenlyst. 

Eneste er bare, at jeg faktisk gerne vil have, at her er pænt, når vi får gæster. Jeg vil gerne byde på orden, have at gæsterne ikke synes, her er klamt, være nogenlunde afslappet, når de kommer og sådan. Altså: Signalere, at jeg har styr på lortet, selv om det er en stor, fed løgn, og jeg i virkeligheden har temmeligt meget lort på styret.

HVER gang vi skal have gæster, forhandler jeg med mig selv om, hvor meget vi skal have gjort. Det er ikke, fordi ambitionerne er høje (gærdet er efterhånden så lavt, at det er svært at krybe under). Planlægger for det meste kun overfladisk oprydning, støvsugning af synlige genstande og pletvis regøring af badeværelse. Ender næsten altid med, at oprydningsdelen lykkes nogenlunde og rengøringen delvist. Til gengæld er det ALTID noget med, at jeg drøner rundt med sveden haglende fem minutter efter, gæsterne skal være her. Forsøger at færdiggøre maden med den ene hånd og klæde mig på med den anden, mens jeg drømmer om en tredje og fjerde hånd, som jeg kan gøre mig klar og passe børn med. 

Klokken er 22 fredag aften. Om præcis 12 timer får vi gæster. Her ligner noget, jeg end ikke tør gengive. Vasketøj overalt. Bunker overalt. Ting overalt. To do, To do, To do - står der på alt, mit øje fanger. Jeg burde gøre noget. Rydde lidt op. Ordne lidt hist og aftørre lidt pist. Sagen er bare den, at jeg, efter en lang arbejdsuge, efter at have været på arbejde i dag, at have købt ind (mad, fødselsdagsgave og fastelavnstøj), hentet barn, sørget for aftensmad og oprydning efter det, leget, puttet og bagt to omgange boller, ikke kan mere. Heller ikke selv om vi ved, at vi bliver pressede i morgen tidligt, når vi skal ordne hjem, fire familiemedlemmer og mad inden kl. 10. Derfor sidder jeg lige nu med verdens tungeste øjenlåg og verdens længste to do-liste og overbeviser mig selv om, at det kun er os selv, der kan se krummerne (as if!), og at det derfor er helt okay, at det eneste, vi når i morgen er, at få familien i tøjet og tørre vasken af. Og det ER da okay. Ik’å?

Morten og Ninka Mauritson/Kernesund Familie, journalister, ildsjæle og forældrene i Danmarks mest kendte kernesunde familie, der i øvrigt består af Bertram og Melvin. Morten og Ninka har sammen og hver for sig skrevet adskillige bøger, heriblandt Dagbog over mine deller, Far for første gang og kernesund bøgerne (Kernesund familie – sådan!, Kernesund økomad, Kernesund familiefitness, Kernesund mad og e-bøgerne Kernesunde madpakker samt Kernesund jul). Vi er glade for, at Morten og Ninka har været så søde at dele nogle af deres lækre opskrifter med os på maminka, for selv om vi måske ikke alle er lige så ihærdige med den kernesunde livsstil som familien Mauritson, kan vi stensikkert alle have stor glæde af deres mange tips, idéer og lækkerier.

Gulerodskage

 

Gulerodskage

Til 8 personer

• 300 g dadler
• 5 dl æblemost
• 2 gulerødder
• 2 dl solsikke- eller olivenolie
• 4 æg
• 2 tsk bagepulver
• 1 spsk kanel
• 50 g valnødder
• 300 g hirsemel

 - Sæt dadlerne i blød i 5 dl æblemost natten over.

- Blend dadler og æblemost.

- Riv gulerødderne groft.

- Pisk olie og æg, og bland det med dadler og æblemost.

- Tilsæt resten af ingredienserne, og rør det godt sammen.

- Hæld dejen i en bradepande beklædt med bagepapir.

- Bag ved 180 grader i ca. 30 min.

Opskrift og billede fra Kernesund Økomad.

Af Louise

Kan I huske det der åbne brev, jeg havde skrevet til den forhenværende børne- og ungeborgmester? Altså det der, hvor jeg udgydede min frustration over, at det tilsyneladende var – og er – helt umuligt at få pasning til sit barn. Nåm, jeg har ikke hørt noget fra nogen. Heller ikke fra pladsanvisningen, som jeg på en eller anden måde har opgivet at kontakte. De orkede ligesom end ikke at skrive til mig, da vores behovsdato var overskredet, og jeg kender svaret på mit spørgsmål: Mellem maj og august. “Men jeg synes bare det lyder mærkeligt, at alle, jeg kender får den besked uafhængigt af børnenes alder og institutionens størrelse…”. “Mellem maj og august”. “Men…”. “MELLEM MAJ OG AUGUST!”. Det er ikke, fordi man er ved at gå til af spænding over, hvad de mon har af information til os ventende forældre.
 
I virkeligheden har jeg også øvet mig i at fokusere på fordelene ved hjemmepasning. Orker ikke at remse dem op, men jeg lover, at de er der. Ulemperne er der desværre også, og det var bare dem, jeg lige ville skrive lidt mere om. Orker egentlig heller ikke at remse dem op. Vil sådan set bare sige, at jeg har fundet en ny. Ulempe, altså. For hvordan kan man egentlig være syg, når man bor i en lille lejlighed og har barn og børnepasser gående rundt få meter fra skidt-mads-lejet? Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg er på vej ned og nærmest bedre kan overskue at tage på arbejde end at være hjemme i ‘institutionen’ (med barn, der ikke anerkender sygdomsramt mor). Håber godt nok, at nogen med magt snart får sat noget skred i de ventelister, så man igen kan have sin forkølelse i fred.